Plader

Erik Levander: Kondens

Skrevet af Mikkel Arre

Det tog Erik Levander fire år at færdiggøre sit andet album. Det har været ventetiden værd. Svenskeren er bestemt ikke den første til at sætte akustiske klange sammen med prikkende glitch-programmeringer, men hans musik rummer en fornem følsomhed, som kun få af hans kollegaer har adgang til.

Svenske Erik Levander har måttet følge en lang og snørklet vej fuld af forhindringer for at kunne udsende sit andet album, Kondens. Arbejdet tog omkring fire år – bl.a. fordi Levanders harddisk kollapsede halvvejs i forløbet, hvilket tvang ham til omtrent at starte forfra. Det må alt andet lige have været temmelig frustrerende, og på den måde flugter historien om arbejdsprocessen med den stemning af uro, der løber som en understrøm gennem hele Kondens.

Siden den svingende, men meget lovende debut, Tonad, har Levander forladt det næsten totalt digitale lydlandskab og i stedet indlemmet langt flere traditionelle instrumenter. På Kondens er der bl.a. blevet plads til både klaver, klarinet og guitar, og tilføjelsen af disse akustiske elementer har været særdeles frugtbar for Levander. Dynamikken, samspillet og især disharmonierne mellem det organiske og Levanders stikkende, summende, hvæsende programmeringer er nemlig albummets store force.

Det antydes allerede i “Sekund”, hvor lyse, svævende synthklange trods deres lethed får umiskendelige strejf af uhygge over sig, fordi harmonierne mellem dem glider fra hinanden. Knitrende glitch-programmeringer og opklippede klokketoner kommer til og sætter nummeret i bevægelse, og robuste synthdryp styrker strukturen og giver umiddelbart fornemmelsen af, at alt er godt. Men underneden aner man hele vejen de disharmoniske klangflader fra indledningen. Noget stikker under.

En tilsvarende udefinerbar utryghed er også til stede i det imponerende smukke nummer “Oskärpa”. I første omgang er der ellers dømt åbne, frostklare vidder a la Levanders landsmænd i Tape: Lyse, sprøde strenge glimter oven på stilfærdigt brummende elektronik. Der er fred og ingen fare i de rimklædte enge. Men langsomt vokser sitrende programmeringer frem og bliver til et regulært beat. Blippende bidder af støj maser sig opad, øger intensiteten, bliver mere dominerende og skingre – og pludselig drøner og hvæser lag-på-lag-på-lag af støj. Klimakset hviler på langsomt dryppende bastoner og består af adskillige lag af flossede fejllyde; såvel brede, næsten ambiente støjflader som mere skærende, prikkende stumper af feedback. Her lader Levander uroen blive om ikke forløst, så i hvert fald få lidt luft, og det gør han ret så mesterligt og meget følelsesfuldt.

I det hele taget er netop den øgede følsomhed det mest markante fremskridt i forhold til Tonad. Kondens er rig på yndefulde øjeblikke, både i den afdæmpede og i den støjende afdeling – og tilmed er Levander dygtig til at variere sig, så den tyste “Månen viskar”, hvor en ensom klarinet blidt perforeres af prikkende, piblende elektronik, f.eks. efterfølges af et mere intenst, skrattende nummer.

Variationen gælder også instrumenteringen af numrene, der trods Levanders klare afsæt i glitch-genrens ru og hektisk gnistrende lyd sjældent flyder sammen. Særligt virkningsfuldt er det, at han i “Kvad” lægger en bund af monoton, halvmørk vokal. Nummeret drives af hvæsende, blippende programmeringer, der flintrer rundt i lydbilledet, men takket være Levanders stemme løfter det sig og får noget storladent over sig – også selv om de elektroniske elementer konstant skubber og rusker omgivelserne.

“Kvad” er et fint eksempel på, at Levander generelt holder musikkens mørke kerne nede, så den blot kan anes. Hist og her bliver den dog blottet – f.eks. i det flere minutter lange skingre, skrigende, feedback-overdængede kaos til sidst i “Hitta hem”, der mest af alt lyder, som om Levander ikke finder hjem, men snarere farer vild.

“Sömnbrusten” afslutter pladen i samme mørke toneart. Flagrende overtoner og en sugende bund hiver i hinanden og skaber en slags dyster ambient. Et tikkende beat kommer ind efter et par minutter og får én til at tænke, at vi måske skal have en sidste intensitetsopbygning frem mod et afsluttende klimaks, der kan få renset endegyldigt ud. Men på urovækkende vis sker det aldrig.

Men selv om Kondens ender dystert, er der på ingen måde tale om en gotisk og ufremkommelig plade. Derimod stiller pladen sig op i samme række som Fennesz-albummet Endless Summer og Oval-sideprojektet So – en række af electronicaplader, der modbeviser al snak om, at laptopmusik pr. definition er følelseskold.

★★★★½☆

Lyt til “Sekund”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Erik_Levander_Sekund.mp3]

Lyt til “Oskärpa”:
[audio:http://www.rumraket.com/music/Erik_Levander_Oskarpa.mp3]

Deltag i debat