Plader

Dengue Fever: Venus on Earth

Skrevet af Mads Jensen

Nok er fem af de seks medlemmer pæreamerikanske, men det er det ikke-amerikanske, der dominerer Venus on Earth. Bandets hovedinspiration samt forsangerinde er nemlig fra Cambodja. Og når cambodjansk pop møder psych, kan det være overraskende vellykket.

Dengue Fever har base i Los Angeles og er fem sjettedele “Angelenos”, men man ville blive tilgivet for at tro, de alle var cambodjanske eller i hvert fald asiatiske. Den sidste sjettedel, forsangerinde Chhom Nimol, er nemlig den mest markante for Dengue Fevers lyd. Hun er af cambodjansk oprindelse, og hun og de stiftende medlemmer, brødrene Zac og Ethan Holtzman, er kraftigt inspireret af cambodjansk popmusik. Disse popinspirationer blander de så med en kombination af psych og surf. Den beskrivelse kan måske godt virke afskrækkende, men resultatet er overraskende godt.

Når solen skinner, og man sætter Venus on Earth på, kan man næsten mærke den fugtige, varme luft fra musikkens åndelige hjemland. Den illusion skabes på “Seeing Hands” af tung psykedelisk rock med et dovent, langsomt orgel. Man styres dog væk fra at falde i staver af den lyse og catchy vokal, som gør, at lydbilledet holdes luftigt. På åbningsnummeret synger Nimol på khmer, men i løbet af pladen veksler hun mellem khmer og engelsk, således at hun synger engelsk i duetterne med Zac Holtzman. Det sker første gang i “Tiger Phone Card,” der er en yderst banal, men også charmerende kærlighedssang om et langdistanceforhold, hvor de forelskede på skift fortæller om, at de savner hinanden.

“Sober Driver” er ligeledes en duet. Den starter i det ekstremt tilbagelænede med en virkelig afslappet vokal. Det er faktisk svært at forestille sig, at Nimol kan have haft energi til at stå på benene, da de indspillede sangen. Hun er akkompagneret af et band, der lyder, som om de spiller sidst på natten et sted, hvor man efterhånden gerne vil have folk til at gå hjem. Idéen er, at Nimol skal fremstå som beruset og kåd. Sangen former sig så som en telefonsamtale med hendes kæreste, som hun fortæller, hun gerne vil hentes af.

Da det så er Zac Holtzmans tur til at synge, finder bandet en energi og et tempo, man ellers ikke havde forventet på dette nummer. Holtzman synger, at hun kun har ringet til ham fordi, »I’m sober and you wanted me to drive / I’m tired of being treated as just a free ride / I’ve finally figured out that you’re just a thorn in my side.« Det svarer Nimol med sin stenede vokal på med »baby, how could you say / such mean and cruel things to me.« Igen er det meget banalt, men også meget velfungerende.

Den måde, musikken understreger Nimols brandert og Holtzmans vrede på, er med til at øge historiens troværdighed. Om han henter hende, finder man aldrig ud af, men det er også lige meget, for det er jo et ligegyldigt skænderi. Det er igen banalt. Det forstærker det indtryk, man hurtigt får af pladen, nemlig at det er en sommerplade, der bare skal nydes, uden at man nødvendigvis skal reflektere for meget over den – ligesom en kold øl i solen.

“Tooth and Nail” er det mest rørende nummer. Hvis man, som undertegnede, ikke forstår et ord khmer, giver teksten ingen mening, men man får alligevel et klart indtryk af, at sangen hører hjemme på en tilrøget bar sunget af en sangerinde med et længselsfuldt blik foran et lille publikum af mænd og kvinder med tårer i øjnene efter hårde brud med deres respektive kærester. Det er, uanset hvad teksten så måtte handle om, en smuk og trist kærlighedssang.

“Oceans of Venus” er et instrumentalt nummer. Det er inspireret af den såkaldte Shadow Music, der var populær i særdeleshed i Thailand i tresserne. Det består i, at man tilsætter en The Shadows-lyd til traditionelle, lokale sange. Kort sagt The Shadows with a twist. Det er temmelig charmerende, hvilket nok også må siges at være det ord, der bedst beskriver pladen. Og det er vel at mærke ikke ‘charmerende’ ment på en overbærende måde, men ‘charmerende’ som i ’sød og tiltrækkende’.

★★★★★☆

Deltag i debat