Plader

Animal Collective: Water Curses

Animal Collective fortsætter deres lange udgivelsesrække med ep’en Water Curses. En ep, der minder om deres seneste album, Strawberry Jam, men som samtidig peger fremad. Fremad mod stranden en midsommeraften, mod kalypso og mod en genfødsel af legesygheden.

Animal Collective har siden årtusindskiftet udgivet otte fuldlængdealbums og to ep’er. Hver udgivelse har budt på noget nyt, og den musikalske kvalitet er generelt utrolig høj. De sidste år har Animal Collective været kendt som et band, der, allerede når de tog på turné efter et nyt album, spillede det næste album live. Med dette konstante syn fremad mod nye tider er det ikke nogen overraskelse, at der nu udkommer en ep, som fungerer som en bro mellem 2007-successen Strawberry Jam og det nye album, som allerede er optaget.

Det første nummer, “Water Curses”, er i bund og grund et simpelt popnummer tilsat lidt mærkelige effekter, olietønder og Avey Tare, som synger på en sådan måde, at det er næsten umuligt at dechifrere, hvad det egentlig er, han synger. Dog – et sted er det muligt at fatte en smule. I omkvædet, hvis man kan tale om et sådant, synger Avey Tare: »I don’t I think I know just exactly what I’m doing / But I tend to know all the things that keep you moving.« Og det er det,”Water Curses” er. Ikke helt en popsang, ikke helt et genreeksperiment og i hvert fald ikke freak-folk, som Animal Collective ofte bliver genrebestemt som. “Water Curses” er ganske enkelt bare et dansenummer, og når det spilles ved høj volume en forårsdag, er det på højde med Beach Boys, når de er bedst.

“Street Flash” kaster dig helt ned på jorden igen efter den voldsomme energiudladning. Et skævt loop nagler dig fast, hypnotiserer dig, mens Avey Tare med sin stemme nærmest puster en kæmpe sæbeboble op. Den lyserøde sæbeboble bliver større og større og fyldt med mærkelige lyde, men loopet holder den nede på jorden. Omtrent halvvejs inde i nummeret bliver det hele for meget, og mens Aveys stemme udvikler sig til et skrig, et growl, slipper sæbeboblen jordforbindelsen, og det samme gør du.

Du stiger til vejrs inde i den lyserøde boble og kigger ud på den forvrængede verden, hvor adskillige monstre står og skriger. Men det hele er lige meget, al verdens ondskab rører ikke én, når man befinder sig i denne lette verden af pop. Dette højdepunkt forekommer omtrent halvvejs inde i nummeret og fremkalder en næsten religiøs følelse af sandhed. Når det er sagt, virker “Street Flash” dog for langt og en smule trægt undervejs. På sit højdepunkt er det fantastisk, men opstigningen og nedstigningen er for lang, og især alt for lang til en ep på 18 minutter.

Ep’ens tredje skæring lyder mest af alt som Black Dice-remix af et simpelt Animal Collective-nummer. “Cobwebs” bliver indledt med en lille, skæv lyd, som, på samme måde som i “Street Flash”, forfølger nummeret hele vejen igennem og giver det dens ståsted. Henover dette loop og mantraet “We’re not going underground” udfolder Animal Collective med Avey Tare som den klare forgangsmand den stil, som forhåbentlig bliver symptomatisk for den kommende plade. Det gennemgående musikalske tema i nummeret er kalypso. Flere steder spiller noget, der umiskendeligt lyder som olietønder, og nummeret er præget af den legesyghed, der er Animal Collectives klare force, men som ikke kom særlig meget til udtryk på Strawberry Jam, der må være bandets svageste studiealbum siden Danse Manatee. Bedst er det, når Avey Tare manipuleret til at lyde som et helt afrikansk stammekor synger “Cobwebs” som omkvæd.

Water Curses” bliver ikke nogen musikalsk milepæl i Animal Collectives bagkatalog; til det er ep’en for usammenhængende og mangler den intensitet, der ellers bliver bebudet i første nummer. Desuden er der simpelthen for langt i udtrykket fra åbningsnummeret til den simple og skrøbelige afslutter, “Seal Eyeing”. Alligevel er Water Curses et vigtigt bidrag til Animal Collective-historien.

Det er den barnlige naivitet, spilleglæden, legesygen, der gør Animal Collective til noget specielt, og det er derfor, at Water Curses er en betydningsfuld ep. Ikke så meget pga. numrenes kvalitet som fordi den varsler et musikalsk skridt fremad, som sletter al Pitchfork-hype og falbalade omkring dem, og fordi den minder om dét, der gjorde Spirit They’ve Gone, Spirit They’ve Vanished og Feels til specielle plader. Nu vil jeg blot læne mig tilbage og forventningsfuldt se frem til den næste plade, som forhåbentlig snart bliver frigivet. Mens jeg danser ustyrligt rundt til “Water Curses”, selvfølgelig.

★★★★½☆

Deltag i debat