Plader

Clark: Turning Dragon

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Pladekøbere, der holdt af Clarks seneste album pga. den tilbagelænede stil, kan godt forberede sig på et chok. Den engelske musiker fokuserer nu på hårdtpumpede, skræmmende beats og kradserier. Men bliv hængende, for Clarks musik er velproduceret og imponerende.

Med engelske Clarks forrige album i tankerne er det noget af en musikalsk kovending, den elektroniske musiker har foretaget. På Body Riddle fra 2006 var tempoet i stilstand og overordnet ganske blidt. På efterfølgeren Turning Dragon er det, som om verdens dansegulve skal vækkes og til dels også skræmmes væk. Med andre ord er det nyeste lydbillede fra Clark ikke venligt – tværtimod.

Første lyt afslører især to forskelle fra forrige album: Clark har pumpet tempoet vældigt i vejret, og det defineres de fleste steder på albummet af pumpende beats, der kan tage pusten fra selv den mest dansende technotøs – BPM overstiger ganske ofte 150. Og så har Clark gjort rent i sin musikalske biks og fjernet alt støv og samtlige uldne momenter. Turning Dragon er nærmest klinisk i sin musikalitet med knivskarpe beats og glitchende kradserier. Det er imponerende stramt produceret og en smule for diskant i længden. Man imponeres og irriteres på samme tid.

“New Year Storm” åbner albummet med lyden af en transistorradio, der skrattende stilles ind på Clarks frekvens. Og så buldrer det ellers derudaf de næste godt 45 minutter. Ved de første mange gennemlytninger er der ikke meget variation, men den viser sig langsomt som en udvikling gennem albummet. Mens det kradser godt i ørene og pumper lige ud uden megen melodi på den første halvdel af albummet – bortset fra de lidet vellykkede vokalindslag i “Volcan Veins” og den opklippede “Truncation Horn” – men så bløder Clark mere op, efterhånden som albummet lakker mod enden.

Midt i den elektroniske hi-hats diskanthelvede serverer “Mercy Sines” rolige ambient-dryp fra en synthesizer, og “Hot May Slides” kunne sagtens være et oppumpet Boards of Canada-nummer. Inden Clark runder af, slår han dog lige fast, hvor hans styrke ligger – nummeret “BEG” er en tilbagevenden til den hårde midterpart på Turning Dragon, hvor kradse beats hærger.

Midterstykket med “For Wolves Crew”, “Violent” og “Radiation Clutch” er et nemlig et rigtig stærkt trekløver, hvor “For Wolves Crew” i løbet af sine syv minutter viser, at Clark er kompetent udi flere facetter: Fra samba-inspireret industritechno over minimale beats med ambienttendenser og så lige et sving omkring et musikalsk, glitchet nedbrud, inden et tema vender tilbage i de sidste minutters eksplosion. Samme opvisningspotentiale er der over “Radiation Clutch”, som egentlig er én lang tur ud af en snorlige diskant-vej med beats, hvor Clark skruer på knapperne, så microtechnoens karakter ændrer sig minimalt. Ingen svinkeærinder, bare rene beats og hi-hat.

Det kan godt være, at Turning Dragon som udgangspunkt er tænkt som et album til dansegulvet, men den rå konfrontation, som Clark serverer, vil næsten være for meget. Når albummet er lyttet til ende, sidder man tilbage med en forpustet fornemmelse; men samtidig med en følelse af, at der mangler noget i ørene. Og uroen, som den hårdtslående musik giver i kroppen, kommer man faktisk til at savne, selv om Clarks musik ikke på nogen måde kan betegnes som behagelig. Det er et imponerende, perfekt produceret og skræmmende album.

★★★★½☆

Deltag i debat