Plader

Majessic Dreams: Beautiful Days

Skrevet af Mads Jensen

Beautiful Days er en rigtig behagelig folk-plade. Men dens behagelighed er også dens akilleshæl. Den består nemlig af ensformige sange, som man nyder uden rigtigt at lytte. Noget synderligt indtryk efterlader den altså desværre ikke.

I disse dage er det meget populært at tale om ’68-oprøret og om, hvilken betydning det har haft for vores verden her 40 år senere. I musikkens verden kan man i hvert fald ikke se sig fri for hippie-bevægelsens indflydelse. Rent faktisk er visse kunstnere så inspirerede af datidens lyd, at de nærmest lyder nøjagtig som forbillederne.

Tag nu f.eks. svenske Majessic Dreams’ Beautiful Days. Den kunne lige så godt være en genudgivelse af en 40 år gammel plade, for den lyder, som om den er lavet på en blomsterfyldt eng i Californien med hjælp fra et anstændigt forråd af bevidsthedsudvidende stoffer, som man kaldte hård narkotika dengang. Pladen er gennemsyret af den velkendte “make love, not war”-ånd. “Lad os alle bare være venner” er budskabet, og det er det vel at mærke, allerede inden man lytter til teksterne.

Teksterne handler om kærlighed. Ikke kærlighed som modstykke til krig, men i stedet det mere gængse kærlighed-mellem-mand-og-kvinde-tema. Man hører nu ikke rigtig efter, hvad der helt præcis synges, for både melodi og tekst arbejder i baggrunden af lytterens bevidsthed. En afdæmpet, akustisk guitar, en stille vokal, en silkeblød korstemme og så en fløjte i ny og næ. Det er hovedingredienserne, og ingen af dem gør synderligt meget væsen af sig.

Man stamper ikke med foden i takt til rytmen, man nynner ikke med på sangene, og luftguitaren eksisterer slet ikke i lytterens begrebsfære. Sangene er for stille til, at de kan blive indlevende på den måde, men de er alligevel dragende på deres egen sympatiske og skrøbelige måde. Man er bevidst om, at musikken er der, og ønsker ikke, at den ikke er, men man lytter alligevel ikke rigtig efter.

»Please don’t leave me all alone / I want you to come back home / Let me be the one for you / Let me be the one to care – for you«. Sådan synger forsangerinde Jessica Breitholtz Björk på åbningsnummeret med en nynnende kvindevokal i baggrunden. Musikken drives frem af en akustisk guitar. Det er lige så sødt, som det lyder, og man overgiver sig med det samme til blomsteruniverset.

Titelnummeret fortsætter, hvor “Wife’s Song” slutter, mens der i tredje nummer tilsættes trommer, men lyden er stadig charmerende folk på nøjagtig samme måde som i de to første skæringer, og det ændrer sig ikke i løbet af pladen. Den holder sig i samme rille. Det er sødt og behageligt, men det gør også, at man ret hurtigt stopper med at prøve at høre efter, fordi det hele simpelthen lyder ens.

Det er sjældent at sidde med en plade, hvor man ikke kan fremhæve et eneste lavpunkt og ikke et eneste højdepunkt. Det hele flyder sammen, og for at blive i blomsterreferencerne kan man lave sammenligningen med en ny buket blomster i stuen. Når man første gang træder ind i rummet og dufter til den, bliver man begejstret, men ret hurtigt tilpasser næsen sig til duften, og man tænker ikke længere over den. Den er der bare. Sådan er det desværre også for Beautiful Days. Den efterlader ikke noget ordentligt indtryk, men når man hører den, er den da fin nok.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar