Plader

Tobias Fröberg: Turn Heads

Skrevet af Jannik Lyhne

Tobias Fröbergs store ambitioner er ikke altid lige succesfulde, og albummet ender med at svæve stille og roligt ind i den endeløse række af singer/songwriter-udgivelser.

Tromme- og percussionhvirvlerne flyver af sted i kappestrid om først at nå deres mål, og et skingert skrig sætter gang i det livsglade åbningsriff. Lyder det velkendt? En mand i matrostøj fra Göteborg, siger du? Ja, det er ikke helt ved siden af. Men efter åbningsnummeret “Blissful” forsvinder de fleste lighedspunkter mellem Tobias Fröberg og landsmanden Håkan Hellström. Den ungdommelige energi bliver hurtigt erstattet af den velkendte og naive svenske popsødme, som det kendes fra bl.a. det legendariske pladeselskab Labrador.

Pladens andet nummer, “She Is Becoming Her Mother Again”, leder f.eks. tankerne hen på en gammel Labrador-veteran, Pelle Carlberg. Der er et eller andet umiskendeligt svensk over melodien, og Fröberg og Carlberg har en hel del fællestræk i deres måde at synge på. De ser begge stort på, at de fra naturens side er udstyret med en tynd, lidt spøjs stemme, som har svært ved at fylde rummet, og gør, hvad de kan for at efterligne de store croonere. Denne effekt virker dog overraskende godt, og selv om man ikke skulle tro det, fungerer Fröbergs spinkle stemme faktisk noget bedre på de langsommere sange.

De stille ballader er også i overtal på pladen, og det er kun førstesinglen “Slipping Under the Radar”, som viser samme tempofyldte takter som den indledende Hellström-parodi. Dermed ikke sagt, at resten af pladen blot er Tobias Fröberg alene med klaveret eller guitaren. Nej, der er gang i de store armbevægelser på pladen, og sangene bliver nærmest bygget op lag på lag. Strygere, blæsere, harmonika, kirkekor, gæstestjerner osv., ja nogle gange alle ting på én gang, forvandler hurtigt selv den fredeligste melodi til en storslået ballade, som man nok mere forventede at finde i en stort opsat musical end hos en følsom, svensk popsanger. Fröberg har svært ved at finde balancen, og de mange lag får tårnet til at vakle gevaldigt.

Fröberg skal ikke kritiseres for sine ambitioner, som er et ganske friskt pust. Men, som det hedder i en lidt anden terminologi, så efterlader en sprudlende offensiv gerne gevaldige huller i forsvaret. Når Fröberg satser mest, ender det for tit med, at han glemmer det fundamentale, nemlig den gode sang. Det fremstår specielt tydeligt, når mange af sangene strækkes ud over de fire minutter.

Det største kritikpunkt er dog selve udførelsen af de højtflyvende arrangementer. På Fröbergs forrige, og i øvrigt ganske glimrende, plade, Somewhere in the City, var arrangementerne knap så storslåede, men altid velvalgte og opfindsomme. Den opfindsomhed savner man på Turn Heads. Man får hurtigt det indtryk, at alle arrangementerne er hentet fra side 1 i pop-håndbogen, og det bliver bevist, at gode resultater oftest skabes af de skæve og uventede momenter og ikke ved at efterstræbe det perfekte.

Et eksempel på dette er titelnummeret, en smuk ballade, som ville have passet til Radiohead i OK Computer-tiden. Men den lovende start på klaveret bliver ganske enkelt oversvømmet af pompøse trommer, strygere som giver sig ud på lange togter udi klassisk musik og højt-til-loftet-kor.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at alle de ekstra elementer aldrig bidrager med noget. De mange kvindelige besøg på pladen passer generelt godt ind i Fröbergs univers og giver en god kontrast til hans spinkle stemme. Et af de bedre bidrag leverer norske Ane Brun, hvis vokal besidder en dragende, sexet mystik, som giver “Tomorrow” en smule af den kant, som resten af albummet til tider mangler.

Der står også en kvinde bag endnu et af pladens højdepunkter. Når Kathryn Williams’ englevokal afbryder Tobias’ bitre og skinsyge ordstrøm på storbyballaden “Take It Easy (We’re Birds of the Air and the Sky Is Wide Open)” med netop titlens tre første ord, så opstår der endelig et øjeblik uden de store armbevægelser, og det er som om selv klaveret lige holder en kort, symbolsk pause. Og hendes bøn til Tobias opsummerer også ganske entydigt denne anmeldelse. Take it easy, Tobias, du kan meget, men desværre forsøger du at vise det hele på samme tid.

★★★☆☆☆

Deltag i debat