Efter to udgivelser på SubPop er Rogue Wave hoppet videre til Jack Johnsons pladeselskab, Brushfire Records, og med skiftet mellem pladeselskaber har lyden også ændret sig. Hvor der før var en udpræget lofi-fornemmelse over bandets lyd, er de nu sprunget over på en anden vogn og spiller i stedet en kantet stadionindie. Det hele er blevet stort og flot. Og det er blevet tomt og kedeligt. For selv om bandet forsøger at holde de gamle traditioner i hævd ved lægge små studiefraklip i slutningen af sangene, hvor der bliver snakket og spillet lidt falskt, bliver det ikke andet end påtaget og en smule irriterende.

Et fremragende eksempel pÃ¥ det, er den første skæring “Harmonium”, som starter med vilde og pÃ¥gÃ¥ende trommer, ustemt klaver og rivende guitarer. Det starter utroligt langsomt, og forspillet alene varer næsten to minutter. Der bliver langsomt, men sikkert bygget op, og forsanger Zach Rogue stemmer i med sin flotte stemme. Fyldt med melankoli bevæger sangen sig lige sÃ¥ stille frem til at blive pompøst rocknummer, der slutter med et lille efterspil og en lille udveksling af ord mellem bandmedlemmerne. Et stort nummer, der alligevel ender i ligegyldig og undværlig lofi-æstetik, der pÃ¥ ingen mÃ¥de klæder sangen.

Der er meget fÃ¥ sange pÃ¥ Asleep at Heaven’s Gate, der sætter sig i bevidstheden. Dog skal et nummer nævnes, nemlig “Christians in Black”. Her er ikke sÃ¥ meget gøgl, og sangen indledes med akustisk guitar, hvorefter Zach Rogue byder ind med masser af rumklang pÃ¥ vokalen. Et rigtig flot nummer, der ikke prøver for hÃ¥rdt pÃ¥ at være noget, det ikke er. Det kommer til at virke mere ægte og dybtfølt. Bandet spiller blot spilles en dejlig simpel sang med lige sÃ¥ simpel instrumentering, og det er meget lettere at tro pÃ¥, at den melankoli, sangen udstrÃ¥ler, er oprigtig.

“Christians in Black” er det sjette nummer pÃ¥ pladen, og efter det indledes den sidste halvdel af pladen. En sidste halvdel, der sagtens kunne have været undværet. For nÃ¥r en plade næsten varer en time, kan det næsten ikke undgÃ¥s, at noget af energien gÃ¥r tabt undervejs, og det sker præcis halvvejs for Rogue Wave. Efter midtvejsmærket er der virkelig tale om ligegyldige og kedelige numre, der hurtigt glider i baggrunden. Selv om man virkelig koncentrerer sig om musikken, kan det ikke undgÃ¥s, at den mest af alt bliver baggrundsstøj.
Det er nu ikke, fordi bandet ikke forsøger alt, hvad remmer og tøj kan holde. Det gør de især i “Own Your Own Home”, der stille og roligt, sten for sten, bliver bygget op til, hvad man kunne forvente ville være et stort klimaks, men i stedet bare ender i ringlende klokker, dæmpet guitarstøj og stønnende stemmer. Antiklimaks!

Rogue Wave har virkelig forsøgt at lave en plade, der kunne give dem en masse spilletid i radioen. Asleep at Heaven’s Gate er flot produceret, og der er ogsÃ¥ gode sange pÃ¥. Men energien og oprigtigheden fra tidligere plader er druknet i glanspolerede studieeffekter. Hvis der havde været mere mandshjerte bag pladen, var den sikkert ikke endt med at lyde, som den gør: som noget, man har hørt før. Det hele bliver lidt ligegyldigt, og Asleep at Heaven’s Gate ender med ikke at være andet end en fodnote i musikhistorien.