Plader

Lily Electric: You’re in the Painting You Saw

Det er svært at beskrive den kemiske formel for Lily Electrics debutudgivelse, men når musikken kommer ud af kolben, lyder den lidt som en blanding af Blur, Beatles og Beck, hvilket faktisk ikke er så ringe endda. Samlet set er pladen ganske anbefalelsesværdig.

Siden den levende og legesyge 2006-ep 8 song minialbum, der kun var og er tilgængelig på vinyl og download, har danske Lily Electric bosat sig i kulturmekka/storbyen over dem alle, Berlin, for at inhalere inspiration til de musikalske udladninger. Nu er tiden så kommet til at blæse alt det ophobede ud i æteren i form af debutalbummet You’re in the Painting You Saw.

Et album, der på mange måder er et spændende, godt gennemarbejdet og iørefaldende produkt, som på sin helt egen måde er skævt skruet sammen uden at være løst i strukturen. Melodierne sidder tætpakket omkring de præcise omkvæd og der er et moderat, men godt drive gennem hele albummet. Specielt de lidt tunge retroguitarflader holder glimrende liv i elementerne, og de mange korarrangementer florerer fint sammen med forsanger Bjarke Porsmoses lidt skrøbelige klang.

Man skal ikke se pladen gennem britpopbriller; dertil er sangene en kende for moderne og sofistikerede. Arrangementerne er elegante, og der tages chancer, som f.eks. i åbnings- og titelnummeret, der i høj grad er poppet og dynamisk, men også dybere og mere flerfacetteret end den skabelon, der prægede 90’ernes mange engelske bands. Ingen tvivl om, at Lily Electric har ladet sig inspirere af både Manchester-lyden og artrock, men heldigvis formår bandet at skabe sit eget udtryk oven på de sprøde guitarflader.

Det er up-tempo numre og ekkoende klange, der står tydeligst i lydbilledet. Numrene er udadvendte uden at være lalleglade. Man aner det tunge og dybsindige i et nummer som “Love Travels Far”, som også lige strejfer lidt shoegazer-lyd hist og her.

Pladen har generelt et godt flow, og man savner ikke en hel masse ballader. “In Your Room” er noget af det nærmeste, bandet kommer inderlighed og sagte toner. Lily Electric beviser, at de også mestrer den skabelon, men det er et godt valg fra bandets side ikke at satse på alle heste; således er det altså det pulserende udtryk, der styrer slagets gang med guitaren som det klart rytmebærende element.

Det enkle og på sin helt egen facon underspillede storladne i Lily Electrics kompositioner er bandet store styrke. Der er forløsninger på stribe i bl.a. numre som Beatles-klonen “Churchbells” og den forfinede “Blasted”. Lydbilledet er en anelse tilbagetrukket og visse steder nærmest spartansk, men der er også lag-på-lag-effekter og skiftende tempo, som virkelig holder liv i og sætter et personligt aftryk på pladen.

Ved første gennemlytning virker Lily Electrics debut måske lidt for stringent og ensformig, hvorfor man sidder og venter på noget originalt og overrumplende. Men det kommer, i takt med at man tildeler pladen tid og lader den vokse. Der er et par bump på vejen, som man godt kunne have undværet. “Naughty Girl” er lidt for legesyg og fjollet, og “Do You Miss Your Feathers” bryder heller ikke rigtig anonymiteten, men resten af pladen er både fornøjelig og givende at lytte til.

Afslutningen er markant og lidt speciel i form af den instrumentale “Malinké”, som har toner hen ad noget filmisk. Det er, som om man lytter til et keypoint, hvor helten enten rider ud i solnedgangen eller fuld af desperation jages ind i junglen. Et sært akustisk guitar-flamenco-beat tilsat stykvise blæsere og fløjtelyde runder det hele af med et bizart nonverbalt farvel, der på sin helt egen måde er et perfekt punktum for en dejlig debut.

★★★★½☆

Deltag i debat