Plader

Said the Shark: Silly Killings

Skrevet af Mads Jensen

Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.

Det helt dominerende i lydbilledet på canadisk-danske Said the Sharks andet album, Silly Killings, er Maya Saxells forrygende vokal, der oftest halvt hvisker og lyder, som om den ikke rigtig gider gøre sig umage. Hendes stemme lyder sexet, men indifferent, hvilket passer godt på pladens ofte ret desillusionerede syn på kærligheden som f.eks. i “Fabio on the Cover”: »Life, it ain’t no love story / With Fabio on the cover / And lovebirds loving like lovebirds should love / Hell no, we all gotta suffer«.

Det er et kærlighedsmæssigt goldt sted, vi er blevet inviteret hen af Said the Shark. Det er ikke kærligheden, der er i centrum; den findes alligevel næppe. Gensidig kærlighed er en illusion, som det gøres klart i den herligt langsomme og tunge “Shaky Heart”, hvor Saxell synger »Then I got up and killed a sad and a sorry tune / And I got you on your knees / Begging “honey please” / But my shaky heart / Didn’t skip a beat.«

Nu skal det ovenstående ikke læses sådan, at det er teksternes fortjeneste, at pladen har det udtryk, den har. Eller rettere: Det er ikke alene teksternes fortjeneste. De går sammen med musikken op i en højere enhed. Musikken underbygger teksternes mørke verdenssyn, og teksterne fremhæver musikkens gumpetunge tempo, der ligesom vokalen lyder, som om den ikke rigtig orker store energiudladninger. “Til hvad nytte?” er det nærmest, som om pladen opgivende spørger lytteren.

Nuvel, der er da enkelte eksposioner af trommer og guitar, men når de forekommer, er det i frustration og ikke begejstring. Et eksempel er “Noel”, der handler om en mand, som finder ud af, at hans kæreste ikke er den dydige engel, han har bildt sig ind. Versene foregår i samme langsomme, men urolige tempo som resten af pladen. Man fornemmer, at noget frygteligt kan ske når som helst. Omkvæddet lyder »Turns out she’s no nun / With eternal grace / Now you’re all caught up / In the chill of the chase«, og kommer det, energiudbruddet, raseriudbruddet. Noel, der mister kontrollen.

“Noel” er et meget intenst nummer. Den opbyggede frustration afløses af et hårdt rockende riff, der så gentages et antal gange, indtil Noel for en tid genfinder kontrollen. Riffet er måske nok gammeldags rock’n’roll, som man har hørt det tusind gange før, men raseri er også primitivt og gammeldags. Til gengæld vender det op og ned på det hele, når det får frit løb, og det gør det her.

Hvis pladen på nogen måde handler om kærlighed, ligger fokus på, hvor uhyggeligt svært det er at få den til at fungere. Ja, faktisk giver pladen hverken et bud på, hvordan det kan lade sig gøre eller et eksempel på, det er sket. Og det er vel at mærke ikke bare kærligheden mellem en mand og en kvinde. “All the Rules” handler om en lille homoseksuel dreng, der skal starte i skole. Han lærer hurtigt, at han ikke skal vise hvem, han er, for »some have dads with guns.« Sangen slutter trist med at den lille dreng har lært at lade sit hjerte blive hjemme: »No one cares to know it anyway.« Det hele er akkompagneret af tunge trommeslag og en lys guitar og indledes af et børnekor, der råber “1, 2, 3, 4.” Det er dog Saxells vokal, der gør det største indtryk. Hun lyder både medfølende og støttende over for drengen og opgivende over for den situation, han står i.

Den rå og beskidte “My Sugar” handler om en kvinde, der får nok af sin mand: »My sugar / He loves his whiskey / But I come a pretty / Close second / He’s no good to me / It’s a felony / One day he’ll change / I reckon«. Kvinden indser i løbet af sangen, at det ikke sker. Han ændrer sig ikke. Så til sidst får hun nok. Hun samler energi og siger på bedste sydstatsmanér: »Well, I done loved you right / But I’m more flight than fight / So I’m gone, I’m gone, I’m gone«, og så skrider hun, mens han beder hende blive. Nummeret slutter passende med et inferno af trommer og guitar som symbol på hendes nyfundne energi. Sangen må, sammenlignet med mørket på resten af Silly Killings, siges at være optimistisk. Naturligvis ikke over for kærligheden, men i det mindste tror den på et liv efter den forbandede kærlighed.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat