Plader

Sun Kil Moon: April

Kvalitet frem for kvantitet? Eller omvendt? April har begge dele og er et album, der kræver sin lytter. Mark Kozelek og hans sammensvorne fylder helt op til randen med lige dele melankoli og iørefaldende melodier.

Happy go lucky go home. Her serveres nuancer af gråt, og det lyder stadig godt.Det tredje udspil fra Red House Painters-frontmanden Mark Kozeleks Sun Kil Moon-projekt går hverken nye veje eller eksperimenterer med nye koncepter. Som de to forrige udspil handler musikken om at viderebringe noget hjerteskærende, følsomt og på mange måder sørgmodigt.

Kozelek har en utrolig stemme til netop det formål, og kan man bare ikke udstå klynk, er April heller ikke et sted at starte. Har man ikke set lyset i hverken Ghosts of the Great Highway eller Modest Mouse-fortolkningen Tiny Cities, bør man gå en lang bue uden om Sun Kil Moons tungsindige arrangementer. Til gengæld må Red House Painters-tilbedere gerne træde nærmere.

April er et krævende album. Ikke fordi det larmer, men fordi det er en stor mundfuld. Måske endda en anelse for stor. 75 minutters grådkvalt, sadcore-klingende melodimateriale er noget at fordøje, men som så mange gange før bliver anstrengelserne belønnet. Kozelek har endnu en gang skrevet sange og melodier, der går direkte mod det fantastiske, og blandingen af akustiske og elektriske kompositioner gør pladen levende og afvekslende – hvilket ikke bare er nødvendigt, men også berigende, når man skal gennem en lyttemaraton.

Pladen lever som en form for sangforedrag, hvor Kozeleks erindringer blandes med nutidige oplevelser og mennesker, han har mødt, og bliver til en rejse gennem tankelandskaber. Apriler som at lytte til en bog, der læses op – en bog, der får et rigtig godt modspil af både guitar og stryger. Det er klassisk tristesse på den helt rigtige måde, hvor Kozelek og bandet driver sangene frem med en elegant og velassorteret instrumentering.

Det hele åbnes med “Lost Verses”, der starter i et alt.country-univers, men ender et helt andet sted. Kozeleks vokal kommer og går. Først høj, så lav, så helt væk. Nummeret vokser i takt med antallet af vers og ender i en indierock-finale, hvor tempoet for alvor øges og så fader ud. En noget uventet afslutning på et ellers meget Sun Kil Moon-klingende nummer, hvor de musiske elementer normalt ikke spyer for meget ild. Fin finesse.

Balladerne “Moorestown” og “Harper Road” tager det helt rigtige favntag, hvor lytteren drives gennem lavmælte stemninger, uden at følelserne ryger helt af sporet. Et område, Kozelek generelt har godt styr på.

Strømmen giver sine steder et tiltrængt skud lavmælt adrenalinrock, og de Neil Young-inspirerede “Tonight the Sky” og “The Light” giver både farve i kinderne og lidt luft mellem de stille øjeblikke, uden at der dog går guitarfræs i den. Kozelek går ikke efter at drøne derudaf med spaden, men efter detaljerne og stemninger, hvilket lykkes et langt stykke hen ad vejen på April.

Der er rigtig mange fine øjeblikke undervejs. Ingen tvivl om, at Kozeleks stemme, der nærmer sig det grådkvalte, fører taktstokken, men musikken er fornemt tøjlet bagved vokalen. Et nummer som “Tonight In Bilbao” er et sublimt eksempel på den kombination, hvor musik og vokal forenes i noget unikt. De bølgende fingerspillede guitarflader skaber noget meget emotionelt, der skal høres og ikke beskrives.

Man kan ikke komme uden om, at pladen ikke trækker mange nye streger i sandet. April er ikke et skridt i nogen ny retning for Kozelek og de kompetente musikere, der til sammen danner Sun Kil Moon. Sangene følger rent tematisk de allerede såede græsgange – fortabt kærlighed, forliste venskaber, fortrydelse og sårbarhed – men de holder niveau, og selv om pladen ikke har debutens sublime kvaliteter, er indholdet af meget høj karat. Trænger man til en semi-lavmælt lytteoplevelse, skal April have masser af anbefalinger herfra.

★★★★★☆

Deltag i debat