Plader

Nick Cave and the Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!!

Nogle kunne fristes til at beskylde den nye plade fra Nick Cave og co. for at lyde som “endnu en dag på kontoret”. Det er ikke helt forkert; sagen er bare dén, at de ting, Cave laver på sit kontor, holder et imponerende højt niveau. Dig, Lazarus, Dig!!! er et glimrende bevis og en strålende rockplade.

For mange musikere falder antallet af udgivelser med alderen. Arbejdstempoet sættes ned, og der bliver længere mellem nyhederne. Inspirationen kan være forsvundet, og relevansen for et nyt, yngre publikum kan være til at overse. Heldigvis følger ikke alle denne udvikling. I de senere år har Nick Cave og hans faste backingband været yderst produktive. På repertoiret har været soundtracks, sideprojekter, filmmanuskripter og pladeudgivelser i en lind strøm. 24 år efter den første Nick Cave and the Bad Seeds-plade er albummet Dig Lazarus Dig!!! nu på gaden.

Pladen er ingen markant afvigelse fra forgængerne, og trofaste fans kan føle sig på sikker grund. I forhold til seneste udspil er albummet mere direkte, og numrene fremstår upolerede. Her er ingen gospelkor, violiner, fløjter og andre klassiske instrumenter. Det er lyden af et rockorkester tilsat moderat piano. Mange af sangene er ganske støjende, og guitarerne får lov at skeje ud. De mere dekadente elementer fra Grinderman-udgivelsen har sneget sig med ind, og blandingen fungerer. Det giver de klassiske sange kant og vildskab.

Groft skåret er albummet 50 procent decideret pågående rocksange, og de resterende procentdele fordelt på mere afdæmpede numre, der bevarer en ulmende intensitet. Lydbilledet har flyttet sig. Væk er de afdæmpede piano-baserede numre, som f.eks. prægede albummet The Boatman’s Call. Et gennemgående træk gennem karrieren har været brugen af religiøse elementer og temaer som inspirationskilde. De lurer stadig i baggrunden, men er tonet ned. I stedet er fokus rettet mod personfortællinger som historien om den bitre og hævngerrige forfølger i “Moonland” eller brugen af myten om den genopstandne Lazarus i titelsangen.

Det vilde og sanseløse, fyldt med direkte indfald, henvisninger og en nærmest rablende tekst, kommer til udtryk i “We Call Upon the Author”. Et nummer, der fremstår delvist improviseret, og tilsyneladende uden retning. Det er repræsentativt for en løssluppenhed, der klæder mange af albummets sange. “Night of the Lotus Eaters” er slæbende, klaustrofobisk og messende, nærmest en lang besværgelse, og er albummets klare afvigelse. Numre som “Today’s Lesson”, “Lie Down Here (& Be My Girl)” og “Albert Goes West” er alle fine rocksange med den gotiske kant og litterære fortællestil, der er blevet et særkende for Nick Cave.

Overordnet holder pladen et højt niveau uden regulære faldgruber eller mislykkede eksperimenter. Kritiske sjæle kunne fristes til at beskrive pladen som “endnu en dag på kontoret”, hvilket ikke er en upræcis observation. Faktisk møder Cave ind på kontoret, og arbejder målrettet i et fast tidsrum. Resultatet af denne metodiske arbejdsproces rummer alligevel ganske meget eksplosivitet, kreativitet og sangskrivning på højt niveau.

★★★★★☆

Deltag i debat