Plader

The Mountain Goats: Heretic Pride

Ord som “lofi” og “originalitet” er tilsyneladende så småt ved at forsvinde fra The Mountain Goats’ vokabular. Dog har indie-folk-rockerne ikke glemt alle de gode manerer på denne seneste plade, Heretic Pride. Det er gammelt, men det er godt – nej, det er godt, men det er gammelt.

The Mountain Goats. Det lyder unægteligt meget uhipt, men måske er navnet ikke så dumt.

Man forestiller sig et meget fiktivt øvelokale. Eller rettere, en substitut for et øvelokale. Det plejer vist at være et soveværelse. Året er 1991 eller deromkring. En lille flok mennesker diskuterer.

A: Hvad skal vi hedde?
B: Er et navn virkelig nødvendigt?
A: Et eller andet skal vi vel skrive på den flodbølge af kassettebånd, jeg med andres hjælp sender på gaden og kommer til at sende på gaden i løbet af de næste mange år.

C: Ja. Så kan vi vel hedde, mmm, The Serpents.
B: Ah. Det er måske lidt for aggressivt. Godt nok benytter vi os til tider af riff, som flænger og overvælder, og ganske vist er As vokal ofte stikkende nasal, desperat og paranoidt aggressiv, men det rammer alligevel ikke rigtig hovedet på sømmet.
A: Navnet skal udtrykke, at vi er sådan lidt anderledes, og at vi går med t-shirten uden på den langærmede. Man skal jo kunne høre, at vi til enhver tid ville vælge DeLillo frem for Dan Marino.

C: Nå ok. Men så, mmm, The Kittens da?
B: Nej, det er heller ikke helt godt. Det skal jo heller ikke lyde, som om vi er helt ufarlige. Det kan godt være, at vi alle sammen græder til tv-dramaer, og at vi virkelig drømmer om verdensfred om natten, men vi er vel også sådan lidt på kanten.

A: Åh, hvorfor er det også nødvendigt med et navn! Jeg gider slet ikke sådan noget almindeligt noget som f.eks. at kalde mit band noget. For mig drejer det sig i al oprigtighed bare om at lave noget, jeg holder af.
B og C: Ja mand, sådan har vi det også. Men altså, kan du ikke bare finde på noget?
A: Jo, øhm – – – eureka! The Mountain Goats! Jeg så et program forleden om bjerggeder, og det slog mig, at de bare så bløde ud. De havde lange spidse horn, og de kunne sikkert godt finde på at bruge dem, men man kunne fornemme, at den fine bløde pels og det tilbagetrukne, ensomme, kontemplative liv bedre beskrev deres karakter end de der horn.
B: Der var den! Sådan er vi jo også. Det er også noget med, at de lever i højt placerede områder for at undgå rovdyr. Man kunne måske sige, at vi også gør sådan, når vi flygter fra konventionen ved at være meget introverte og selvgranskende.
C: … og så udtrykker det også, at vi er helt vildt ligeglade og nonchalante, fordi det på overfladen lyder som noget, der er grebet ud af den blå luft.

A: Så er det altså besluttet. Nu sætter vi os ned og producerer helt vildt meget musik. Og vinden skal sprede det ud over en række plader, og om 16-17 år vil vi så udgive et album, som skal cementere vores image og stå som en støtte over den tendens i musikhistorien, som vi nu selv er med til at starte, og som til den tid vil være nedslidt og trænge til en afløser; pladen skal hedde Heretic Pride!
B: Sikke et navn! Men sig mig, den der plade, skal den være lige så lofi som det, vi laver nu?
A: Nej, det synes jeg ikke. Den slags vil vi stort set have droppet.
B: Nå, nå, ok. Men hvis vi ikke skal bruge optage-støj og sådan, hvilke instrumenter vil vi så bruge til at sætte den der fremtidsplade sammen med?

A: Jo, altså, min vokal skal være klart i forgrunden, den skal udgøre hele fundamentet. Så skal vi også have en del akustisk guitar med. Den skal behandles hårdt og suppleres af en mere tung og kantet elektrisk. Trommerne skal dels opfordre til march og dels antyde noget for enden af horisonten. For at give det hele lidt afsmag af det nye årtusind, inddrager vi også den nye tids største rockkliché, nemlig strygerne. Cello. Ja, cello vil vi bruge.
C: Nu sagde du selv kliché. Skal det ikke være en god plade?
A: God? God! Jo, er du tosset!? Det skal være en dygtigt udført og velskrevet plade. Men jeg tænker, at den nok bliver lidt almindelig. Måske lige bortset fra min vokal og teksterne, så bliver den jo nok ret almindelig – jævn, men ret god. Dette vil særligt gælde de stille numre, og de vil være i overtal på pladen. De hårdere kommer til at fungere som lyspunkter.

C: Men vi er jo slet ikke almindelige!
A: Nej, men det vil vi være til den tid – mere almindelige i hvert fald.
C: Hmm. Jeg er nu lidt skeptisk. Jeg er nervøs for, at den plade bliver lidt kedelig.
A: Kedelig er måske så meget sagt. Måske rammer du ikke helt ved siden af, men “sikker” og “uudfordrende” er mere præcist. Over det middelmådige uden at være fantastisk. Fin, men unødvendig. Kan I leve med det?
B og C: Ja ja da. Det går jo nok.
A: Det kan I roligt stole på. Og jeg vil skrive tekster som f.eks. den her: »The crowd grows denser by the second / As we near the centre of the town / They dig a trench right in the main square right there / And they pick me up and throw me down« – hvad siger I til det?
C: Orv, manner!
A: Ja! Eller den her: »I am this great unstable mass of blood and foam / And no one in her right mind / Would make her home my home / My heart is an autoclave.« Jeg vil synge dem både som en lilleput råber ad en kæmpe, den vil bekæmpe, og som man fører mundingen mod tindingen, og de vil, sammen med pladens øvrige forholdsvis store, men ikke himmelstormende kvaliteter, gøre det hele nogenlunde anbefalelsesværdigt – særligt for dem, der skal have udfyldt nogle huller i pladesamlingen.

★★★½☆☆

Lyt til “Sax Rohmer #1”:
[audio:http://www.beggarsgroupusa.com/mp3/mountaingoats_saxrohmer1.mp3]

Leave a Reply