Plader

The Racounteurs: Consolers of the Lonely

Skrevet af Mikkel Mortensen

Andet album fra Jack Whites sideprojekt indeholder nogle af de bedste sange, White Stripes-frontmanden nogen sinde har udgivet. Uheldigvis indeholder det også nogle af de værste – og sidstnævnte er klart i overtal.

Uden at fornærme Brendan Benson, Jack Lawrence og Patrick Keeler kan man vist godt tillade sig at sige, at The Raconteurs for det meste bliver opfattet som Jack Whites sideprojekt. Det han laver, når han bliver træt af at hænge ud med Meg. Uden White ville bandet ikke få så meget opmærksomhed (og muligvis heller ikke være så populære, som de nu engang er), og White sætter da også et eftertrykkeligt præg på bandets musik. Dog er The Raconteurs ikke 100% White på samme måde som White Stripes. I Raconteurs-regi deler White sangskrivnings- og vokal-tjansen med Brendan Benson, så han må jo også fortjene del i såvel roser som kritik. Og Raconteurs’ andet album fortjener begge dele.

Det starter fremragende med titelnummeret, der drives frem af et enormt medrivende guitarriff, mens Brendan Benson og Jack White deles om vokaltjansen – Benson tager de dybe toner, mens White synger mere hysterisk og højlydt, end han plejer. Det kan godt være, at Benson synger: »I’m bored to tears,« men det er man som lytter på ingen måde. Det er man bestemt heller ikke i pianoballaden “You Don’t Understand Me” med White på vokal. Smukt underspillet og som det ofte er tilfældet har White masser af skarpe formuleringer i baghånden som f.eks.: »Maybe I don’t see the reason / But in the corner of my heart / Your ignorance is treason.«

I “Top Yourself” leverer bandet ren bluesrock a la Jack White. Det vil sige med et enormt melodisk overskud og masser af medrivende attitude. Bedst er måske den afsluttende “Carolina Drama” – en lille tragisk sydstatshistorie, der nok er det tætteste, White endnu har været på at forsøge sig som ren storyteller, og det kan egentlig undre, når man hører, hvor god sangen er. Den traditionelle sangstruktur forbigås fuldstændig, og i stedet fortsætter White blot med at tilføje lag til fortællingen, indtil han får bygget noget af et klimaks op.

Desværre indeholder Consolers of the Lonely alt for mange dårlige sange, og det skyldes ikke kun, at albummet med sine 55 minutter er alt for langt. Albummet fortaber sig simpelthen i middelmådighed, når den melodiske åre tørrer ud, og så hjælper det hverken fra eller til, at bandet spiller både tight og larmende.

“Hold Up” er en omgang uinspireret råberi, hvor bandet fejlagtigt lader til at tro, at der er lighedstegn mellem højlydt og medrivende. “Five on the Five” er mere af samme skuffe, og selv om White kæmper heroisk med både vokal og guitar kan han ikke redde denne middelmådige rocksang fra at drukne. Også balladerne er det galt med: Bensons “Old Enough” er en mislykket omgang folk med alt, alt for meget country-violin. Ligeledes er der ikke meget at komme efter i Whites korte pianoballade “Pull This Blanket Off”, hvor der er alt for meget tomgang.

Consolers of the Lonely har bestemt sine fremragende sange, men desværre er de i mindretal på albummet, der ender med at være en noget middelmådig affære. Det er ikke mindst sørgeligt, når man tænker på, at albummet også indeholder nogle af de bedste sange, Jack White nogen sinde har været involveret i.

★★★☆☆☆

Deltag i debat