Plader

School of Language: Sea From Shore

Skrevet af Søren Jakobsen

Efter at Field Music er gået i hi på ubestemt tid, har frontmand David Brewis kastet sig ud i et ambitiøst soloprojekt, hvor kringlet glampop går hånd i hånd med sampler-eksperimenter. Han lægger ingen bånd på sig selv, og albummet stritter lige rigeligt i alle retninger. Projektet er velment, men ikke rigtig vellykket.

At Field Music skulle træde hver til sit kort efter deres anden plade og ubetingede mesterstykke, den hyperaktive og fremragende Tones of Town, var en pokkers svær pille at sluge, men lykkeligvis har de understreget, at der kun er tale om en pause. De har jo også oprettet en fælles bankkonto, som det lød dengang.

At de ikke bare har tænkt sig at hæve renterne – og så mange pund har nordenglænderne nok heller ikke tjent på deres to plader – varslede sanger og guitarist David Brewis for et halvt års tid siden, da han kunne annoncere, at der var en soloplade på vej fra hans kant under navnet School of Language. Men taget i betragtning, at han, brormand Peter og Andrew Moore lagde konceptet Field Music indefinitivt på hylden for at kunne bryde ud af rammerne som “indie-band”, er pladen overordnet et godt stykke fra den standard, Brewis selv har været med til at sætte tidligere. Udbruddet er med andre ord velment, men bliver indhentet et pænt stykke fra mål.

Ambitionsniveauet på Sea From Shore er nu ikke specielt lavt, og man kan sagtens høre, på hvilken måde Brewis har tænkt sig at udvikle sig i forhold til sit og brormands band. Hans nye projekt byder blandt andet på en gedigen mængde vokal (som i bogstav-vokaler)-samplinger, og der er en hel suite af numre ved navn Rockist Pt. 1, 2, 3 & 4. Hvem sagde King Crimson?

På den anden side fejler pladen netop dér, hvor Field Music satsede og vandt. De knudret opbyggede numre fænger simpelthen aldrig rigtig, selv om den single-værdige “Disappointment ’99” bringer bandets tidligere venner i spil. Futureheads-sangeren David Craig (nej, ikke omvendt) springer til og tilføjer pladen noget sund postpunket energi. Vel at mærke fokuseret energi, for ingen kan være i tvivl om at Brewis selv er et musikalsk muskelbundt med få ligeværdige på den engelske musikscene lige nu, men netop fokus er fraværende på hans solodebut generelt.

Et eksempel på, hvor det virker, er det fine Neil Young-klingende “Keep Your Water”, der ikke lyder som noget andet fra Brewis’ hånd indtil videre og antager status som “noget, der lige skulle prøves”. Til gengæld glider nummeret fra en blød og slæbende form og tone over i en pumpet salsa/tango-rytme nær slutningen. Forvirring følger, men det virker glimrende. Hvis flere af numrene havde samme drive og fine struktur, kunne det give Brewis’ soloplade en lidt mere interessant profil.

Nu stikker nummeret bare ud og hænger dårligt sammen med det følgende “Marine Life”, der nærmest er en Field Music-pastiche med hoppende rytmer, falset-kor og en hulens masse bækken. Det er tydeligvis en legesyg Brewis, der rumsterer, men det er ikke med et synderligt prangende resultat.

Overordnet kan siges, at det er herligt at have en så produktiv herre som David Brewis på den engelske musikscene. Man kan kalde ham meget, men kedeligt er hans krøllede sangskriver-gen aldrig. Og det er forrygende, at han kan få så meget spillerum, som han har på Sea From Shore. Men derfor kan man alligevel godt se frem til, at Field Music kravler ud af hiet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat