Plader

Lack: Saturate Every Atom

Skrevet af Martin Thimes

Hårdtarbejdende Lack har langsomt skrællet det overflødige fra deres musik. Tilbage står et fortørnet skelet, der rasler igennem til det sidste. I marven af bandets hardcore-knogler sidder stadig gode omkvæd, umådeligt velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at begrænse sig.

Det virker på grænsen til det trodsige, det Lack præsterer på deres tredje plade, Saturate Every Atom. For selv om bandet har kastet al den sønderrivende kompleksitet over bord og i stedet har ladet skuden med ypperligt fængende rocksange, lefler de absolut ikke for lytteren. Den komplekse start-stop motorik er skiftet ud med “la-la-la-la”-omkvæd, distortionpedalen er drejet fra 11 til 8, og selv om forsanger Thomas Burø stadig ånder ud i en høj og konstant tone, er Lack blevet et meget mere raffineret orkester end tidligere.

Det allerførste tegn på skiftet fra vredt post-hardcore band med tilpasningsbesvær til rockorkester med visioner og mod, er den modigt melodiøse “Behead”. I forhold til bandets forrige album, “Be There Pulse”, er der skruet gevaldigt op for trommerne, og guitaren får lov til at leve sit eget tørre liv lige i midten af mikset: Dér, hvor sammenblandingen af Burøs gennemtrængende melodiøse stemme og rytmesektionen skal bindes sammen, og essensen af bandets sange er plantet.

Producer Per Chnöeld (Menfolk) formår at trække det bedste ud af de små øjeblikke på “Be There Pulse”, hvor Lack nærmede sig en snert af hit-potentiale, og koger det ind til en stærk, stærk bryg af pågåenhed. Kun et af de 13 numre på Saturate Every Atom sniger sig over de tre minutter.

Det er ikke “Bombing the Moon”. Men det er til gengæld netop her, Thomas Burø lader lytteren forstå, at det kun er den lydmæssige del af Lack, der har gennemgået en stor forvandling »Those bastards make me feel / Like clubbing baby seals / And killing dying species / Fuckers make me feel / Like sinking crowded ships,« vrænger Burø, inden omkvædet, hvor den konfrontatoriske åbning afløses af la-la-la-omkvædet, der nok nemt kan skræmme gamle Lack-lyttere langt væk. Vreden er vendt både ind- og udad, og alt fra screamo-unger over åbne forhold til strambuksede kids med PLO-slips får et stykke af Lacks raseri at føle.

Heldigvis er Burø ikke for fin til at give sig selv et lille skud af egen medicin. På “Cocky” er dunsten af pulserende natteliv og drifter ikke til at tage fejl af. Ligesom en snigende selvlede over manglende konsekvens pibler frem i linjer som »I know what I need / I need a big fat something / Stuck up my behind / So I can feel alive / I know what I need / I need a big fat power trip / So I can feel / Some control with my life.« Det forhindrer dog ikke Burø i lige at sende en invitation ud til kvalmefremkaldende, jakkesætsbærende magtmennesker. Hvem Burø hentyder til, når han synger »If you have something to give / Give it,« er vist til nogenlunde fri tolkning.

Men midt i al glæden over den fortættede oplevelse, det er at lytte til “Saturate Every Atom”, bliver enkelte elementer dog mildt forstyrrende i længden. Sangene falder hurtigt ind i en nogenlunde fast rytme, og det kompakte format gør, at der ikke er plads til så mange krumspring og stemningsforstærkende partier som på forgængeren. Men det er en lille detalje, når de 13 sange er hørt. For så har man mest af alt lyst til at starte forfra.

Hvis man derimod forventer, at Lack spiller hardcore, er utilnærmelige i al deres aggressivitet og generelt kan lide sin musik med så megen konfrontationslyst, at den ikke bare skræmmer underboen, men hele opgangen væk, så er det med at holde sig fra Saturate Every Atom. For alle, der finder glæde i ubetydelige ting som stramt afstemte melodier, spandevis af tør guitar, og lyden af træ mod hårdt spændte trommeskind og veldrejede bækkener, så har Lack udgivet årets danske rock-plade.

★★★★★☆

Deltag i debat