Plader

E Bird: Real Tigers Made of Paper EP

Skrevet af Lars Simonsen

Med denne håndfuld melankolske indiefolk-numre har den danske kvartet udsendt et varsel om, at der er en interessant fuldlængde på vej. Med Tue Eberts specielle sangstil og dunkle tekster rammer E Bird bittersødmens inderste væsen.

Denne fem numre lange ep blev undfanget i et lille kælderstudie i København, hvilket harmonerer perfekt med den mørke grundtone, der omkranser E Birds sange. I stedet for skimmelsvamp er det mørke og melankoli, der har erobret kælderen, og samtidig er der både ro og tid til refleksion samt rum til eksperimenter.

E Bird så dagens lys tilbage i foråret 2006, hvor det var one-man-show for Tue Ebert. Efter ep’en Postpone udviklede projektet sig til den kvartet, der efterlod dagens lys bag sig og gik ned i kælderstudiet for at skabe denne helt igennem dragende og vidunderligt dystre samling sange.

Der lægges suverænt fra land med “Empty Avenues”, der mere lyder som en kreation fra et band, der har eksisteret i mindst et årti. Nummeret er enormt stilsikkert og besidder en nærmest udefinérbar aura og stemning, der gør den fuldkommen uafrystelig. I al sin enkelhed og stille opbygning med blandt andet glockenspiel og simpel la-la-la-la-sang fra Ebert, rammer E Bird her kernen af … et eller andet. Noget vigtigt. Noget rigtigt. Det føles på mange måder som at befinde sig i bittersødmens inderste væsen.
Eberts særegne og følelsesladede sangstemme understreger sangens bittersøde stemning. Det føles faktisk en smule overvældende på trods af, eller måske netop på grund af, det enkle udtryk. Det dystre og smukke indfanges blandt andet i linjer som: »And your mind turned even darker than the dark green-colored sea / As we turned all these useless words into useless melodies.« Eberts vokal lyder, som om den kan knække til hver en tid, men har alligevel noget kraftfuldt og insisterende over sig. Lidt ligesom en rigtig tiger, lavet af papir.

Der holdes fast i den nedtonede grundtone i den efterfølgende “Everyone Is Without a Past”, hvor forsigtige og dybfølte strygere er med til at udvide nuancerne i lydbilledet. De simple guitarakkorder får følgeskab af linjen »My head beats like a heavy metal drummer« – og i min bog vidner det om, at man er i besiddelse af et vist talent, hvis man kan slippe godt fra en åbningslinje som denne. Det kan Ebert og co. I denne sammenhæng og i denne indpakning lyder det hverken fladt eller søgt, men derimod helt rigtigt.

Cirka halvvejs igennem nummeret falder det hele fra hinanden. Strygerne og tonerne fra klaveret falder i bogstaveligste forstand til jorden og ligger pludselig livløst spredt ud over hele gulvet. Herefter bygges nummeret lige så stille op igen, genfinder sig selv og bliver tilmed mere og mere insisterende i sit udtryk, hvilket flot pointeres af teksten: »And we will sing until we find the right melody / And we will sail the ships until we finally meet the sea.« Lysglimt og håb finder altså også vej ind i dette betagende og overvejende dunkle univers.

Med “Dead Watch” sættes tempoet en smule i vejret. Nummeret bliver til trods for et let skramlende og melodisk indierock-udtryk ikke på noget tidspunkt beskidt rockende. Det understreges bl.a. ved, at Tue Ebert undervejs tæller »1-2-3-4«, hvorefter glockenspiel – og ikke en guitarsolo – træder frem i lydbilledet.

Kvartetten har selv både indspillet og mixet Real Tigers Made of Paper, mens Morten Bue (Figurines, Diefenbach, Sterling) har produceret. E Bird er fortsat ikke i stald hos noget noget pladeselskab, hvilket kan være svært at begribe. For sammen med Esben Grande, Jonas Hauvre og Andreas Stonor har Tue Ebert lagt kimen til noget, der kan blive stort, og som burde få mange til at folde ørene helt ud. Under alle omstændigheder er der udsigt til en særdeles interessant fuldlængdeudgivelse.

★★★★★☆

Om skribenten

Lars Simonsen

lars (at) undertoner.dk


Biografi:
Da jeg var 10-11 år gammel, var hver onsdag aften hellig, idet Hjørring Nærradio præsenterede ugens top 20 liste. Senere resulterede musikinteressen i, at jeg iførte mig grimme AC/DC- og Guns N' Roses-T-shirts. Da jeg var 14-15 år, elskede jeg at lytte til Det Elektriske Barometer og DJ Martha Podells Søndagsskole på P4 i P1. Omtrent på samme tid bragede grunge-bølgen igennem lydmuren - og jeg var solgt! Siden da er min musiksmag blevet mere nuanceret og i perioden 1996-1999 skrev jeg anmeldelser af plader indenfor indie og diverse hybridformer for Vendsyssel Tidende (Nuværende NORDJYSKE Stiftstidende). Har været skribent for Undertoner siden november 2003 og er uddannet Bibliotekar DB i 2006 fra Danmarks Biblioteksskole, Aalborg. Arbejder i dag som bibliotekar ved Hjørring Bibliotekerne.

 

Hører i øjeblikket:
bob hund: Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk
The Setting Son: Spring of Hate
Yeah Yeah Yeahs: It's Blitz!
Bon Iver: For Emma, Forever Ago


Fem favoritalbum:
Nirvana: In Utero
Nick Cave & The Bad Seeds: The Boatman's Call
The Jimi Hendrix Experience: Electric Ladyland
Televison: Marquee Moon
Sonic Youth: Daydream Nation

1 kommentar

Skriv et svar