Plader

Death to Frank Ziyanak: Den sidste hvide perker

Skrevet af Lars Simonsen

Danske Death to Frank Ziyanak har leget med electrobeats og synths på opfølgeren til debutalbummet fra 2005. Det er der kommet noget temmelig overrumplende electro-garagerock/pop ud af. Der er masser af gåpåmod, men stort set ingen dybde, og derfor bliver det en anstrengende lytteoplevelse i længden.

Silkeborg-bandet Death to Frank Ziyanak (DTFZ) albumdebuterede i 2005 med det rendyrkede garagerock-album Chords & Dirty Limericks. Med opfølgeren Den sidste hvide perker har gruppen med højt humør og legesyge kastet sig over forskellige elektroniske virkemidler, uden at inspirationerne fra garagerocken er droppet totalt. Resultatet er en art tyggegummi-electro-garagerock/pop med momentvis mørke nuancer.

Forventer man rendyrket retrorock fra start til slut, får man et mindre chok, når albumåbneren “Betofon vs FZ” brager ud af højtalerne med electrobeats, synths og et simpelt udtryk, der minder om en form for børnesang. Og chokeffekten er måske lige nøjagtig, hvad trioen har håbet på. Altså at være i stand til at overrumple og overraske de lyttere, der troede, de vidste, hvor de havde bandet rent stilmæssigt.

Carsten Heller (Spleen United, Under Byen, Nephew) har produceret albummet, der på mange måder er en fest. Det er dog ikke ubetinget positivt ment, idet det legende og lallende bubblegum-udtryk til tider bliver anstrengende at være vidne til. Nuancerne er til stede i form af de mange elektroniske eksperimenter, men alligevel ender den soniske speedbåd sine steder med at sejle rundt om sig selv. De mere overfladiske skæringer med masser af iver og gåpåmod er for de flestes vedkommende godt skåret og har sin charme. I det lange løb fremstår de dog desværre temmelig ligegyldige, og det føles ikke rigtig, som om albummet kommer ud af stedet.

“Yo Mama Huh” og “Put That Cat on a Leash” er et par af eksempler på numre, der umiddelbart er ganske charmerende og festlige. Efter nogle gennemlytninger bliver de desværre i stedet lettere irriterende og minder mest af alt om børnesange, man ikke kan få jaget ud af hovedet igen. For eksempel synges der i “Put That Cat on a Leash” variationer over talemåden »Ini-mini-miny-mo«…

Dybde er med andre ord en mangelvare på Den sidste hvide perker. I hvert fald er der for mange overfladiske numre, som måske ville tage sig bedre ud, hvis det actionpaint-agtige lydbillede var blevet krydret med lidt flere melankolske og eftertænksomme penselstrøg.

Indimellem rammer Death to Frank Ziyanak dog plet. Prøv bare at skrue højt op for “Cold Blooded”, der er ufattelig simpel, både tekst- og lydmæssigt, men intensiteten og den insisterende attitude er forbandet overbevisende – og vigtigst af alt er nummeret slidstærkt.

Hurtigt befinder man sig dog igen i den mere intetsigende legestue med numre som “Underground” og “No U in 19”, der hvirvler rundt i lokalet som en ballon, hvor luften fiser ud. De centrale linjer i disse skæringer er: »This is the underground / This is the underground / This is the sound of the underground / Once I was lost but now I’m found« og »Hate to say I told you so«, og sangene lagrer sig ikke i bevidstheden.

På “A Dirty Little Secret Allright” skruer DTFZ en anelse ned for de hårdtpumpede beats, og det kommer der et stærkt nummer ud af. Her fornemmes der en smule dybde, og det fænger på en langt mere heldig måde end de ovennævnte numre.

DTFZs electro-garagerock-koncept holder på ingen måde hele vejen hjem på Den sidste hvide perker. Dertil er der for mange lallende numre uden sjæl. Men er man på jagt efter en alternativ plade til festlige stunder, kunne pladen være et udmærket valg. Desuden er jeg heller ikke er i tvivl om, at man vil være godt underholdt til en koncert med trioen.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat