Plader

Goldfrapp: Seventh Tree

Skrevet af Mikkel Mortensen

Den engelske duo foretager endnu et radikalt stilskifte. Denne gang bytter Will Gregory og Alison Goldfrapp den hårdtpumpede, glam-influerede electronica ud med afdæmpet, nærmest akustisk folk. Ikke noget udpræget godt træk af de musikalske kamæleoner.

Man kan bestemt ikke beskylde den engelske duo Goldfrapp for at gentage sig selv. Debutalbummet Felt Mountain fra 2000 var en tyst ambient/electrofolk-hybrid, der resulterede i gode anmeldelser i hjemlandet, men ikke de store salgstal. Disse kom tre år senere, da duoen som et lyn fra en klar himmel pludselig begyndte at spille langt mere lettilgængelig electropop på albummet Black Cherry. Denne formel udviklede de i en mere glamrock-agtig retning to år senere på Supernature til endnu større kommerciel succes. Nu er Alison Goldfrapp og Will Gregory så gået i en helt ny retning på deres fjerde album, Seventh Tree, Musikken er nu afdæmpet og nærmest akustisk folk, hvilket viser sig ikke at være duoens heldigste stilskifte.

Det starter ellers meget godt med den vuggevise-agtige “Clowns”, hvor man aner en vis inspiration fra Nick Drake, især i sangens spartanske, akustiske guitarspil og de skyhøje strygere, der yder et glimrende akkompagnement til Alison Goldfrapps fine og tynde stemme, som sagtens kan bære sangens stille, atmosfæriske stemning.

Denne gode begyndelse bliver dog ikke fulgt op, og man skal som lytter igennem mange kedelige folk-pasticher, før man når til næste højdepunkt, “Road to Somewhere”. Her støttes Alison Goldfrapp endnu en gang af en akustisk guitar, der dog denne gang bliver suppleret af en mørk cello, en diskret trompet og noget så revolutionerende som trommer, der sikrer sangen den fremdrift, som mange af albummets sange mangler. Ligeledes blandt højdepunkterne er “Eat Yourself”, hvor den allestedsnærværende akustiske guitar og strygerne suppleres af varme vokalharmonier.

Problemet med de resterende sange er bl.a., at Alison Goldfrapp og Will Gregorys evner som sangskrivere tilsyneladende ikke er store nok til at tackle denne slags materiale. De tror tilsyneladende, at det eneste, der skal til for at lave folk, er afdæmpede sange, en akustisk guitar og en håndfuld strygere. Det er – beklageligvis for dem – ikke tilfældet, og det er størstedelen af Seventh Tree et graverende eksempel på. Sangene kommer for ofte til at føles som pasticher, og man får fornemmelsen af, at duoen ikke rigtig interesserer sig for eller har nogen forståelse for den genre, de har givet sig i kast med.

Det er selvfølgelig slemt nok, at sangene mangler tilstrækkeligt interessant melodimateriale, men at de også er produceret fantasiløst, hjælper ikke på resultatet. Det gør det heller ikke, at det umiskendeligt lyder som om, at det keder Alison Goldfrapp omtrent lige så meget at synge disse sange, som det nok vil kede de fleste mennesker at lytte til dem. Alle disse kritikpunkter eksemplificeres glimrende i “Little Bird”, hvor melodien er trættende kedsommelig, mens Alison Goldfrapps hviskende stemme får hende til at lyde, som om hun kæmper for at holde sig vågen, mens en lunken, kønsløs keyboardsuppe understøtter hendes vokal.

Det er naturligvis både modigt og beundringsværdigt at vende en succesrig formel ryggen, sådan som Alison Goldfrap og Will Gregory har gjort på Seventh Tree. Beundringen er bare ikke så meget værd, når det kunstneriske niveau er så lavt som her. Det ville nok være en god ide med endnu et radikalt stilskifte, når duoens femte album engang ser dagens lys, for ingen kan være tjent med en gentagelse.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat