Plader

Merz: Moi et mon camion

Flotte akustiske arrangementer, en sublim vokal og et utal af finesser holder tingene fornemt sammen på et rigtig indbydende og appellerende indiepopalbum, der leger med de traditionelle strukturer og former, uden at det går ud over lyttevenligheden.

Conrad Lamberts to år gamle Loveheart fik mange roser med på vejen af Undertoners anmelder. Det tog Lambert syv år at nå til den udgivelse, mens han altså blot har brugt to år på at færdiggøre sit tredje album, hvilket kunne give bange anelser om en nedsat kvalitet. Men sådan forholder det sig ingenlunde.

Moi et mon camion fortsætter de gode takter fra storebroderen, og det er en meget behagelig oplevelse at lytte til hans 11 nye kompositioner, som igen veksler mellem det milde poppede og krystalklare sample-inspirerede – hele vejen igennem prydet af Lamberts lyse vokal.

Netop det afvekslende er essensen på Moi et mon camion. Lambert evner at afstemme det minimale og det mere fyldige, uden at han mister sammenhængen mellem numrene. Der er ikke langt mellem polerne i hans univers, men det akustiske udgangspunkt, som sangene ofte bygges op omkring, ryger indimellem ind i en hvirvelvind af lydbidder, korarrangementer og guitarflader, der tilfører stemning og liv.

Det er fantastisk, så indbydende pladen starter, og man fornemmer straks, at her er noget, der er værd at bruge lidt ekstra tid på – og det er egentlig ganske imponerende, når nu titelnummeret ikke rummer meget andet end en akustisk guitar og en britisk mandevokal. Men klangen er imponerende appellerende, og langsomt fylder Lambert på med små trommeanslag, højere toner og flerstemmighed. Enkelt, men ufatteligt effektfuldt.

Det udvikler sig langsomt, som pladen skrider frem. “Call Me” har mere strøm i guitaren, og baslinjen er tydeligere. “Shun” har mere fremtrædende programmeringer, og “Malcolm” er et udpræget strygernummer. Men essensen er den samme. Enkle arrangementer, der er centreret omkring Lamberts meget klare vokal, der både evner at male med blåtoner og gullige klange.

Overdosering kommer aldrig på tale, og flere steder på pladen nøjes han med at nynne eller sample noget, der minder om oplæsning. Pladen holdes i stramme tøjler, og selv om Lambert sikkert kunne lave et imponerende show-off i skønsang, afholder han sig fra fristelsen og sætter i stedet et imponerende underspillet vokalaftryk gennem hele albummet – næsten da, for lidt over halvvejs holder han på ingen måder igen, og pladens klart mest iørefaldende nummer, “Persume Too Much”, giver et fint fingerpeg i retning af, hvad mandens stemme egentlig rummer, når den folder sig ud. Pladen lider ikke et afsavn i den retning, for vokalen er fint afstemt i forhold til stemninger og musikalsk energi, men det er forfriskende midtvejs at få en stilmæssig ice-breaker i form af et nummer, der lige renser og ryster puderne i ryggen.

Moi et mon camion er en rigtig dejlig plade. Imødekommende og givende på samme tid, og det er faktisk ikke så ofte, man støder ind i et album, der både klarer opvasken, ophæng af vægudsmykning, huslige gerninger og ikke mindste en stille stund på sofaen. Applaus for et af årets mest overraskende og bedste albums indtil videre.

★★★★★☆

Deltag i debat