Plader

The Brian Jonestown Massacre: My Bloody Underground

Skrevet af Martin Thimes

Newcombe og co. skjuler ikke de små fejl. De lader hele bandets kaotiske leben ligge til åbent skue på deres nye album, og dét er ikke uinteressant. Ud over stærke melodier byder The Brian Jonestown Massacre også på de mest makabre sangtitler i mange år. Hurra for kaos!

The Brian Jonestown Massacre er en rockhistorisk fortælling, der ikke lader til at kunne tøjles. For ud over de historisk konfronterende live-optrædener, stofmisbruget og det generelle kaos, der omgiver bandet, lykkes det også at skabe en psykedelisk spraglet og afvekslende musik, der absolut ikke lyder til at have taget skade af premieren på dokumentarfilmen DIG!, der fulgte bandet og vennerne i Dandy Warhols – et venskab, som filmen knækkede.

Trods al furoren omkring The Brian Jonestown Massacre er My Bloody Underground ikke engang tilnærmelsesvist et skridt i den forkerte retning. Udgivelsesraten er sat en kende ned, og dette er den første plade i fire år. Det har bare ikke gjort The Brian Jonestown Massacre veltøjlede og pænt afrundede.

De starter tungt buldrende ud med akustiske guitarer helt fremme i lydbilledet. Dynamikken er fejlbefængt, men viser også, at det først og fremmest er stemningen i musikken, der er banddiktatoren Anton Newcombes vision. “Listen! Watch!” lyder det inden pladens første regulære højdepunkt sætter i gang. “Infinite Wisdom Tooth / My Last Night in Bed With You”, hvor der lige når at blive stemt guitarer, inden de sætter i svingninger, er det absolut modsatte af at lytte til et band som The Raveonettes. I al hast forsøger bandet at følge med Newcombe, og den simple, effektive melodi er netop i centrum af en sang, der ikke er overbevidst om sin egen sløsede natur. De metalliske guitarer og en ringlende percussion gør også, at sammentrækningen af My Bloody Valentine og Velvet Underground som pladens titel, er indlysende.

Førstnævnte bands umiddelbare inspiration sniger er dog mere tydelig end sidstnævnte. Især på “Who Cares Why”, hvor pulserende og ekkodruknede vokaler blander sig med støjimpulser af den vedvarende slags. Her bygger The Brian Jonestown Massacre videre på Kevin Shields’ skønhedssøgende eksperimenter ved at tilføje et støvet trommesample, der får det modbydeligt smukke til at opstå midt i nummerets pulserende virkelighed; som om Newcombe blander de knapt så sunde substanser med et støjende skønhedsserum, inden han injicerer det ind i motorrummet af bandet.

Et af albummets største styrker er den løse rækkefølge, sangene er sat efter hinanden i. Først lidt rendyrket psykedelia (“Who Fucking Pissed in My Well”), så et instrumentalnummer udelukkende bestående af klaver (“We Are The Niggers of the World” – en topkandidat til årets sangtitel sammen med et par andre fra pladen!) efterfulgt af støjrock og en bittersød folkrock-ballade. Det er alene på grund af afvekslingen, at de til tider kun moderat interessante melodier alligevel formår at holde på opmærksomheden, for der er vitterligt smuttere på albummet. Eksempelvis “Just Like Kicking Jesus”, der befinder sig så langt op i bagdelen på start-90’ernes shoegazerbands, at Kevin Shields må have brug for et lægebesøg, hvis han lytter til det.

Overraskende nok er det den islandske suite “Ljosmyndir”, der med vokalvæverier og orgel formår at favne både det sørgmodige og eftertænksomme samt den faretruende stund, lige før en lidt for stor dosis drugs sætter ind og lammer nerverne. Midt i alle de kaotiske sangslutninger, ustemte guitarer og løse fortolkninger af Newcombes idéer, er det et kærkomment pusterum, der egentlig ville have fungeret fint som afslutning.

I stedet strækker bandet ben i de Ride-inspirerede udladninger “Automatic Faggot for the People” (ja, den skal også på listen over årets sangtitler!) og “Monkey Powder”. Kun “Darkwave Driver / Big Drill Car” hæver sig over det undværlige ved at lyde som hvis Beck fik smadret al sit udstyr så det kun lige vil virke og derefter blev bedt om skrive afslutningsmelodien til en western. Sidste soniske indtryk lytteren får, er et buldrende stykke ambient, som lyder nogenlunde, som da bandet forlod scenen på Roskilde Festival hen på morgenen sidste sommer.

Konklusionen er vist ikke svær at gætte sig til. The Brian Jonestown Massacre er præcis lige så ustrukturerede som altid, og det må man som lytter acceptere. Hvis man ikke kan dét, er det ærgerligt, for der gemmer sig mindst seks-syv helt forrygende sange på pladen. Om resten er fyld, et nødvendigt onde eller charmerende bekendtskaber, svinger for hver gennemlytning. Og det er faktisk ikke en dårlig egenskab ved en plade.

★★★★☆☆

Deltag i debat