Plader

Symptoms: Calm

Skrevet af Camilla Grausen

Danske Symptoms tager favntag med trommerne og undersøger deres position som hovedinstrument i en verden af mørk ambient. Trommeslageren Silas Graae fra Mew medvirker og er med til at skabe et eksperimenterende og trommevirtuost værk. Men hvordan man egentlig lytter til albummet, er et godt spørgsmål.

Trods titlen er albummet Calm bestemt ikke roligt. Med sin nye udgivelse lader det til, at Symptoms, alias danske Klaus Ammitzbøll, har sat sig for at vise trommeslageren som kunstner og trommesættets potentiale som soloinstrument. Det går ikke stille for sig i løbet af det 40 minutter lange album, hvor trommerne er det helt centrale instrument. De akkompagneres af mørk ambient, elektroniske beats, klokker og metallisk ringlen.

Sidst vi hørte fra Symptoms, var i 2005 med den simultane udgivelse af mp3-trilogien Discipline + Joy + Violence. Her nævnte Undertoners anmelder Ammitzbølls høje ambitionsniveau, og det vil jeg gentage. Calm er ligeledes en stor mundfuld, og det virker, som om Ammitzbøll har haft en masse på hjerte med sit nye album. I pressemeddelsen står der: »Calms grundlæggende musikalske tanke er balance gennem bevægelse. Som en vuggen, en pendulbevægelse, eller en missil, der hvirvler om sin egen akse.« Det lyder som en opgaveformulering, der godt kunne give en eller to rytmekons-studerende sved på panden: »Værsgo. Udtryk dét. Med trommer.«

Symptoms gør et forsøg. Albummet åbnes med “Aggression Clears Its Throat”, hvor trommerne slås an fra allerførste færd. Det er rytmisk, cool og muligt at rocke med og lade kroppen bevæge sig i takt til trommerytmerne. På det efterfølgende nummer “World’s Logic” væltes man så til gengæld omkuld af tunge trommekaskader og metalliske klange. Der er aggression at mærke i begge numre, og også i de følgende, men den får ikke frit løb og ligger nærmere og ulmer som de mørke skyer på albumcoveret.

“World’s Logic” er et af de numre, hvor Symptoms har lånt Mews trommeslager Silas Graae. De andre to er “Indifferent Balance Basics” og “The Hard Black Freedom”. Det er ikke for meget at kalde Graae en af Danmarks mest dygtige, spændende og levende trommeslagere. På den måde kan man næsten kalde hans medvirken et lille scoop for Ammitzbøll. Også her er hans trommespil eksperimenterende og virtuost. Numrene er nogle af dem, der indeholder “rent” trommespil, som ikke er blandet med meget elektronik. Men ellers stikker numrene ikke ud fra helheden. Det er altså ikke umiddelbart til at høre, at “her kommer Silas Graae-numrene”, hvilket jo taler positivt for albummets fornemmelse for helhed.

Alle numre på Calm har en repeterende effekt, hvor samme rytmemønstre gentages. Stilen er jævn albummet igennem, og som sådan er variationen ikke stor. På “Indifferent Balance Basics” tilføjes umiddelbart ukoordinerede håndklap og på “Ocean’s Lost Thoughts” står nogle dybe, klangfulde klavertoner i kontrast til den hektiske, sitrende, nærmest angstdrevne rytme skabt af trommer og elektronik. Afslutningsnummeret “Sunset” skiller sig ud på smuk vis med afdæmpede guitartoner, klokkeklang og slet ingen trommer. Her kommer beroligelsen til slut.

Alle de gange, jeg nu har lyttet til albummet, har jeg haft lidt problemer. Når jeg satte det på, mens jeg foretog mig andre ting, gjorde de hektiske trommer og manglen på melodi mig stresset, og så måtte jeg tage pladen af igen. Jeg prøvede at sætte mig ned og lytte til albummet. Men her blev jeg også irriteret af albummets konstante gentagelse af de samme trommerytmer. Så det holdt heller ikke længe. En dag prøvede jeg at danse lidt rundt på strømpesokker til musikken. Det fungerede nogenlunde – en dans kunne det egentlig ikke blive, men nærmere bare en bevægelse rundt i rummet i en meditativ tilstand. Trommerne kunne tale direkte til kroppen, og det føltes godt for en stund. Men så blev jeg alligevel træt, for albummet er langt mere dystert end opløftende. Som tidligere nævnt er det heller ikke direkte aggressivt, så en sådan energi kunne jeg heller ikke komme af med. Altså følte jeg igen, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med albummet.

Calm er med andre ord underligt svært at lytte til og uanvendeligt. Men alligevel er albummet ikke ligegyldigt. Det gør indtryk. Det er meget eksperimenterende og nærmer sig nærmere status som et kunstnerisk lydværk. Ammitzbølls ambition om “balance gennem bevægelse” er svær at forholde sig til – jo, der er så sandelig bevægelse på Calm, og så alligevel også den repeterende balance og mangel på udvikling. Så måske hans ambition er opfyldt. Albummet er et kunstnerisk eksperiment, der nok er for et særligt publikum. Et niche-album, der kan inspirere andre, hvad angår trommernes rolle i musikken. Men hvordan eller hvor meget vi almindelige dødelige kan lytte til albummet, er jeg stadig usikker på.

Samtidig med Calm har Symptoms udgivet mp3-albummet Collapse, der kan downloades hos PostEverything.

★★★☆☆☆

Deltag i debat