Plader

Envelopes: Here Comes the Wind

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Envelopes’ anden plade indeholder dynamiske og energiske popsange, der med markante basgange og maniske og livlige vokaler er enormt inciterende. Men det bliver aldrig irriterende at være i selskab med det svensk-franske band. Here Comes the Wind er så underholdende og melodistærk, at den ikke trætter lige med det første.

Man skal som bekendt aldrig dømme en bog på dens omslag. Det gælder også musik – og i særdeleshed andet album fra svensk-franske Envelopes. Som omslagsbillede har bandet fundet et maleri af et ældre skib, der kæmper sig igennem store bølger i et stormfuldt uvejr. Motivets mørke stemning af faretruende ulykke er overhovedet ikke foreneligt med Envelopes’ musikalske udfoldelser. Tværtimod skulle der have noget mere kolorit på coveret for at få indpakningen til at passe med indholdet.

Eneste lighed mellem cover og musik skulle da lige være, at der også er masser af liv i Envelopes’ sange. Det er ikke et band, der gider drive rundt i en båd på en blikstille sø. Ikke ret længe ad gangen i hvert fald. Envelopes’ popmelodier hører bedre sammen med oprørte vande og blæsevejr.

Allerede i åbningsnummeret “Party” bliver man mødt med essensen af Envelopes’ musikalske udtryk. Det sker i form af dynamiske temposkift, markante rytmer, inciterende og mellemgulvsgungrende basgange, støjende guitarlyde og to vokalister, hvor den ene kan være lige så legende, som den anden kan være skingert energisk.

“Freejazz” er endnu mere udfarende og uimodståelig end “Party” – ikke mindst på grund af franske Audrey Pics legefulde vokal. Hun forsøger – vistnok – at synge baglæns og er nærmest ved at falde over sit eget tungebånd i forsøget. Dette vokaleksperiment er et perfekt match til den kaotiske støjpoplyd, der præger nummeret. Det er ikke jazz, men tøjlerne er i den grad frie.

Pixies er uundgåelige at nævne, når musikken på Here Comes the Wind skal beskrives. Måske er pladetitlen et hint i den retning? Sammenligningen skyldes ikke kun, at en markant rytmisk basgang fastholder intensiteten og tempoet på langt de fleste sange. Henrik Orrlings stemme slægter til tider Frank Blacks ditto en hel del på.

Det gør sig især gældende i “Life on the Beach” og “Smoke in the Desert, Eating the Sand, Hide in the Grass”. Sidstnævnte er et ret god bud på, hvordan det ville lyde, hvis Frank Black begyndte at lave clubrock. Også her er den gennemgående rytme så inciterende markant, at det er noget nær umuligt ikke at vippe i takt med foden. Samtidig er Orrlings stemmeføring manisk som en sygt hylende køter. Trods en noget fastlåst rytmik bliver det på grund af den stemmemæssigt punkede energi aldrig kedeligt.

Ligesom “Smoke in the Desert”¦” er “I’d Like 2 CU” oplagt at smække på anlægget til enhver fest. Efter en forholdsvis stille indledning tager fanden pludselig ved trommeslager Filip Ekander, der giver en kort, hektisk solo, hvorefter tempoet stiger betragteligt. Herefter er der dømt særdeles iørefaldende pop med boy/girl-vokaler og syng-med-kvaliteter.

På minussiden virker det lidt, som om Envelopes ikke har haft andre sange end dem, der er endt på pladen, at gøre godt med. Mens den fine, stilfærdige og sødmefulde “Boat” fungerer som et tiltrængt afbræk midtvejs på pladen, hænger “Put on Hold” overhovedet ikke sammen med pladens resterende numre. Ved første lyt forekommer dette electropop-nummer at være et retningsløst eksperiment, hvor melodien er blevet væk. Melodisk stærkt som Envelopes’ øvrige sange er det da heller ikke, men man må give bandet, at der er masser af energi i de spruttende electrolyde, der farer ud over stepperne uden at se sig tilbage, mens de underliggende, sirligt spillede klokketoner giver det en god kontrast – mellem det grimme og det smukke, det uregerlige og det tilpassede.

“Put on Hold” spolerer lidt af den genremæssige kurs, som albummets første og bedste halvdel havde udstukket. Heldigvis kommer Envelopes på rette kurs med sangene “I’d Like 2 CU”, “What’s the Deal?” og “Seawise”, der alle er popnumre fyldt med tempo og kreative indfald af den slags, der ikke kvæler den gode melodi.

Den slags sange er der flest af på Here Comes the Wind, som derfor er en underholdende, dynamisk popplade med masser af energi og så megen charmerende appel, at den ikke trætter lige med det første. Selv om lydbilledet er rytmisk inciterende, bliver Envelopes aldrig irriterende at have hængende som lydtapet.

★★★★☆☆

Deltag i debat