Plader

Skyphone: Avellaneda

Skrevet af Mikkel Arre

Danske Skyphone demonstrerer på album nr. to, at de stadig kan få næsten total sammensmeltning af elektronik og akustiske instrumenter til at virke legende let. De har visse tilløb til at blive for pæne og ufarlige, men det ændrer ikke på, at deres håndspillede, mildt melankolske electronica er yndefuld.

Trioen Skyphone lever et stille, nærmest ubemærket liv på den danske musikscene. I 2004 gav debutalbummet Fabula dem ellers en nominering som årets band ved uddelingen af Steppeulven, ligesom et temmelig betydningsfuldt amerikansk internetmedie gav dem en ganske pæn anmeldelse. Siden da har gruppen været larmende tavs, og end ikke det faktum, at de tidligere på foråret udgav albummet Avellaneda, har givet særlig meget omtale.

Det er der en vis symbolik i, for Skyphones underspillede, finurlige og delikate electronica gør nemlig ikke særlig meget opmærksom på sig selv. Som lytter kan man ikke tillade sig at lade tankerne fare ret langt, for så kan der snildt gå et par numre, inden de kommer tilbage – musikken maser sig ikke på for at kræve opmærksomheden tilbage.

Det er bestemt en god ting, at en plade kræver lytterens koncentration for at folde sig ud, og Avellaneda gemmer på en pæn portion fine lytteoplevelser. Allerede i åbneren “Cloudpanic” står det klart, at Skyphone fortsat evner at få deres electronica til at lyde organisk og håndspillet, uanset at hurtigt hoppende synthstumper og knitre-programmeringer er overalt. En blød guitarrundgang spreder en rar stemning, mens en malende totonig basgang roligt, men stædigt går op og ned og skaber en fin kontrast til de lyse, blippende syntheffekter.

Endnu bedre bliver det i “All Is Wood”, hvor et asiatisk-klingende, stærkt manipuleret strengeinstrument præger nummeret, mens et køligt synthloop cirkler rundt. Pludselig kommer sagte og usikre blæsertoner til; en summende synthbund svulmer op, og nummeret slutter med en form for sagte, men effektfuldt og meget skandinavisk-klingende klimaks med harmonikatoner – ikke ulig svenske Det Gamla Landet.

Sammenlignet med Fabula byder Avellaneda på lidt mere grynet baggrundsstøj, og til tider får støjen endog plads til at komme helt frem i lydbilledet. “Dream Tree Lemurs” starter ellers lige lovligt pænt, men efter godt et minut bruser en bølge af brummende, næsten skærende støj inden over nummeret og udgør en effektiv modsætning til klokkespillets uskyldige lyd. Støjen forsvinder, men har i mellemtiden banet vejen for et underspillet beat, som holder nummeret i gang. Langsomt vokser susende synths frem nedefra og lyder som noget fra To Rococo Rots plader fra før årtusindskiftet. Nummeret er meget fint opbygget og ligger dermed helt i tråd med langt hovedparten af pladen.

Et andet hovedtræk ved pladen er, at den akustiske guitar står renere end hidtil hos Skyphone. De sprøde toner er dominerende i mange af numrene – med vekslende succes. I “Schweizerhalle” opstår der en god kontrast mellem det folkede guitarspil og de hurtigt dryppende synths, hvorefter såvel klaver som percussion-tilskud kommer til og skaber et yndigt lydbillede. Til gengæld giver den summende bund i “River of Kings” ikke den udtalt lyriske guitarlinje tilstrækkeligt med modspil til at undgå, at der går totalt naturprogram i den.

Den slags lige vel pæne og ufarlige stunder, hvor nærlytning ikke afslører nogen modhager, er der nogle stykker af på pladens anden halvdel, som er dér, hvor man for alvor skal holde koncentrationen i stramme tøjler. Heldigvis er det hele instrumenteret så varieret og udført så fint, at det er svært at blive rigtig irriteret; at man derimod kan blive lidt ligeglad, er ikke så heldigt.

Imidlertid slutter Skyphone på toppen. I “Yetispor” sørger opklippet elektronik a la Fennesz for at give det modspil til de rolige, underspillet melankolske melodier, der ellers mangler her og der. Sarte blæserlinjer tilføjer et drømmende skær, mens fine synthmelodier bobler gennem hele nummeret. Således ender det hele dér, hvor Skyphone har sin force: i et godmodigt, mildt traurigt univers, hvor elektronik og håndspillede instrumenter smelter sammen og inviterer tankerne til at drive af sted – hvad enten det er ned i erindringens kringelkroge eller langt ind i sensommerlune skove.

★★★★☆☆

Om skribenten

Mikkel Arre

Biografi: Der skete noget, da jeg hørte Oasis' What's the Story... Jeg kan ikke forklare, hvordan traditionalistisk rock kan give intens lyst til at begynde at høre drum'n'bass og alskens anden electronica. Men sådan gik det, da jeg var 12-13 år gammel. Katalysatoren var P3: Det Elektriske Barometer, Thomas Knaks fredagsprogrammer og for længst hedengangne Beat.
Engang skrev jeg for Murmur. Så skrev jeg for Undertoner i 10 år plus det løse. Nu skriver jeg mestendels for fagbevægelsen.

Fem favoritalbums:
Stars of the Lid: The Tired Sounds of... Hood: Cold House Modest Mouse: The Moon & Antarctica Autechre: Peel Session Steve Reich: Music for 18 Musicians

Skriv et svar

boeger