Nyheder

Mogwai-protegéerne Errors albumklar

Det ville være lyv at sige, at det skotske band Errors har fået den helt store opmærksomhed i Danmark. I bund og grund har de ikke fået mere end 15 sekunders berømmelse: Et hedengangent DR2-program med undertitlen “Programmet om musik” besøgte Glasgow for et par år siden. Da DR’s udsendte følges med nogle af Mogwais medlemmer, råber et af dem pludselig en bleg, duknakket fyr an.

Hvem af de fire Errors-medlemmer det drejer sig om, er undsluppet vores erindring, og han når da heller ikke meget mere end at blive præsenteret som “en af dem fra Errors”. Når Mogwai-folkene kender Errors, skyldes det, at Mogwais selskab Rock Action har haft kvartetten på kontrakt i efterhånden en del år. Indtil videre er det dog kun blevet til to 7″-singler og en ep, men nu er de blevet færdige med deres debutalbum, der har fået den skæve titel It’s Not Something, But It Is Like Whatever.

Det er en kende uklart, hvornår albummet udkommer; et sted mellem april og juni er det tætteste, vi kan komme det. Til gengæld kan singleforløberen “Salut! France” høres på gruppens Myspace-side.

Hvordan det lyder? Hvis vi nu siger, at electro møder shoegaze-guitarer, så har vi i hvert fald ramt en lille smule plet. Tjek selv på RupertMurdochSpace. Under alle omstændigheder tog Underworld dem med på en længere turné i efteråret.
Tracklisten til debutalbummet er totally like whatever:

1. Toes
2. Salut! France
3. Still Game
4. Dance Music
5. Cutlery Drawer
6. A Lot Of The Things You Don’t Isn’t
7. Crystal Maze
8. National Prism
9. The Bagpipes
10. Pump

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar