Plader

Operator Please: Yes Yes Vindictive

Skrevet af Christian Klauber

Debuten fra Operator Please flagrer lidt frem og tilbage mellem pop, indierock og punk, men er en charmerende bastard – ikke mindst pga. af en fremragende, allestedsnærværende violinist og en fandenivoldsk forsanger og guitarist, der på de bedste numre lyder som inkarnationen af en punkrock-chick.

Et af indiegenrens grundlæggende træk er idealet om at udforske lyde, følelser og lyriske emner, der ikke appellerer til mainstream-musiklyttere. Det er et fint ideal, men svagheden er, at alt dermed også er tilladt. Det medfører til tider, at indiepop og -rock er et overflødighedshorn af anderledes instrumenter, forvrænget vokal og fjollede tekster – med det eneste argument, at man må. Musikerne formår ikke at fokusere på de få anderledes elementer, der skaber en helhed, men mister overblikket i de uendelige muligheders navn.

Evnen til at fokusere – uden at give afkald på at måtte alt – gør, at det lykkes for Operator Please at nedbringe en velskabt debut med Yes Yes Vindictive. Ud over at være virkelig velspillet er det også en ren musisk energiudladning, der rammer lige i solar plexus.

De første fire numre stormer en i møde som en tornado. Det er forbandet inciterende; alle med højhastighedstrommer, som fokuserer på hi-hat og tamtammer, melodisk, folket balkan-violin og udfarende guitar og vokal, der ufravigeligt får snoremekanikken i hoved og fødderne til at røre på sig. Især “Just a Song about Ping Pong” rendyrker de karakteristika. Hastigheden og evnen til at skabe fysiske udsving, der forplanter sig til kroppen, er i sig selv et kvalitetsstempel for denne slags musik, der lander i et krydsfelt mellem pop, indierock og punk, hvor især det sidste element i bastarden tegner musikkens og forsanger og guitarist Amandah Wilkinsons intensitet og ikke sangenes indhold.

Pladens tornadostart ændrer sig brat med “Two for My Seconds” – en Motown-poppet ballade om forlist kærlighed med kontinuerligt gentagne klaverakkorder og sorgfuld violin. Det nummer afløses af et kort, guitardomineret nummer, hvis omkvæd signalerer, at vi er tilbage ved omgangspunktet med masser af vanvid: »Built tough! Road-tested, professional terminal disease. Built tough! Road-tested, professional terminal disease«.

Som modvægt til denne hårdhed trækker “6/8” i begyndelsen tempoet ud og bygger med en monoton, repeterende violin sig frem mod en storladen, rocket afslutning. Sådan fortsætter resten af pladens i alt 12 numre; svingende mellem udfarende pop-punk og typisk – til tider lidt anstrengende – indierock, bl.a. det sommerboblende “Other Song”, den fængende “Ghost” og pladens længste nummer, den indadvendte “Pantomime”, der brillerer med den dobbelttydige sætning: »I am on strings, so move me« og en snert af smerte.

De hurtige, udadvendte numre synes at ligge bedst til Operator Please, da de her kan lukrere på deres fremragende musiske evner, hvor det især er svært at komme uden om den fremragende violinist Taylor Hendersen, der pizzicatoer, rocker og storladent stryger sig til en rolle på samtlige pladens numre. Selv om violin i sig selv ikke er noget særsyn på moderne rockplader, er det alligevel længe siden, jeg på en indierockplade har hørt en violin være så bærende som tilfældet er her. Mere svingende er Operator Pleases forsøg med de mere følelsesfulde numre, og netop »Pantomime« synes at være undtagelsen, der bekræfter reglen.

Grundlæggende er Yes Yes Vindictive en god debut: Den er fokuseret og velspillet, ligesom den har nogle få, gennemførte charmerende særheder, der giver den særpræg og får den til at holde til mere end to gennemlytninger. Det er absolut ikke uden grund, at Operator Please af flere engelske medier, bl.a. NME, er udråbt til at være »Ones to Watch for 2008«. Om de viser sig at være langtidsholdbare, er en anden sag.

★★★★☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger