Plader

Miss Kittin: BatBox

Skrevet af Mikkel Mortensen

Killingen mjaver lidt for ofte med en monoton og lettere accentpræget stemme, som kan blive trættende, men når hun virkelig finder melodien, er der tale om glimrende electropop.

Franske Caroline Hervé alias Miss Kittin startede i 1995 som dj. Måske kendte hun ikke det gamle ordsprog, ‘dj, bliv ved din pladespiller’, eller også gad hun ikke at følge det, så i 2001 begyndte hun at udgive plader. Efter et par kollaborationer mundede denne aktivitet ud i solodebuten I Com fra 2004. Efter debutalbummet fulgte heftig turné- og dj-aktivitet, så derfor er opfølgeren BatBox skrevet og indspillet ‘on the road’.

I “Kittin Is High” fremmaner Kittin en dommedagsvision: »Vampires are asleep / Witches are taking over«, der muligvis er inspireret af lidt for heftig omgang med fjolletobakken Kittin (jf. sangens titel). Musikken er omtrent lige så trøstesløs: Futuristiske, kølige keyboards går hånd i hånd med robotagtige, skurrende vokalharmonier, der fint understøtter Kittins ekkofyldte vokal. Af samme kvalitet er titelnummeret, der fortsætter stilen med de kølige og lettere distortede synthflader, dog med en om muligt endnu stærkere melodiøsitet.

Bassen får en mere fremtrædende rolle i “Grace”, men det er den næsten også nødt til, når det på tekstsiden lyder: »I hear the bass / Like a fist in my face.« Selv om dette er noget af en overdrivelse, skal der ikke herske nogen tvivl om, at “Grace” er en af albummets bedste sange pga. den mere beskidte og mere kontante lyd, som på trods af de allestedsnærværende kolde synthflader giver sangen et lidt varmere præg end albummets resterende sange.

Bassen er bestemt også til stede på “Pollution of the Mind”, men der er her nærmere tale om storbyens elektriske puls, der banker sangen fremad, mens Kittin endnu en gang lyder, som om hun er en smule træt af den verden, hun lever i.

Det er dog alt for få sange på BatBox, der har samme klasse som ovennævnte. Især har Kittin problemer, når hun sætter tempoet ned på “Solidasarockstar” og “Mightmaker”. Her kører hun simpelthen i melodisk tomgang i en sådan grad, at man skulle tro, det var løgn. Det er dog ikke kun, når der bliver skruet ned for BPM’ene, at Kittin løber ind i problemer. Der er bestemt heller ikke meget at komme efter på “Play Me a Tape” og “Machine Joy”, hvor instrumenteringen hurtigt bliver kedelig og Kittins vokal begynder at skurre i ørene – og ikke på den gode måde.

Vokalen er et af Kittins største problemer. Hun synger sjældent, og når hun endelig gør, lyder det bestemt ikke godt. Derfor er det forståeligt, at hun ofte taler sig igennem sangene, men også dette er problematisk, da hendes stemme er livløs og monoton, og hendes accent (der dog aldrig når Clouseau-agtige højder) bliver med tiden også et irritationsmoment.

BatBox har utvivlsomt sine gode øjeblikke, men der er på den anden side også alt for mange fejlskud. Når Kittin har tilstrækkeligt med melodiøs fremdrift, har hun gode kort på hånden, men når melodien er for svag, bliver det for meget at skulle lægge øre til hendes til tider ubærlige vokal, især fordi lyden på BatBox er en tand for ensformig. Det er såmænd helt i orden, at Kittins musik skal være 100 procent elektronisk, men det burde kunne lade sig gøre at ændre den musikalske underlægning en smule, så hver evig eneste sang ikke lyder som endnu en kedelig, kold synthflade.

★★★☆☆☆

Deltag i debat