Plader

First Floor Power: Don't Back Down!

Med simple, velvalgte virkemidler har First Floor Power lavet endnu et fremragende indiepopalbum. Også uden Jenny Wilson forstår First Floor Power at lave fængende sange. Enkelte svage passager ændrer ikke på, at Don’t Back Down! er rigtig fint.

First Floor Power var et af de mange bands, der opstod i kølvandet af at bands som The Cardigans, Bob Hund og Kent i midten af 1990’erne for alvor løftede svensk musik ud af ABBA og Roxette-alderen og ind i indie-guldalderen. Deres rolle har været lidt mindre fremtrædende (læs: deres salgstal har været mindre) end de tre pioner-bands, men deres debutalbum fra 2001, There Is Hope, står alligevel som et af højdepunkterne inden for svensk indiepop.

I Danmark er First Floor Power måske mest kendt via Jenny Wilson, der, inden hun i 2005 gik solo med albummet Love and Youth, var en af hovedkræfterne i bandet. På den nye plade er Jenny Wilson ude, men søsteren Sara Wilson er stadig garant for den karakteristiske Wilsonske vokal, ligesom at manden med skandinavisk popmusiks mest gebrokne engelsk, Karl-Jonas Winqvist, også leverer sin karakteristiske vokal. Og kan man egentlig andet end at elske en sanger, der udtaler »jet plane« som »jhæt plæn«?

First Floor Powers varemærke er deres simple tilgang til popmusikken. Lidt paradoksalt er deres tekniske mangler samtidig deres største musikalske styrke. Eller rettere sagt: deres tilsyneladende tekniske mangler, for bag de kluntede arrangementer og den underspillede minimalisme gemmer sig gode musikere og ikke mindst et godt sammenspillet band. Det hører man f.eks. i “No Money and a Fee”, der umidelbart virker som en enkel popsang, men som ved nærmere gennemlytning afslører adskillige musikalske og produktionsmæssige finesser.

Et andet fint nummer er “The Jacket”, der er en legesyg lille sag i dansetempo. Igen er det den veludførte amatørisme – eller sagt lidt pænere: First Floor Powers evne til at skære en popsang ind til benet – der sætter gang i fodvipningen.

I det hele taget er det de numre, hvor First Floor Power tager danseskoene på, der fungerer bedst. Og heldigvis vrimler albummet med sådanne små godbidder. “God Damn Your Fingers”, “Holding the Ladder” og ikke mindst “To Do List” for nu at nævne et par stykker. Sidstnævnte har i øvrigt en meget Jenny Wilsonsk lyd – og det er da også storesøster Wilson, der lægger vokal til.

På trods af den til tider skinnende overflade har First Floor Power ikke lagt melankolien på hylden på Don’t Back Down!. Godbidderne smager stadig bittersødt – de er bare pakket ind i mere glitrende papir denne gang. De fint naive tekster handler stadig om alt fra jakker og drager over interviews til eksistentielle emner som tvivl og den svære kamp med at vende sortsyn til positivitet.

De sange, hvor First Floor Power skruer ned for tempoet, trækker til gengæld også i overført betydning albummet ned. Især albummets to sidste numre “It’s an Interview” og “Apparently” mister pusten. Egentligt er “It’s an Interview” en ganske fin semi-80’er-soulet sag de første to og et halvt minut, men herefter begynder First Floor Power desværre at jamme Frank Zappa-style. “Apparently” er en af de sjældne First Floor Power-sange, der lider under manglende begrænsning. Dens næsten syv minutter er ganske enkelt mere, end formlen kan bære.

På trods af enkelte skønhedsfejl har First Floor Power med Don’t Back Down! begået et rigtig fint album. De, der troede, at det var Jenny Wilson, der var popgeniet i First Floor Power, har taget grusomt fejl. Også uden hende formår de som få andre at kombinere fine popmelodier med sange, der giver mening på deres egen primitive måde. Så der er slet ingen grund til at bakke ud: Køb trygt dette album.

★★★★½☆

Deltag i debat