Plader

Keith Caputo: A Fondness for Hometown Scars

Hvordan lyder noget ufarligt? Måske lidt ligesom Keith Caputos fjerde soloudspil, der stilsikkert holder sig i højre side af vejbanen uden at bryde fartgrænserne. Det er pænt og nydeligt, og for det meste lyder det ganske udmærket, men vil man have store oplevelser, skal man finde andre græsgange.

Den otte år gamle Died Laughing havde et eller andet over sig, og de udmærkede rocksange drev nærmest min mini-disc til vanvid, mens jeg ihærdigt forsøgte at fortrænge busrute nr. 112´s sneglen hen over den jyske højderyg, og hvorfor overhovedet bringe halvligegyldige personlige minder på banen? Jo, det lader nemlig til, at den tidligere Life of Agony-forsanger Keith Caputo ikke rigtig har fattet, at der er gået otte år, og at man godt må forsøge at udvikle sig, eller bare i det mindste tage et par skridt frem eller til siden.

Det nye album A Fondness for Hometown Scars er et udmærket og på ingen måder balladeskabende album, men hold op, hvor bliver det kedeligt i længden. Caputo har en glimrende rockvokal, som han efter bedste evne forsøger at dæmpe, og man må give manden, at han lever sig ind i kompositionerne. Der er meget inderlighed og smerte spundet omkring de lavmælte rocknumre, men det hele er hørt så utrolig mange gange før, at det hurtigt bliver konformt og lidt intetsigende.

Nuvel, håndværket fejler ikke det mindste, og diverse musikkendisser forsøger at friske det hele lidt op. Flea fra Red Hot Chili Peppers gør sit, men det hjælper desværre ikke det store, og midtvejsevalueringen i denne anmeldelse holder behersket armene solidt under skulderhøjde.

Pladen er på ingen måde pinligt dårlig. Faktisk er arrangementerne og brugen af forskellige håndvåben af en hæderlig kvalitet. De triste toner flyder som lava fra en aktiv vulkan, og numrene er godt bygget op omkring Caputos vokal. Numre som “In December”, “In This Life” og “Silver Candy” er alle velklingende og iørefaldende. Caputo har en god evne til at dosere guitarriffs og strygerarrangementer, uden at det presser kvalmebarometeret i vejret.

Men som før nævnt er det en tand for meget med livrem og seler. Der tages ingen chancer, og på intet tidspunkt udfordrer Caputo lytteren. De dybfølte rocksange kommer i en lind strøm, kun afbrudt at de røvballe-klingende “Troubles Down” og “Devil’s Pride”, der for alvor sender strøm gennem ledningerne og minder lytteren om, at han ikke glemt fortidens tunge rock-metier. Det virker både anmassende og upassende, når man 90 procent af tiden skal forsøge at forholde sig til en mørk og tungsindig sangskrivning, der baserer sig på det emotionelle og ikke det larmende og virile, som de to malplacerede numre gør en dyd ud af.

Facit er, at A Fondness for Hometown Scars ender et sted i mængden af gode, men ikke særlig mindeværdige rockplader, der muligvis kunne få luft under vingerne via en målrettet tv-kampagne, men på egen hånd levner jeg den ikke mange chancer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat