Plader

Snöleoparden: s.t.

Skrevet af Anders Mortensen

Den truede vildkat er under aliaset Jonas Stampe steget ned fra tinderne og leverer et debutalbum, der armeret med blandt andet glockenspiel og jublende børnehavebørn stritter i alle de retninger, det plettede dyr finder interessante. Et smukt naivistisk og ekvilibristisk værk, der er lige så charmerende og simpelt, som det er eksperimenterende og tranceskabende.

Sneleoparden er en truet dyreart. På grund af dens smukke skind har den i årevis været et eftertragtet jagtbytte i Centralasien, og det har medført en tilbagegang hos den ædle katterace fra hulerne i de kolde, hvide bjerge. Det kan se ud til at være enden på et unikt rovdyr, der bevæger sig lige på grænsen mellem almindelig huskat og panter, og som desuden i zoologkredse er kendt for sin mærkværdige manglende evne til at brøle som andre store katte. Der er ingen forudsætninger for at beskylde Jonas Stampe for at have valgt Snöleoparden som navn ud fra de rent videnskabelige og biologiske forsæt hos virkelighedens væsen, men det er samtidig også svært at lytte til Snöleopardens debutplade og ikke opfatte hans musik som unik, udryddelsestruet og stum.

Når der bliver sagt unik, betyder det ikke, at Snöleoparden er den eneste musiker, der genbruger musiktimernes klassiske instrumenter som glockenspiel og xylofon. Ligeledes er der myriader af grupper, der lader sig inspirere af etnisk folkemusik, og det er heller ikke spor uvant at bruge børnekor. Men det, som Snöleoparden formår, er at bruge alle disse forskellige elementer og skabe en lyd og en plade, der skiller sig kraftigt ud fra, hvad man ellers finder på den danske musikscene. Mange vil nok i begyndelsen opfatte pladen som utilnærmelig, men den følelse af noget afskrækkende og ukendt stammer fra de fleste menneskers manglende forhold til lyden fra de fremmede instrumenter, og så er det ligegyldigt, om den fremmedgørelse så skyldes det udenlandske eller den glemte barndom og dens dertilhørende træslagtøj.

Barndommen, naiviteten og uskylden er nemlig fuldstændig centrale i Snöleopardens værk. Jonas Stampe synger kun på én sang, og det er som hjælpemarkør til børnehavebørnene, der skråler med i det overnaturligt bedårende cover af Sebastians “Hodja Fra Pjort”. Jonas kan ikke brøle som sin navnebror, og derfor er børnenes ukontrollerede og til tider arytmiske kor en uren faktor, der gør sangen så meget skønnere, end man ellers kunne forvente.

I nummeret “Dreng” er det en pakistansk dreng, der synger en traditional fra sit hjemland, og som i “Hodja fra Pjort”-coveret bruger Stampe her et barn som et medium. Den stemme, der skal stå frem på pladen, skal ikke være hans egen, men derimod barnlighedens stemme, som på fornemste vis ender med at akkompagnere de ligeledes barnlige instrumenter. Men det er den samme fornemmelse for det simple og det umiddelbare, der betager i de to vidt forskellige børnesange.

Og så er der heller ikke mere vokal. Resten af pladen er rent instrumental, og her spænder lyden vidt. Et nummer som “Xylofon” er lige præcis det, det siger det er, men der er stadig en underklang af Steve Reichske toner, samtidig med at nummeret kunne gå for at være tema til en børneudsendelse fra 70’erne. Det er allerhelvedes hyggelig og dygtig klimpren og bevarer den naivitet og de associationer, som den forjættede række af træklodser nu bringer med sig, men er samtidig også vild og vildt voksende i intensitet.

“Snabel-e” er en overjordisk affære med dens brug af baslyre til at skabe et, i begyndelsen, søgende lydunivers, der går i spænd med den leg, som hele albummet egentlig er. Men som nummeret nærmer sig sin afslutning, bliver der banket væk i et stort afrorave, så det røde støv nærmest står ud af højttalerne, og der kan i den grad danses.

I et nummer som “Lillecykel” er det lertrommer, der skaber rytmerne i masserende toner, hvis man er til lyden af nødder, der bliver smidt ned af en trappe. Hvor underligt det end lyder, så er det nærværende i modsætning til fremmedgørende. Snöleoparden formår at tage de, for en vesterlænding, udenjordiske elementer og tilføjer dem tæthed og varme, så det er til at forstå. Der er numre, som det tørre og døsige “Water Puppet Theater”, der mørkt får blandet akustisk semi-countryguitar og en bizar form for lav skrigen sammen til et simpelt, smukt nummer, hvor man føler en høj form for genkendelighed, og så er der andre gange, hvor man bliver nødt til at tage sig selv i trommehinderne og nærlytte, før det hænger helt sammen.

Men ellers er der ikke forstyrrende mange lag i hvert enkelt nummer. Snöleoparden er overraskende nem at lytte til, og det er en uimodståeligt umiddelbar plade, der i al sin leg og barnagtighed er fokuseret og simpel. Det er muligt, at der ikke er mange tilbage af racen, men så er det godt, at vi i det mindste har ét pragteksemplar.

★★★★★☆

Deltag i debat