Plader

Ferraby Lionheart: Catch the Brass Ring

Skrevet af Mikkel Mortensen

Debutalbummet fra Ferraby Lionheart introducerer en glimrende ung, amerikansk singer/songwriter, der lyder en smule som Rufus Wainwright – både i stemme og sangskrivning, men samtidig er helt anderledes underspillet og indadvendt.

Det er ikke svært at forstå, at den amerikanske singer/songwriter Ferraby Lionheart blev opdaget af den prominente producer Jon Brion, eftersom Lionheart lyder en hel del som en anden talentfuld, ung sanger, som Brion arbejdede sammen med næsten 10 år tidligere, nemlig Rufus Wainwright. Det er dog kun stemmen og en tendens til at skrive tidløse og lettere barokke sange, som Lionheart og Wainwright har til fælles. Lionhearts musik er noget mere underspillet og indadvendt end Wainwrights, selv om det dog på ingen måde går ud over melodiøsiteten, og desuden slipper man også for det pompøse krukkeri, der til tider kan stå i vejen for Wainwrights talent.

“Small Planet” lunter adstadigt derudaf med en varm, akustisk bas, et klimprende klaver og smukke strygere, mens Lionheart fyrer kærlighedserklæringer af sted: »You’re all that I’ve got / This town’s not good enough for you.« “Vermont Avenue” anvender næsten samme opskrift, men tempoet er langsommere, og nænsomt klokkespil får plads på den musikalske palet, mens Lionhearts vokal denne gang doubletrackes, hvilket får ham til at lyde ganske meget som hedengangne Elliott Smith.

Pianoballaden “The Car Maker” er måske albummets bedste sang med sin underspillede melodi, der minder ikke så lidt om noget, den førnævnte hr. Wainwright kunne have skrevet, og med de delikate blæsere, der alle understøtter Lionheart på fineste vis i hans fortælling om at være »tired of trying« – en fortælling, der alligevel viser sig at være ganske livsbekræftende.

Næsten lige så god er “Call Me the Sun”, der ligeledes er en pianodomineret ballade. Lionhearts skrøbelige stemme får kun støtte af simpelt klaverspil og nogle finurlige strygere i baggrunden, der dog med stort held får sangens melankoli helt frem.

Lionheart har tilsyneladende også et godt øre for, hvordan man konstruerer en popsang. Det er tydeligt i “A Bell and Tumble”, der starter indadvendt og rugende med jazzede trommer, kontrabas og vokalharmonier for så at blomstre fuldstændigt i omkvædet, hvor tempoes sættes op, mens funky blæsere føjes til lydbilledet. Jazz-inspiration er der også i den ragtime-influerede “Before We’re Dead”, hvor en sprød akustisk guitar suppleres af pedal-steel og rustne, nærmest klodsede blæsere, der kun gør sangen endnu mere charmerende.

Der er ikke mange dårlige sange på Catch the Brass Ring, men et par stykker er der dog blevet plads til, bl.a. den akustiske “Young Frankenstein”, hvor Lionheart for en gangs skyld har glemt at skrive en tilnærmelsesvis god melodi. Ligeledes er der ikke meget at komme efter i det noget ugidelige afslutningsnummer, “Put Me in Your Play”, hvor Lionheart mest af alt lyder som en mand, der gerne vil have sit album til at slutte meget snart.

Catch the Brass Ring er et fint album fra en ung singer/songwriter, der bestemt må betegnes som lovende. Man kan kun håbe, at talentet rækker endnu længere, når han har fået et par år mere på bagen, og man kan sagtens forestille sig, at Lionheart sagtens kan få sig et dedikeret publikum – muligvis bestående af de Rufus Wainwright-fans, der synes, at han til tider bliver lidt for pompøs.

★★★★☆☆

Deltag i debat