Plader

Robert Forster: The Evangelist

Skrevet af Jannik Lyhne

The Evangelist er den australske popsnedkers dybt personlige farvel til sin The Go-Betweens-makker og ven. Med et enkelt og akustisk lydbillede har Forster atter bevist, at han har et helt specielt og magisk talent, når det gælder popmusik.

D. 6. maj 2006 døde Grant McLennan, den ene halvdel af en af vor tids bedste sangskriverduoer, The Go-Betweens, som med sin blanding af ligefrem, melodisk længsel og en underliggende mørk desperation satte nye standarder inden for popmusik. Den australske duo blev i det nye årtusinde genforenet efter 12 års pause og nåede at udgive tre nye albums, hvor specielt det sidste, Oceans Apart, gav løfter om, at makkerparret var ved at genfinde fordums styrke. Indtil et hjertetilfælde adskilte dem for altid.

Og her er vi så i dag, med The Evangelist, det første soloalbum fra den anden halvdel af duoen, Robert Forster, siden vennens død. Et album, som Forster selv troede umuligt, men endte som en nødvendig bearbejdelse af sorgen og samtidig et blik ind i hans søgen efter en ny tilværelse. Fortiden hjemsøger albummet, og det er uundgåeligt ikke at tage den i betragtning, når man lytter til musikken.

Det var ikke uden frygt, at jeg satte pladen på for første gang, og på sin vis var det berettiget. Væk er nemlig mystikken og den kølige distance, som altid har præget Forsters sange, og den er erstattet af ærlighed og en tilbageskuende og eftertænksom erkendelse. Det er ikke kun teksterne, som fremhæver dette. Også musikken er blevet mere enkel og direkte i sit udtryk, og den skaber i samspil med teksterne en næsten spirituel og andægtig stemning. Og når jeg nu allerede har åbnet posen med klichéer, så lyder Forster mere end nogensinde som McLennan.

»What would you do if you turned around and saw me standing beside you / Not in a dream, but in a song? / Would you float like a phantom or would you sing along?«
Ordene stammer fra McLennan-sangen “Finding You” fra Oceans Apart og giver mere end nogen sinde mening. For McLennans ånd er i den grad til stede på albummet, og tre af sangene indeholder endda bidder af sange skrevet af McLennan inden sin død. Det er sange, som helt sikkert har betydet meget for Forster, og de er ikke overraskende blandt de stærkeste på The Evangelist .

“Let Your Light In, Babe” og “It Ain’t Easy” bygger begge på McLennan-omkvæd, og man kan næsten høre ham synge med på dem. Det er klassiske uptempo-popnumre og blandt de mest fængende på pladen. Og sidstnævnte, som er en hyldest til McLennan, beskriver bedst selv den naturlighed, som altid har været at finde i The Go-Betweens-sange: »And a river ran and a train ran and a dream ran through everything he did.« Enkelt og smukt.

Pladens helt store glansstykke, “Demon Days”, er også krediteret Forster/McLennan. Her er lejrbålsguitar tilsat både strygere, blidt klaver og kor, men Forsters skrøbelige og intime vokal formår alligevel at hæve sangen over klichéerne. Og det er svært at holde gåsehuden tilbage, når Forster i vanlig The Go-Betweens stil kredser omkring temaer som tabte drømme og længsel. En sang, som fortjener en plads helt oppe blandt klassikerne fra det imponerende bagkatalog.

Det samme gør “From Ghost Town”, pladens sidste nummer og samtidig et sidste farvel til McLennan. En personlig afsked, som smukt sætter et sidste punktum for The Go-Betweens. Igen er sangen meget simplere end Forsters normalt snørklede og gådefulde sange, men når sangen fader ud til tonerne af en mundharmonika-solo, har man automatisk lyst til at starte pladen forfra og igen blive en del af Forster behagelige og naturlige lydbillede.

The Evangelist er et stilstudie i popmusik, og Robert Forster slår igen fast, at han er en af de største sangskrivere i nyere tid. Hverken gamle fans eller nysgerrige nykommere går galt i byen med The Evangelist . Og selv om pladen er skabt af følelser som savn og smerte, står man i sidste ende tilbage med et billede af et unikt og smukt billede på et venskab, som stadig lever på trods af adskillelsen.

★★★★★½

Deltag i debat