Plader

The Accidental: There Were Wolves

Med 11 mere eller mindre melankolske skovfolksange fanger The Accidental stemningen af varme sommernætter på deres debutplade, There Were Wolves. Med vokalharmonier, tørre loops, strygere og akustisk guitar har The Accidental lavet et lille mesterværk.

Som bandnavnet antyder, er det hele et uheld. Tunngs forsanger, Sam Genders, og Stephen Cracknell (The Memory Band, Gorodisch) stødte tilfældigt ind i hinanden. Sammen med Hannah Caughlin fra The Bicycle Thieves og singer-songwriter Liam Bailey bestemte de sig for at lave en plade. Det var dog held i uheld, og som i en amerikansk kærlighedsfilm opstod der sød musik. Sød musik, der blev indspillet i Cracknells lejlighed ved hjælp af et par mikrofoner og en computer.

Det faktum, at pladen blev indspillet under simple forhold, har tydeligvis sat sine tydelige spor i lyden. Hele vejen igennem virker det hele underspillet og distanceret fra omverdenen, og på den måde formår pladen at snige sig ind under huden og sætte sig i bevidstheden. Men selv om pladen er simpel og afdæmpet, er der også blevet plads til loops og layers, der bringer tanker frem om folkene fra Animal Collective. Dog med den væsentlige forskel, at der aldrig bliver skejet ud. The Accidental holder sig til formlen om, at minimalisme er godt. Minimalisme, der dog også bliver krydret med vokalharmonier a la 60’ernes barokpopsnedkere The Free Design og The Beach Boys.

Vokalharmonierne går perfekt i spænd med de tørre beats, der præger nummeret “Wolves”. En sang, der ud over vokalharmonier også byder på cello. Teksten sammenligner ulve med fyre, der er ude på sjov, og derfor drikker sig mod til at lave det første move mod hende den søde pige. En sang, de fleste kan identificere sig med, og selv om musikken er udpræget tungsindig, giver “Wolves” lytteren lyst til at drikke sig en øl i den varme sommernat.

Den følelse forsvinder dog helt i “Jaw of a Whale”. Sangen bliver indledt med fuglefløjt, akustisk guitar og Genders’ lyse stemme, men pludselig sætter tonstunge trommeslag ind, og det er lige før, det føles som ren dommedagsfolk. Dog opvejer teksten undergangsfølelsen: »Here’s to the girl with the flowers on her lips / Here’s to the girl with the devil in her hips / One for the girl with the blue coat and suede shoes.« Så selvom musikken måske er dyster og nedtrykkende, bliver man alligevel opløftet.

Den sidste skæring på pladen, “Time and Space”, afrunder vejen gennem melankolien med et atypisk nummer. Her bliver tøjlerne alligevel sluppet, og det resulterer i den eneste egentlige uptempo-sang. Den er tænkt som en samtale mellem Cracknell og hans nyfødte niece – en samtale med kraftfulde vokalharmonier, støvede beats, akustisk guitar og gode velmenende råd til det lille barn. Her er den nedtrykte stemning lagt på hylden, og der bliver set positivt på tilværelsen. Her omfavner The Accidental livet igennem musikken, og livet omfavner igennem teksten musikken. Et virkelig flot nummer.

Selv om selve musikken for det meste er melankolsk og til tider ret dyster, kan man ikke lade være med at holde af pladen. For på samme tid er den også utrolig rar og hyggelig. Og så er temaer som piger, solskin, fuldskab, ulve og ræve aldrig noget, man går helt galt i byen med.

★★★★★☆

Deltag i debat