Koncerter

Young, Neil, 28.02.08, Falconer Teatret, Frederiksberg

Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag.Neil Young trådte i karakter og løbesko, da han leverede en koncert i Falconer Teatret, der bliver svær for den canadiske urkraft at overgå på årets Roskilde Festival. Der var rigeligt med både rejser igennem fortiden og hyldester til øjeblikket i de hhv. akustiske og svært elektriske sæt, der var som nat og dag.

Anmeldelser af Neil Young har for vane at begynde med en af de one-liners, den canadiske rock/country/osv. -musiker har leveret i et helt absurd omfang i løbet af sin foreløbigt over 40 år lange karriere. Kontrolfreak, som manden nu er, kan man ikke være overbevist om, at han selv synes, at det er specielt fedt at blive taget ud af kontekst. Bedst illustreret ved et af højdepunkterne fra denne hans første koncert på dansk grund i fem år, “My My, Hey Hey”. Linjen »It’s better to burn out, than to fade away«, blev som bekendt genoplivet med baggrund i katastrofen, da Kurt Cobain citerede den i sit selvmordsbrev i 1994. At stakkels Cobain ikke formåede at fange ironien i proto-grungenummeret bliver tydeligt, når man ser, i hvor høj grad Young – sprællevende og spydig- viste, at han ikke har tænkt sig hverken at fortone sig i det stille eller brænde ud.

Det kan godt være, at indledningen var blød, og Pegi Youngs lidt for klassiske Nashville-sæt føltes som at få smurt flere lag kamfersalve på benene inden en serie 4-kamp i stormvejr. Der var godt nok storm på barometeret, men hovednavnet var nærmere i form til at spille VM. Helt konkret illustreret ved de knap så smarte løbesko, Young er iført, da han trisser ind på scenen omkring klokken ni. Det kan godt være, at eventuelle modediktatorer ville have forbandet det skovalg til et løstsiddende, lyst jakkesæt, men Onkel Neil har aldrig bekymret sig om hverken mode eller så frygteligt meget andet. Han er om nogen en omvandrende, urokkelig legende. Og da han placerede sig iblandt sin halvmåneformede samling af akustiske guitarer og satte i med en af sine senklassikere, “From Hank To Hendrix”, fik man det understreget.

Et plus ved den aldeles horrible entrépris er, at man kan være ret sikker på at undgå brøleaberne, der plejer at spolere så mange koncerter med at tiltrække opmærksomhed. I en koncertform, hvor første halvdel var et rent akustisk sæt uden andre end Young på scenen, kunne det have været katastrofalt, men de enkelte tågehorn, der prøvede at overdøve Young op, blev sat på plads på en måde, de givetvis ikke selv fattede. Fordi man er 62, behøver man ikke at miste sit vid og bid.

Den indledende hyldest til musik generelt og sine guitarer i særdeleshed, (manden ejer rent faktisk Hank Williams’ guitar), blev fulgt op af aftenens nok største og i hvert fald tidligste højdepunkt, den nærmest zen-meditative sang om ingenting, “Ambulance Blues” fra hovedværket On the Beach. Rygtet var løbet i forvejen om, at denne, lidt oversete, kronjuvel fra Youngs storhedstid i start-70’erne, var blevet indlemmet i hans faste sæt efter ellers at have ligget på hylden i årtier. Derfor var der nok en del, der strammede grebet om deres armlæn, da han rent faktisk satte spor under den langsomt kørende rustvogn og klimprede de første akkorder af. At han nærmest sang bedre end på pladeversionen fra 1975 viste bare, at Young havde en gammel stemme i en ung krop dengang, og at resten af skroget bare matcher den nu. Det hele lod til at vare omkring ni minutter, men det kunne lige så godt have varet en halv time.

Resten af det akustiske set var fokuseret omkring klassikere som pladerne Harvest og After the Goldrush. Her var især Pearl Jams musikalske gudfader “Don’t Let It Bring You Down” et højdepunkt, hvor Young ene mand fik pumpet så meget vitalitet ind i nummeret, at det lød bedre end noget fra sidste års 1971-flashback Live From Massey Hall. Imponerende.

Efter en kort pause trak Young i det arbejdstøj, vi nok var mange, der frygtede han var blevet for gammel til, men som nævnt, så havde løbeskoene lagt op til, at Onkel Neil ikke havde tænkt sig at sidde ned. For os, der ikke har oplevet den gamle canadier før, kan det nævnes, at det løb koldt ned ad ryggen, da han kickstartede sin notoriske pumpgun af en førsteguitar siden starten af 70’erne, Ol’ Black, og buldrede ind i “Mr Soul”. Der er ikke rigtig andre, der har fået en guitar til at lyde sådan på noget tidspunkt. Og en relativt undervurderet mand som lapsteel og rytme-guitarist Ben Keith er mindst lige så unik. Da Mrs. Young varmede op, gav Keith også hendes ellers jævne sange et klap med på vejen, der gjorde det til en fin opvarmning. Og mange af Youngs numre ville have mistet en del, hvis ikke Keith havde sat sit præg på det.

Young vendte sin attitude på en meget lille tallerken og kværnede igennem en blanding af gamle og nyere numre, hvor især det ganske nye “Dirty Old Man” var et eksempel på, hvor godt manden formår at lægge i hvert fald 40 af sine leveår i garderoben, når han går på scenen. Min far bevægede sig ikke sådan, da han var 62, men Young så væsentligt yngre ud, når han spillede sine soloer, end han gjorde under resten af koncerten. Næh, rock og rul vil tilsyneladende aldrig dø, og da Young for alvor gik i gear, holdt man op med at bekymre sig om han helbred.

Den fantastiske Rick Rosas var bomstille som en totempæl med rytme, og Ralph Molina demonstrerede flere gange som eneste repræsentant, hvor charmerende Youngs backingband, Crazy Horse, kan være i deres sjuskethed. Han har vist ikke ændret udseende i 30 år, og han er heller ikke blevet til John Bonham. For at sige det mildt. Men efter en arrig “Down By The River”, en 20 minutter lang tilsyret “No Hidden Path” foruden blandt andet førstnævnte “Hey Hey, My My”, “Powderfinger” og “Cinnamon Girl” lukkede manden i Nike-sutterne for Ol’Black og hyldede sig selv, sit band og et overraskende roligt publikum i Falconer Teatret.

Bevares, det var denne skribents første Neil Young-koncert. Og om end længe ventet, så formåede det at leve op til forventningerne. Det havde jeg faktisk ikke håbet på. Et lovlig restriktivt Falconer Teater revancherede sig ved at byde på Københavns nok bedste lyd. Og når sange som “Old Man”, “Heart of Gold”, “Cortez the Killer”, “Like a Hurricane”, “After the Goldrush” osv. kan udeblive, uden man tænker på det før bagefter, så må det have været en god koncert. Vi håber dog, der bliver fokus på det elektriske på Roskilde. Det har klædt Orange Scene før, og det vil det nok gøre igen.

Karakter:  

Deltag i debat