Koncerter

Portishead, 04.04.08, KB Hallen, Frederiksberg

Skrevet af Søren Jakobsen

Bristol-triumviratet har ladet vente på sig meget, meget længe, men om et par uger udsender de endelig album nummer tre. Den kan vise sig at være helt fantastisk, for sidste fredags koncert var særdeles strålende. Ikke mindst fordi bandet har udviklet sig kolossalt siden dengang i 90’erne.

Det ville vel være en underdrivelse af format at kalde forventningerne til Bristol-trioen Portisheads første koncert på dansk grund i 10 år for pænt høje. I deres fravær er de tidligere triphoppere (og omtalen i datid vender vi tilbage til), blevet ikoniseret i en grad, der fik den trods alt ret velvoksne KB-hal til at melde udsolgt to måneder foran koncerten.

Og hvad vidste man på forhånd? Tja, man vidste, at Beth Gibbons i samarbejde med Rustin’ Man havde leveret et mesterværk inden for moderne folk, samt at primus motor Geoff Barrow havde døjet med kreativt dødvande. Alt i alt havde denne skribent nok ikke været den eneste, der ganske vist blev glad ved udsigten til et nyt Portishead-album, men ret beset hellere havde set Gibbons fortsætte solokarrieren. For hvad skal man egentlig bruge engelsk musiks svar på coffetable-bøger til i 2008?

Og når Tricky, Massive Attack og resten af den bølge, der gjorde Bristol til en af verdens hotteste byer i midt-90’erne, alle er forsumpet i en flodbølge af voldsom irrelevans, frygtede man ærligt talt for genkomsten af triphoppens big-muffs.

Sagen er så heldigvis den, at Portishead i Beth Gibbons har en af moderne musikhistories mest karismatiske og allerbedste sangerinder, som førnævnte soloalbum understregede. Da hun som den sidste i bandet trissede ind på KB Hallens scene, smaltaljet, tynd og tilsyneladende uberørt af årene, kunne man nærmest høre hjertekuler over hele salen knuge sig sammen af almindelig forventning. Og selv om den rødhårede jazz-dame lider af en notorisk utryghed ved at optræde live, der nærmer sig det neurotiske, leverede hun og resten af det udvidede band en overraskende understregning af, hvor meget Portishead faktisk har formået at udvikle sig.

Som en ironisk kommentar til den milliard kopper café latte, der er blevet kværnet til lyden af Portisheads to første plader på caféer verden over, hørmede det af franske hotdogs langt ind i hallen, da bandet gik i gang. Det stod også hurtigt temmelig klart, at mange var kommet alene for at høre giraffen og ikke havde den store interesse i at høre numrene fra den endnu uudkomne plade Third. Synd og skam.

Det står nemlig klart, at Barrow har ladet sig inspirere af andre i løbet af bandets hi, og et nummer som den stærkt Silver Apples-inspirerede “We Carry On”, der afsluttede koncerten var en så ærefrygtindgydende oplevelse, at man nærmest var rystet. Her er ingen triphop – og hvor føltes det helt okay. Masser af den vanlige John Barry-atmosfære, og Gibbons stemme er stadig et naturligt fokus, men de nye numre er ikke Dummy pt. II. Og koncerten startede lige så stærkt med åbningsnummeret fra Third, “Silence”, der akkompagneret af både et smagfuldt lysshow og en dynamisk brug af storskærmene bag scenen, rystede KB Hallen i dens grundvold. Exit frappucino, ind med amfetamin og chokeffekt.

Da et af Portisheads bedste numre, “Mysterons”, blev introduceret tre numre henne i koncerten, mærkede man et lettelsens suk fra mange blandt publikum. Og taget i betragtning, at Portishead med deres PNYC står bag en af de bedste liveplader i mands minde, vidste man også, at numrene ville lyde godt live. Men med en lidt fersk udgave af f.eks. klassikeren “Sour Times”, der slet ikke levede op til Gibbons’ nærmest skrækindjagende levering fra netop ovennævnte liveplade, mærkede man en klar distinktion imellem entusiasmen i de nye kontra de gamle numre. Et af bandets andre ’hits’, “Wandering Star”, var tillige sænket ned i en nærmest drone-agtig dyne, der ikke fornægtede Barrows nye inspirationskilder.

En undtagelse var det første af de to ekstranumre, “Roads”, som alle dage har været undertegnedes favoritnummer, og blev sunget med en så fantastisk nerve, at man helt glemte, at Gibbons så helt nøgen ud uden den evigt tændte smøg, som var hendes varemærke indtil disse nypuritanske nosmoke-tider. Med to projektører som eneste belysning på hver side af hendes spinkle krop, klagede hun sig igennem en sang, der fik ekstra ballast som den måske smukkeste weltschmerz-hymne fra 90’erne. Efter lidt knas i starten, der vendte tilbage et par gange i koncerten, viste KB Hallen, at den på lydsiden sagtens kan klare sig til UG. Gudskelov, da det ville have været ubærligt at høre triphop og især Gibbons’ stemme pakket ind i ekkoer og rungen.

Selve Portishead klarede sig i det hele taget langt, langt bedre, end man måske havde forventet. Det først offentliggjorte nye nummer, “Machine Gun”, levede op til navnet med et arsenal af percussion, der viste, at Barrow, med, ja, maskingeværsrytmer på trommerne, er andet og mere end bare en slags triphoppens kapelmester. Nummeret er intet mindre end fantastisk og viser sig i modsætning til de gamle plader at blive stærkere fra lyt til lyt.

Det er i den grad sjældent at se en gammel hund have lært så mange nye tricks, som Portishead viste sig at have. Third kan sagtens vise sig at stå tilbage som Portisheads stærkeste plade endnu, og undertegnede håber ikke længere på, at Gibbons går solo igen. En på alle måder fremragende koncertoplevelse, der blev gjort endnu mere unik af, at Beth Gibbons til sidst hoppede ned og gav de første rækker kram og smil. Verden er af lave, men denne aften var det heldigvis med positivt fortegn.

★★★★★½

Deltag i debat