Plader

The Futureheads: This Is Not the World

Skrevet af Martin Ibsen

På sit længe ventede tredje album forsøger det britiske band The Futureheads sig igen med hurtig og let tilgængelig guitar-punkrock med meget tydelige inspirationskilder hentet i fortiden, men desværre gør de det endnu en gang uden det store held.

Paradoksalt nok har The Futureheads’ musik meget lidt med fremtiden at gøre. Det skal dog retmæssigt nævnes, at de har deres navn efter The Flaming Lips-pladen Hit to Death in the Future Head, og deres navn er nok ikke er et forsøg på at referere til nogen form for fremtid eller nytænkning af engelsk rock. Bandet, der kommer fra Sunderland, lyder stadig mest som fire friske fyre, der savner de gode gamle punkrockdage, hvor Joe Strummer erobrede verden i slutningen af 70erne og Paul Weller skrev sig ind i de engelske historiebøger.

This Is Not the World er The Futureheads’ tredje album, og tingene har ikke ændret sig meget siden de to første album. Bandet har ellers holdt et års pause væk fra musikken og har i mellemtiden skiftet pladeselskab, så man kunne have håbet på lidt fornyelse, men nej.

Til trods for ovenstående kommer pladen egentlig godt fra start med førstesinglen “The Beginning of the Twist”, der viser, hvad The Futureheads kan. Her leverer de nemt tilgængelig, energifyldt punkrock lige ud ad landevejen. Når det lykkes som i denne catchy førstesingle og den poppede “Radio Heart”, fungerer det godt, og det redder lidt af pladens overordnede indtryk. Det er ligeledes velspillet og skarpt produceret. Samspillet mellem de fire medlemmer kan der hellere ikke sættes en finger på, og man kan forstille sig, at sangene kunne fungere fint i live-sammenhæng. Problemet er bare, at det i længden simpelthen bliver forudsigeligt og uden forsøg på opfindsomhed. Der er for få fængende omkvæd, og albummet mister hurtigt pusten.

Er man en af dem, der festede med på deres første udgivelser, bliver man nok ikke helt så skuffet som undertegnede over The Futureheads anno 2008, men man skal ikke forvente at høre et band i udvikling eller et band, der bidrager med en anderledes indgang til sangskrivning end folk flest. Og når de fleste af melodierne samtidig er for svage og for hurtig glemt, bliver det aldrig den helt store oplevelse at lytte til The Futureheads.

The Futureheads’ to første plader var en del af den hypede stime af dansabel guitar-rock fra England, der med Franz Ferdinand og senere Klaxons i front gav ny energi og mod til den engelske musikscenen. To ting, den scene havde savnet siden de glade britpopdage, hvor Blur og Oasis fik hele verden til at lytte. Men i modsætning til bands som Franz Ferdinand, Bloc Party og The Rakes, der formåede at opdatere deres gamle idoler med egne udtryk og fortolkninger, har det ikke været meget nyt, The Futureheads har tilført scenen.

Hvad der bliver det næste store hypede engelske band, skal jeg ikke gøre mig klog på her, men The Futureheads præsenterer ikke noget nyt og bidrager ikke med nogen form for ny udtænkning af deres genre. Man kan kun håbe, The Futureheads bliver trætte af at efterligne gamle idoler og begynder at kigge fremad.

★★★☆☆☆

Deltag i debat