Plader

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band: 13 Blues for Thirteen Moons

Skrevet af Cæcilie Jessen

Postrock-bandet med det umuligt lange navn filer løs på strygerne og kaster knytnæver i vejret for en kærlighedsrevolution i en kold postmoderne verden, som de altid har gjort. Det er godt, og de er imponerende utrættelige, men. Men.

A Silver Mt. Zion, der er et kært barn med mange navne, kan man næsten altid regne med. Skælvende strygere, lange titler, og løftede knytnæver helt ude ved barrikaderne. De tillader ingen slendrian, ingen kasten rundt med folks hjerter. Den karakteristiske frontmand Efrim Menuck vrænger af vores og sin egen sløvhed. Således også på 13 Blues For Thirteen Moons

Egentlig er der 16 spor på pladen, men på coveret er kun angivet nummer 13 til 16. De første 12 er tyste, famlende svævetoner af få sekunders varighed. Når vi så når til spor 13, siver noget stille og langsomt op fra undergrunden. Et messende kor af døde mennesker: »1,000,000 died to make this sound.« Efrim sætter vrængende i: »Can’t know the words if you don’t know the feeling!« Slæbende strygere og ditto trommer falder ind. Vi er i gang.

Bandet filer løs. Så begynder noget at accelerere, trommerne går gaDANG-gaDANG, men nej, ikke alligevel; accelerationen førte ikke til noget, men en million er døde for at lave denne lyd, det kan ingen være i tvivl om.

10 minutter inde i dette første egentlige nummer sker der en catchy guitar-ting i et instrumentalt spørgsmål-svar-forløb. Under ligger de skælvende strygere. Så: Et anslag, et kor, og Efrim træder frem som en lidt træt prædikant. Folk lytter ikke rigtigt, og han har sagt det tusind gange før, men han bliver ved, for han er nødt til at blive ved.

Andet nummer. Trommerne. BAM! ba-da-bam-BAM! Nogle blæsere flipper ud. Skriget skriger »I just want some action / This town is too damn cold«, og jeg ville ønske, jeg igen var 16 år gammel i Skagen, for dér havde det virkelig gjort godt. Man skulle høre det her nummer på vej hjem i toget over heden, fra gymnasiet 42 km væk i en grå by til en endnu mere blæsende by, hvor man åbenbart havde hjemme. Man må håbe, at de nye unge i de forladte byer får det her at høre.

En bluesguitar vokser ud af blæserflippet. »Let it be done, let it be so.« Efrim overgiver sig til titelnummeret. Vi triller lige så stille af sted med adstadige trommer. Og så troede vi lige, at de knyttede næver var faldet ned, men nu sætter oprør og hidsighed ind igen: »We – will – not – sail – in – your – damn – parade!« Vi kører op i en repeterende, medrivende spids. Nu er det bluesguitaren, der flipper ud i et bluesinferno. Det kører og kører og kører.

Og slut. Oprøret er passeret, og kun en fjern stemme er tilbage.

Tredje nummer. Rystende og rolige anslag på guitaren, celloen kommer ind, derefter vokalen, og vi får noget støj. Vi kender opskriften.

Afslutningsnummeret. A Silver Mt. Zion er mestrene af afslutningsnumre. Den katharsiske effekt – som massage og afslapning efter en hårdtpumpet gymnastiktime. Som de gjorde det på Horses in the Sky med “Ring Them Bells (Freedom Has Come and Gone)” og på Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward med den fænomenale hymne “The Triumph Of Our Tired Eyes”, således gør de det også på 13 Blues for Thirteen Moons. Efrim synger som trætte suk til en stille guitar og strygere, der svæver mod skyerne. Senere en fin pizzicato og ikke andet, vi svæver op-op-op, »Bliiiind-bliiiiind-bliiiiind.« Suk. Et staccato-kor synger sammen med Efrim om, hvorledes »some hearts are true,« og de kører hinanden op. Det er stort og vildt, og man må kaste armene i vejret. Så: Tempoet falder. Vi puster ud og lader skuldrene falde ned. De synger videre. »Some hearts are true.« Suk.

A Silver Mt. Zion mestrer spidsopkørslen. Det gør de virkelig. Man kan blive forpustet af al den revolutionære kærlighed, men nogle gange er det et tiltrængt skud. A Silver Mt. Zion gør oprør mod det jævne og mod at falde i staver, og selv om man er blevet voksen, og måske netop derfor, gør det godt. Det eneste, de tror på i den her døde verden, er kærligheden.

Måske vil man allermest høre 13 Blues For Thirteen Moons en dag i en periode, hvor man slet ikke kan få nok af A Silver Mt. Zion, og allerede har hørt Horses in the Sky og Born Into Trouble As the Sparks Fly Upward og He Has Left Us Alone But Shafts of Light Still Sometime Grace the Corners of Our Room til hudløshed og også har været omkring Godspeed You! Black Emperor. Måske vil man i løbet af de første par numre drømme sig tilbage til tidligere år, men så ender man med at skippe frem til det niveau-holdende afslutningsnummer for at få A Silver Mt. Zion-effekten uden alt fyldet.

De holder opskriften. Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band har bare gjort det så godt før, at de højder virker umulige at genopnå. Måske der skal nye boller på suppen (men man må tage hatten af for deres utrættelighed).

★★★★☆☆

Deltag i debat