Plader

My Summer as a Salvation Soldier: Activism

Skrevet af Filip Granlie

Hvis My Summer as a Salvation Soldier var et Jeopardy!-svarspørgsmål ville spørgsmålsvaret være: Hvad er gennemsnitlig indie? Det er fuldstændig rigtigt. Anmelderen med børstemoustachen stiller det for samtiden logiske følgespørgsmål: Hvad laver indie egentlig in the middle of the road?

Bag det tåbelige navn My Summer as a Salvation Soldier skjuler islændingen Þörir Georg Jönsson sig. Med Activism slår Þörir sig fast som en leflende indadvendt indie-singer-songwriter. Musikken rummer enfoldig usikkerhed, mangfoldig instrumentering, skælvende stemmeføring, skødesløs musikalitet og soveværelseproduktion. Den obligatoriske melodika og ditto klokkespil foruden et akkurat dækkende kvantum lidelse og inderlighed gør udtrykket komplet.

Hovedingredienserne på Activism er Þörirs halvstemte akustiske guitar og skælvende stemme, der synger engelsk med vestnordisk accent. På den måde minder My Summer as a Salvation Soldier en smule om salig St. Thomas tilsat et skvæt af Figurines’ Christian Hjelms skrøbelige stunder på vokalsiden. Det er et udmærket udgangspunkt.

Med det sparsomme klientel, som guitaren og stemmen er, åbner “PNX.” pladen. Undervejs i sangen tilføjer Þörir to berusede guitarfigurer, som er panoreret ud i hver sin side, så de stritter mod hinanden, selv om de spiller med samme tonale taktik. Det fungerer ganske fint og giver Activism et spændstigt udgangspunkt.

Þörir står stort set selv for hele den yderligere instrumentering. Den består lejlighedsvist af trommer, bas, ekstra guitarer, banjo, tangenter og andre legesager. Grundrytmen på “I’ll Try” er således et par lyse lyde fra blandt andet klokkespil, der er tvunget igennem nogle delay-effekter. Det skaber et forvirret loop, men har dog en klar puls.

Lytteren bliver tvunget med i denne kreative proces, hvor lag på lag af lyd opstår, og det rytmiske loop skabes undervejs. Sangens fremgangsmåde giver en intro på et langt minut, indtil en søvnig basfigur samt en rytmisk og i starten atonal guitar følger med. Lagkagen tager til i højde, og efterhånden ligger vokalen oven på en sovs af lys støj.

“How Are You?” udgør et dynamisk klimaks og adskiller sig markant fra de andre mestendels stille sange. Det er en fortrinlig, regulær poprocksang med støjguitarer og løs hihat. Både hvad angår lydbilledet og melodien sejler tankerne for en stund fra Island mod vest til Yo La Tengo i Hoboken, og den reference giver faktisk god mening i forhold til pladens stille sange også.

Activism er altså ikke nogen dårlig plade. Slet ikke. Men den er heller ikke rigtigt god. Der er et par fine sange og gode idéer, og det er udmærket. Men Activism lægger sig mageligt til rette midt i bunken af lidende plader, der har det i indiemusikken fuldstændig gennemtærskede indadvendte tema, og den tilføjer det ikke noget nyt. En plade kan sagtens være god uden at opfinde hjulet igen, men på Activism lyder sangene velkendte, produktionen er som de andres plader, det indadvendte, prøvede udtryk er banalt, og så er der mange andre, meget bedre bud at lytte til.

Så vidt jeg kan høre, udstråler Activism, at det er en kvalitet i sig selv at være skæv, som om det skæve har en særlig eksistensberettigelse, alene fordi det er skævt og ikke gennemsnitligt. Bevares, Activism er ikke nogen gennemsnitlig plade i det store major label-MTV-P3-perspektiv, men i det skæve perspektiv, som den insisterer på at se sig selv i, er den gennemsnitlig. Ikke håbløst gennemsnitlig eller kun en smule gennemsnitlig, bare gennemsnitlig.

★★★☆☆☆

Leave a Reply