Plader

Jong Pang: Bright White Light

Skrevet af Sandra Boss Permin

Danske Jong Pang bruger fremmede lyde til at skabe et hjemmevant univers, der mere minder om en ufarlig charterferie end en rigtig tur i vildmarken.

Med en fortid i indie-yndlingene Moon Gringo og senest Choir of Young Believers i bagagen er der visse forventninger til arrangøren, musikeren og komponisten Anders Rhedins soloudspil. Navnet er nu Jong Pang, og soloudspillet bærer titlen Bright White Light.

Verden er blevet taget med på en lytter på albummet. Alt fra asiatiske strengeinstrumenter til afrikanske trommer optræder på pladen, samtidig med at der er levnet plads til noget så konventionelt som en akustisk guitar. Og det er netop dette sammensatte og overraskende univers, der på én gang bliver pladens styrke og svaghed. For selv om Bright White Light for det meste stråler ved sin fremmedhed, virker indsigten i det fremmede ikke altid troværdig.

Jong Pang bruger de fremmede lyde til at skabe et hjemmevant univers, der mere minder om en ufarlig charterferie end en rigtig tur i vildmarken. Og det er netop manglen på fare, det vil sige den ekstra skarpe kant, som man til tider kan savne på Bright White Light, når den indestængte, skandinaviske nostalgi i det østerlandske vildnis springer én i ørene, men alligevel stadig virker fuldkommen normal.

Jong Pang indskriver sig med sine klanglige eksperimenter i en nordisk tradition af eksperimenterende pop, men adskiller sig dog også fra kollegaer som Efterklang og múm, idet han serverer de mest komplicerede lydsammensætninger som rene popmelodier, der straks fænger. Avancerede eksperimenter går hos Jong Pang hånd i hånd med uskyldsrene og mættende numre. Det er et nummer som “New Order” et glimrende eksempel på. Ud over at sangen åbner med et spiseligt omkvæd, er det kontrasten mellem den lyse pigevokal og den tyngede, skrøbelig drengevokal, der giver nummeret spændstighed. Selv en larmende lydmur af kradsende elektronik som på nummeret “The Stains on Your Sweater” kan ikke hyle lytteren ud. For det er stadig en letfordøjelig popmelodi, der trænger gennem masserne.

Den helt store overraskelse kommer med “Small Cut Sensations”, der virker som en direkte kopi af et trist Safri Duo-nummer. Nummeret bliver reddet med vokalens indtræden, der for en kort tid afbryder sambafesten, inden den igen går i gang. Andre numre trækker tråde til noget så forskelligt som Dandy Warhols’ svævende lydklæder af elektriske guitarer, symbiosen af mande- og kvindevokalen som hos Mark Lanegan og Isobel Campell, eller de knitrende, asiatiske electro-formationer hos japanske Kama Aina. Albummet bevæger sig således rundt i mange afkroge og frembringer overraskende melodier, men uden helt at finde sit helt eget ståsted.

Det er imidlertid “You Are the Battle: Tender”, der sætter det klare højdepunkt på pladen. Her synges der i tre oktaver, og afstanden mellem den ultra skingre, lyse pigestemme og den brummende mandestemme skaber et fyldigt rum til en sikker sværm af strygere i keyboardforklædning, guitar i western-gevanter og inciterende percussionrytmer. Nummeret cementerer, at Bright White Light, til trods for en del udsving og mangel på karakterfasthed, leverer et gennemproduceret og yderst intelligent komponeret værk.

★★★½☆☆

Deltag i debat