Plader

Ville Leinonen: Suudelmitar

Skrevet af Cæcilie Jessen

Ville Leinonen har begået et album, hvor varmt blod og ditto rytmer bringes til Finland og lægges i finsk fløde. Noget med damer og udlandsrejser og at ligge under dynen i snevejr, alene. Som udgangspunkt en fornøjelse, men én, man bliver lidt træt af.

Der er noget med finner og tango. Et opslag på Wikipedia kan afsløre, at den blev bragt til landet med de tusind søer i starten af 1900-tallet, og siden er blevet en af de mest populære musikarter. Olavi Virtas “Finnisher Tango” er vist endda anerkendt uden for landet med alle søerne.

Umiddelbart virker det underligt. Jeg har aldrig været i Finland, men der ser koldt ud. Og sammenbidt. Og mørkt og gråt. Ikke desto mindre har Ville Leinonen altså også samlet de her sydlandske rytmer op. Suudelmitar er et drop med varmt blod og finsk fløde.

Vi kan starte med indpakningen. Den er flot og kunstfærdig; en digipak med et papirsbånd rundt om. På papirsbåndet er der en instruktion til, hvordan man, efter man har taget det af, skal lægge det ind i cd-lommen. Derinde har cd’en i øvrigt en ekstra papholder på, som en LP. Sidst, men ikke mindst er de finske tekster i booklet’en oversat til både fransk og engelsk.

Leinonen starter titelnummeret, det første, ud med en Satwa-agtig guitar-klimpren. Kastagnetter tilfører det sydlandske tango-islæt. Vokalen er folket som i folkeviser, tyktflydende med patosfyldte fraseringer. Rytmen er en cirkulær stampen i gulvet, der får det varme blod til at hamre rundt i kroppen.

Mange ting på pladen er cheesy som en suppe-steg-is-fest i Italien. En langsom cha-cha-rytme, bløde kvindestemmer. Kvinden, ja. Det er hende, Leionen hele tiden synger om. Hun er en mystisk dame, som bliver ved med at slippe ud af hænderne på ham, rundt om gadehjørnet i Taiwan, i Afrika, i Wien, men han elsker hende ikke desto mindre. Der er kys på stranden og under den taiwanesiske måne. Til sidst kommer han hjem, og han beder hende om at møde ham på halvvejen.

I en enkelt sang, “Kaikki tuulet” vender Leinonen ansigtet mod Gud. En tung vise med Leinonen i falset. En lyd af vinden, der altid bærer ham tilbage til Gud, kører under hele nummeret og opsluger det til sidst.

Sine steder kan den enerverende, insisterende rytme få én til at tænke på Animal Collective og lignende. Som i “Lentosuudelmat”. En hidsig guitar slår en rytme an, der går direkte i vippefoden og klappehånden. Sommeren er tilbage med ild og kærlighed og en medrivende trance-effekt.

Sommeren, ja. Pludselig er vi landet i en af Star Tours Grækenland-reklamer med sing-along, bouzoki, håndklap og barstemmer. Lige dér er det svært at vide, hvad man egentligt skal mene om det her.

Det er sjovt, det med Finland og tangoen. Musikken her lyder som dans i gaderne, mens nogle af teksterne er om den finske skov og sneen. Der er f.eks. den flotte “Lumiaurojen laulu” – “The Chant of Snowplows” – hvor Leinonen akkompagneres roligt af fingerspillet guitar, en fløjte og et fjernt klaver. »Jokainen oman peittonsa alta« – »everyone under their own covers.« Så kender man Finland igen.

Her er en stærk forbindelse til det traditionelle. Lyden af skov og folkeviser. Egentlig er det meget veludført det hele. Hvis man kan lide den her slags, kan man sikkert lide Suudelmitar. Jeg bliver bare lidt træt af det i længden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat