Plader

Blood Music: Don Quite

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Mørk popmusik og eksistentielle tekster kombineres på fin vis på Blood Musics andet album. Karl-Jonas Winqvist viser, at han ud over First Floor Power også selv kan levere små historier pakket ind i skæve melodier, der ikke altid følger den korteste rute mellem to punkter.

Historien bag titlen på Karl-Jonas Winqvist andet soloalbum uden for First Floor Power-regi er meget rørende. Bedstefaren, som var hans nærmeste slægtning foruden hans bror, var død, og broren og Karl-Jonas Winqvist skulle tømme huset efter begravelsen. Inden Karl-Jonas Winqvist for sidste gang skulle låse døren til huset og derefter overdrage nøglen til ejendomsmægleren, tog han lige en sidste runde for at sikre sig, at alt var blevet ryddet ud. Oppe på loftet fandt han en kultegning, som hans mor havde tegnet, da hun var 13.

Tegningen forestillede en mand på en hest, og titlen på tegningen var Don Quite. Om moderen havde opfundet en bror til den kendte ridder fra La Mancha, eller om hun blot havde stavet navnet forkert, ved Karl-Jonas Winqvist ikke. Men tegningen satte mange tanker i gang i hans hoved, og ud over at skrive en sang med titlen “Don Quite” endte han med at navngive hele albummet efter sin mors tegning.

Historien fortæller meget om Karl-Jonas Winqvists personlighed, der skinner igennem i hans kunstneriske virke både musikalsk og tekstligt. Ligesom på hans forrige album er indiepoppen mørk og desperat, men samtidig skimtes der trods alt en glæde over at leve, og blodet pumper gennem flere af albummets numre.

Karl-Jonas Winqvist skriver skæve popnumre, som ikke rigtig passer ind i andre universer end hans eget. De er præget af musikalske indfald, som giver dem liv, og som ikke fører musikken den slagne vej til enden, men tager de omveje, som tilfældigt falder ham ind. Bedst er numrene “Red Light, Green Light, Out of Sight” og “Eagles in the Winter”, der formår at veksle mellem hurtige og langsomme passager uden at miste drivet. Førstnævnte svinger i en langsom bossa, og det lyder, som om det er Sara Wilson fra First Floor Power, der giver den som korpige og fungerer som modspil til Karl-Jonas Winqvists lidt tynde stemme. “Eagles in the Winter” er et mere kraftfuldt, tempofyldt nummer, der har et mandskor og semi-aggressive violiner i flere forskellige roller.

I forhold til det forrige album har Karl-Jonas Winqvist givet musikken et større rum med flere instrumenter, og selv om det meste af albummet er indspillet i hans lejlighed, så er der alligevel blevet plads til en lang række gæster som James Huggins fra Of Montreal, Andreas Söderström, kendt som Ass, og Leo Svensson fra The Tiny. Den nye, mere rigt bevoksede form klæder Blood Music, som nu virker mere som et fuldt, musikalsk projekt frem for blot en legeplads for Karl-Jonas Winqvists musikalske idéer, sådan lidt ved siden af First Floor Power.

Selv om Blood Music er popmusik, så tager det en del lyt, før musikken viser sine popkvaliteter og sætter sig fast i hovedet. Winqvist er ingen Britney eller Madonna, men det gør, at Blood Music nok er mere holdbart end så meget andet popmusik.

Albummet slutter med “Never Going Back”, som er Karl-Jonas Winqvists sungne håb om, at han aldrig skal tilbage til hospitalet, som han tidligere var indlagt på i længere tid i forbindelse med en operation i hjernen. Det lyder, som om de fleste af gæstemusikerne synger med, og det tekstlige udgangspunkt til trods er det forholdsvis muntert. Det er ikke eneste sted på albummet, hvor han griber fat i sit eget liv for at formulere ordene til musikken. Et nummer som “Moontalk” illustrerer godt de mange tanker om eksistens og kærlighed, som Karl-Jonas Winqvist gør sig: »Why must it be so hard to get close to you / Why must it be so hard / What does it take to be one of those? / What does it take to be?«

I livefavoritten “A Telegram for Rose-Marie” fortæller han en hverdags-romantisk historie om en mand, der pludselig skriver et telegram til den enlige mor fra nabolejligheden i sin opgang og spørger, om hun vil gifte sig med ham. Enden på historien får vi aldrig, men billedet af kvinden i køkkenet, der forbavset læser telegrammet for sig selv, står tydeligt frem.

Og det er netop det, Karl-Jonas Winqvists kan. Med skæv pop skærer han historier i musikalsk snit, og han har med sit andet album som Blood Music lavet en sikker opfølger til debuten, der på fin vis kombinerer popmusikken med eksistentiel eftertænksomhed.

★★★★☆☆

Deltag i debat