Plader

Jesu: Lifeline

Skrevet af undertoner

Følelsen af en rå vildskab – ja, nærmest en uregerlig vrede, der lå og rungede under overfladen – prægede de tidligere album fra amerikanske Jesu. Men på Lifeline har bandet valgt at underspille vildskaben, og det er, som om de ikke er vrede nok til deres egen musik længere.

En afdæmpet guitar, der i lyden lægger sig et sted mellem shoegaze og drømmepop, sparker amerikanske Jesus ep Lifeline i gang med titelnummeret, og som Justin Broadricks vokal tager til i både kraft og melankoli, fornemmer man tydeligt, at Jesu igen har rykket sig væk fra deres tidligere lyd.

At Jesu hele tiden bevæger sig væk fra Broadricks gamle band Godflesh, er ikke noget nyt og fungerer på nuværende tidspunkt næsten som et dogme for bandet. En skam vil nogle nok mene, men ikke desto mindre er Jesu nu blevet så mildt stemte, at man ligefrem kan fornemme en optimisme i deres musik. Den skarpe og rungende baslyd er blevet tilsidesat for mere melodiske melodiforløb, og det får Lifeline til at fremstå mere som et shoegazer-album, end nogen af deres tidligere udgivelser har gjort.

Hvad Jesu har mistet i vrede på Lifeline, har de til gengæld vundet i melankoli, og albummet er på mange måder både let tilgængeligt og modigt. Det sidste gør sig især gældende i “Storm Comin’ On”, som er et samarbejde med Jarboe fra det legendariske, nu opløste band Swans. Jarboes vokal går fra det snerrende til det smertelige, og med Jesu ved instrumenterne skaber de sammen en usædvanlig teatralsk, skrøbelig og modig sang, som man kun kan elske eller hade.

Om “Storm Comin’ On” er en forsmag på Broadrick og Jarboes fælles projekt J2, kan man ved selvsyn vurdere, da deres debut-ep udkom for nogle uger siden. En ting er i hvert fald sikker – “Storm Comin’ On” er med sit teatralske tilsnit en noget usædvanlig sang i Jesu-sammenhæng.

En tung og galdrende bas lægger ud på “End of the Road”, der er det stærkeste nummer på Lifeline. Bassen og trommerne ryger dog hurtigt i baggrunden til fordel for et melankolsk og monotont guitarriff, hvor også Justins dæmpede vokal gør nummeret mere depressivt. Men her får man dog en fornemmelse af, at der lurer noget vrede under overfladen.

Til trods for “End of the Road” formår Jesu ikke at skrue tilstrækkeligt op for forstærkerne, og med den gamle vildskab sat på hylden er det, som om lidt af magien ved Jesu er forsvundet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat