Plader

Jamie Lidell: Jim

Skrevet af Jakob Lisbjerg

For tre år siden udgav Jamie Lidell et fantastisk album, hvor han blandede funky Prince-rytmer med elektroniske elementer og soulness. Nu er han tilbage med et album, hvor han har strøget de to første elementer og fuldstændig er gået i Motown-mode. Det er desværre jævnt kedeligt.

Pladeselskabet Warp og DR’s radiokanal P4 har vist aldrig haft noget med hinanden at gøre – før nu. For førstesinglen til Jamie Lidells nye album Jim, “Little Bit of Feel Good”, har været spillet flittigt på kanalen, og det fortæller en del om, at albummet ikke hører til i gruppen af normale Warp-udgivelser.

Jim efterfølger det succesfulde og kunstneriske pletskud Multiply fra 2005, hvor Jamie Lidell blandede electrofunk og soul til en skæv og super-swingende cocktail, der ikke bare var skrevet til fødderne, men også udfordrede konventionerne uden af være alt for højpandet. Hans rødder i den elektroniske musik fornægtede sig ikke, og det var næsten, som om Jamie Lidell havde skabt en ny genre. Med hans frække vokal, der både refererede til Marvin Gaye og Prince, var albummet veludført, og det holder stadig vand den dag i dag.

På det nye album, Jim, har Jamie Lidell helt droppet referencerne til sin egen, musikalske fortid og optræder som en mandlig Amy Winehouse, hvilket er rigtig synd og generelt gør albummet til en jævnt kedelig oplevelse. For Jamie Lidell har ikke den fantastiske stemme til at løfte, hvor musikken svigter, og når de funky, elektroniske elementer er helt væk, så er der intet, som gør ham til noget særligt. Han er faktisk blevet rigtig mainstream, og enhver, der lytter til Multiply, ville netop have regnet dét for muligt.

Bevares, der er da numre på albummet, som swinger helt fint i tråd med inspirationerne fra Motown og Stevie Wonder, men der er intet, som udfordrer lytteren. “Out of My System” er funky og har et fint kor, og på “Little Bit of Feel Good” finder han hornene frem. Begge numre får fødderne til at rokke lidt i takt, men alle arrangementerne lugter langt væk af gymnasieelever, der synes, at deres band spiller den fedeste soulfunk – hvilket det sjældent gør.

Nede i tempo i ballader som “All I Wanna Do” og “Rope of Sand” står klichéerne i kø for at komme til. Jamie Lidell giver den som blød soulmand, der erklærer sin kærlighed til damerne eller undskylder for nattens alkoholindtag og flirt med kærestens veninder. Musikken er som flødeost – uopfindsom som en Philadelphia Light – og endnu en gang går det op for én, hvor meget Jamie Lidell trækker på de gamle soulsangere uden at tilføje noget nyt.

Enkelte steder lyder det, som om han prøver at genfinde tidligere tiders legesyge. “Figured Me Out” har lyden af et fedt orgel, der minder om noget fra Multiply, mens “Hurricane” har tempoet og en energi til at blive fedt, men desværre lyder som noget, der burde have været udnyttet bedre. Nummeret er, som det fremstår her, en underlig bastard af funk og rock, og Jamie Lidell forsøger at vrænge sig modent igennem nummeret, hvilket ikke lykkes helt efter hensigten.

Farvel til undergrunden, goddag til mainstream. Det er, hvad der er sket for Jamie Lidell på dette seneste udspil. Og som for de fleste andre genrepladers vedkommende giver Jim lytterne lyst til at sætte originalerne på anlægget i stedet. Det kan næppe betegnes som en anbefaling af Jim.

★★½☆☆☆

Deltag i debat