Plader

Annemarie Zimakoff: Ivory

Skrevet af Mads Jensen

At en god vokal alene kan begrunde begejstringen for en plade, er der næppe mange, der er i tvivl om, men at en god vokal alene ødelægger en plade, ser man mere sjældent. Ivory kunne have været en helt anstændig singer/songwriter-plade, men den ødelægges af vokalfraseringer, der aldrig tager ende.

Selv om Ivory er Annemarie Zimakoffs solodebut, så gælder det, Undertoner skrev om Zimakoffs eks-band, Quiet Light Tide, stadig: ” med … færre vokal-piruetter vil der måske være grobund for en lille, spændende debutkanapé.” Ikke desto mindre mangler der ikke vokal-piruetter på Ivory. Derfor burde der heller ikke have været grobund for den. Det er nemlig netop disse evindelige vokalfraseringer, der gør pladen meget lang. Faktisk er man udmattet efter at have lyttet til den, og selv en omgang høj Dead Kenndedys virker bagefter som et stykke af himmerigs fred og harmoni.

Teksterne er banale og indadvendte, som det hører sig til i genren, men alligevel virker de ikke rigtig. Det skyldes, at Zimakoff oversynger dem, f.eks. i titelsangen: »Ivory, take your time, just don’t leave me lying / Ivory, I’ve spent some days alone here crying.« Teksten passer meget godt ind i genren. Hjerte må gerne rime på smerte her, og det er også i det univers, teksterne befinder sig. Men på grund af en overfraserende vokal lyder det nærmest, som om Zimakoff græder eller måske snarere skråler. Det resulterer i, at man ikke melankolsk tænker “det kender jeg godt,” men i stedet “hvor slemt kan det være?” Dét har næppe været meningen.

At Zimakoff kan synge, kan ingen være i tvivl om. Til gengæld undrer man sig over, hvorfor hun føler, hun skal bevise det med praktisk talt hver evig eneste stavelse. Det bliver særdeles trættende at lytte til, og det er en skam, for både musikken og teksterne er ganske anstændige uden dog at være overvældende.

Det eneste højdepunkt er den ganske fremragende “Please Be Real Tonight”. Den er behageligt jazzet og er ud over Zimakoffs vokal, der for en gangs skyld er silkeblød og virkelig betagende, båret af et passende tilbagelænet trommesæt. »Less is more,« sagde mesterarkitekten Ludwig Mies van der Rohe, og selv om det unægtelig er blevet et klichétynget begreb, så er det også en sandhed, der på det nærmeste bliver videnskabeligt bevist med dette nummer. Når Zimakoff tager det mere roligt, bliver udtrykket meget mere behageligt, og man lytter mere efter teksten. Ja, man bliver ligefrem revet med. Men det er desværre kun i dette ene tilfælde, at pladen bliver vedkommende. Allerede i “Build Your Wings” viser Zimakoff igen sin stemmes spændvidde i en sang, der ellers ikke indbyder til det.

I “Pick Up Your Umbrella” er teksten meget direkte og feministisk: »Have you opened your door with a key that closes your heart? / Did you slowly undress as you pictured how the end would start? / Have you seen yourself go down on your knees and swallow? / As you suddenly feel life has become so hollow.« Det er ikke til at tage fejl af, hvad der tales om, men igen overskygges den pointe, der ligger i teksten om den moderne kvindes selvværd eller mangel på samme, fuldstændig af den altdominerende vokal. Det er ubegribeligt, hvorfor Zimakoff og hendes producer har valgt at hive vokalen så langt frem på bekostning af resten. Det virker lidt som spildt arbejde at bruge så meget tid på tekst og melodi – to år ifølge pressemeddelelsen – når man så drukner det hele med vokalen. Man ville ikke miste meget ved at høre vokalsporet alene, for dét er det eneste, der står tilbage i hukommelsen bagefter. Og det er som nævnt ikke, på grund af at Zimakoff ikke kan synge. Det virker bare, som om hun anstrenger sig for meget.

Det kan virke uretfærdigt at være så kritisk overfor en plade, hvor melodier og tekster faktisk er anstændige, men den altdominerende vokal ødelægger simpelthen helhedsindtrykket i en sådan grad, at pladen som helhed tynges kraftigt af det.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar