Plader

Big Blood: The Grove

Leverpostejsfarvet neofolk, anyone? Tænkte det nok. Tidens tendens tager sig trættende ud på Maine-duoens sjette udspil. Desværre, for det skyldes snarere tidens tendens end Big Bloods potentiale.

Big Blood består til daglig af parret Caleb Mulkerin og Colleen Kinsella. De har lige fået en baby. Det fremgår tydeligt af nærværende udgivelse. Bookletten i den nydeligt hjemmelavede indpakning er overstrøget med private billeder. Her er Caleb med den lille ny i barnevogn. Se den søde baby, og se, også dér.

Tilfældet er meget sigende om oplevelsen af Big Blood. Vi er med i det private liv hos disse mennesker. De er engagerede, og de vil have os engageret. Men hvor hverdagsligt og livskraftigt, det end er med baby-pludren og lavteknologiske hjemmeoptagelser, sænker det også barren for bestået materiale; det er højst to sange fra The Grove, der evner at fæstne sig bag ørerne.

Albummets 11 numre falder i tre kategorier. “Little Lepers” og “Saints & Lepers” er lydmontager, overgange mellem de ordinære sange. Der klappes og sludres, trafikstøj og et marchorkester defilerer forbi, en mundharpe og en banjo optræder sporadisk. “No Gravity Blues”, “Something Brighter Than the News” og “Low Gravity Blues” udgør albummets skyggeside. På disse sange er guitaren elektrisk, kornet og forvrænget, mens Colleen Kinsella indpakket i rumklang demonstrerer sin magt over de mystiske sylfidetoner. De resterende sange er akustiske, enten kække, rytmebårne sing alongs eller kønne, skæve ballader.

The Grove skulle efter sigende være det mest helstøbte værk i den, gruppens levetid taget i betragtning, imponerende udgivelsesrække. De forskelligartede numre står da også i et glimrende indbyrdes spændingsforhold. Tag eksempelvis overgangen fra den udknaldede spøgelsessuite “Something Brighter Than the News”, hvis mørkeblå østerlandske krydderblanding afløses af det efterfølgende nummers varmt rullende lejrbålsguitar, som saftig skygge for en ørkenvandrer. Melodierne gror i skyggen, men som i ørkenen er der på The Grove langt mellem de frugtbare oaser.

En sådan er dog “In the Shade”, der samtidig uden konkurrence er albummets bedste skæring. Her bryder Big Blood både den melodimæssige og instrumentelle træghed for i stedet at lyde som et tæftigt og originalt kollektiv. Netop det kollektive – at flere end parret synes at være til stede – klæder musikken, der i sin ånd er mere udadvendt end den eksistentielt orienterede del af folken, som skaber ud af ensomhed. Det er, når de lydligt fejrer livet, at Big Blood synes at nå ind til sit sande udtryk. Med produktiviteten og skitsekunsten in mente er selve legesygen og “det skabende” jo netop deres metode. Desværre lader de til at være mere optaget af at tage sig knudrede og kunstlede ud.

Albummets nærmest altdominerende grundelementer er Kinsellas vokal og Mulkerins guitar. Førstnævnte spænder vidt (Colleen Kinsella er klassisk skolet sangerinde), men stemmegaven anvendes på langt de fleste numre så flabet og krukket, at man holder afstand til sangen, som var den et ormstukkent æble i udstrakt arm. Det er provokerende, at skønsangen fortrænges af noget der ligner hysterisk modsætsighed og en bestræbelse på bogstaveligt talt at leve op til betegnelsen “new weird americana”. Big Blood har hverken charmen eller talentet til, at krukkeriet bliver en vindende excentricitet snarere end en irriterende vanartethed. Strengelegene skaber et morads af skæve “psykedeliske” toner, der tørster under den rasende ensidigheds sol. ‘Ensidighed’ forstået således, at melodispektret aldrig bevæger sig nær grænserne for, hvad der ikke længere er folket eller syret. Forudsigeligheden drukner lytteren i sit kviksand, for trods sin bekendte kulør er The Grove hverken flagrende farverig eller magisk mangfoldig.

Det handler desværre også om, at tiden har oversteget sin tendens. Big Blood trækker på traditionen fra de senere års opblomstring af moderne folk-fortolkninger og dermed ikke de oprindelige inspirationskilder. “Kopi af kopi”-fænomenet giver grund til at spørge, om ikke denne bølge for længst er krænget over, og om denne musikalske stiløvelse ikke blot er et stykke kedeligt drivtømmer. Hvis et kunstværk ikke er tidløst, må det bedømmes inden for sin kontekst, og her formår The Grove trods sin gedigne blues ikke at skille sig ud.

★★★☆☆☆

Deltag i debat