Plader

Alle med balloner og terrasser: s.t.

Skrevet af Anders Mortensen

Der er fald og voldsom dans i det nyeste udspil fra Escho, i hvad der mildere end mildest talt kan kan kaldes en legestue for KLoAK-drengen Anders Jørgen Mogensen og Anders Hauer-Jensen fra Mit Nye Bands nye band. Et allerhelvedes kvarter.

Alle med balloner og terrasser er et “projekt”, og det ord signalerer, at her er tale om et eksperiment, der skal føre til en idé om, hvordan tingene hænger sammen, og hvordan de kan være eller måske endda bør være, for det er hvad projekter og eksperimenter handler om. Alt er tilladt, og Anders Jørgen Mogensen og Anders Hauer-Jensen har tilsyneladende meldt sig frivilligt til at være den videnskabsmands-duo, der skal måle og veje lydene for at se, om det hele skaber nye kemiske balancer, eller om lortet eksploderer om ørerne på dem. Kemi, balance, eksplosioner og lort. Så er pladens fire elementer egentlig samlet op, men for at give et forsøg på et svar på en forståelse, så er det nødvendigt at bevæge sig fra nummer til nummer.

Pladens første nummer, “Hoppebolde”, er hurtige impulser. Impuls på impuls på impuls bevæger sig i de retninger, man nu kan forestille sig, så det snurrer som apparater i en gal radioamatørs kælder. Og disse impulser er hoppeboldene, der stadig er lige så gummiskabte i al den elektrificering, de er blevet belagt med. Som rytme kører et simpelt trommebeat, der ikke understøtter nogen andre rytmer, men mere fungerer som en afvej eller et forsøg på at få tingene til at holde nogenlunde sammen, hvilket så alligevel ikke kan bruges til noget, da det hele snubler og falder tilbage i stilhed.

“Vi fandt dem” er bygget over den samme skabelon med den gentagende, simple trommerytme, der stiger og falder i lydstyrke, men denne gang akkompagnerer den både piben og et klagende kor, der i forskellige flyvende og undrende skikkelser råber »vi fandt dem.« Trommerytmen tager til og til og bliver buldrende, indtil det til sidst dunker. Til slut er det kun percussion og kor, der fylder lydbilledet og gør det til noget, der ligner kaos, men aldrig rigtig bliver det. I stedet hvisler nummeret ud, og hvad det end er, der er fundet, er det ikke nok til at tilfredsstille.

De to sidste numre, “Gardiner. Og flere gardiner.” og “Skuffer med jord i” fortsætter i samme hoppende og ødelagte rille som de to foregående sange, men hvor “Gardiner. Og flere gardiner.” er kedelig og uinspireret, er “Skuffer med jord i” pladens klare højdepunkt og muligvis i sidste ende det eneste nummer, der rigtig gør pladen værd at lytte til. I første halvdel af nummeret bruges den konstante drejen på alskens knapper igen, men denne gang som en rytmisk faktor, der passer ind med resten af underlaget af toner. Det er hele tiden et skift mellem momentum og fald som én, der er ved at nå toppen, men konstant får tilbagefald. Og et spøgende kor sætter ind og trækker mindelser til Liars anno Drum’s Not Dead, som pladen i det hele taget lyder mere og mere som, jo flere lyt den får. Her går tingene op i en højere og stadigt snublende enhed. Trommerne, knapperne, eksperimentet, koret afslutter Alle med balloner og terrasser med en lidt irriterende udfisning, som så må stå som et lidt mærkværdigt anitklimaks til en plade, der ikke engang leder efter et klimaks.

Mogensen og Hauer-Jensens projekt er eksperimenterende, og det bliver der ikke lagt skjul på. Samtidig gemmer gruppen sig heller ikke under en påtaget intellektualisme, da musikken er konstant legende og syngende, og i alt kaosset og de opbrudte strukturer, bliver der også plads til at drømme. Det er som et barns hjerne, når det får tildelt fastsatte strukturer i form af legetøj, der skal behandles og leges med på en helt bestem måde, som der kan læses om bag på pakken. I stedet for at følge et bundt regler, tager det den muskuløse actionhelt og placerer ham på ryggen af en lyserød pony, hvorfra han så kan begive sig ud i eventyr, der mest af alt er bygget op af sengetøj, legoklodser, stuebirk og hvad der nu lige er til stede, for det er sådan den eksperimenterende, men samtidig simple hjerne, fungerer. Og den samme følelse er til stede hos Alle med balloner og terrasser.

Det problematiske er bare, at det er svært at finde det egentlig interessant. Med al respekt for lyden og den måde den er skabt, så er der ikke mere i den end dét, den er, og selvom det (ofte endda) fungerer, så kommer pladen bare til at stå som en i længden ligegyldig, men kortvarigt interessant skruen op og ned for knapper.

★★★☆☆☆

Deltag i debat