Plader

Majessic Dreams: Beautiful Days

Skrevet af Mads Jensen

Beautiful Days er en rigtig behagelig folk-plade. Men dens behagelighed er også dens akilleshæl. Den består nemlig af ensformige sange, som man nyder uden rigtigt at lytte. Noget synderligt indtryk efterlader den altså desværre ikke.

I disse dage er det meget populært at tale om ’68-oprøret og om, hvilken betydning det har haft for vores verden her 40 år senere. I musikkens verden kan man i hvert fald ikke se sig fri for hippie-bevægelsens indflydelse. Rent faktisk er visse kunstnere så inspirerede af datidens lyd, at de nærmest lyder nøjagtig som forbillederne.

Tag nu f.eks. svenske Majessic Dreams’ Beautiful Days. Den kunne lige så godt være en genudgivelse af en 40 år gammel plade, for den lyder, som om den er lavet på en blomsterfyldt eng i Californien med hjælp fra et anstændigt forråd af bevidsthedsudvidende stoffer, som man kaldte hård narkotika dengang. Pladen er gennemsyret af den velkendte “make love, not war”-ånd. “Lad os alle bare være venner” er budskabet, og det er det vel at mærke, allerede inden man lytter til teksterne.

Teksterne handler om kærlighed. Ikke kærlighed som modstykke til krig, men i stedet det mere gængse kærlighed-mellem-mand-og-kvinde-tema. Man hører nu ikke rigtig efter, hvad der helt præcis synges, for både melodi og tekst arbejder i baggrunden af lytterens bevidsthed. En afdæmpet, akustisk guitar, en stille vokal, en silkeblød korstemme og så en fløjte i ny og næ. Det er hovedingredienserne, og ingen af dem gør synderligt meget væsen af sig.

Man stamper ikke med foden i takt til rytmen, man nynner ikke med på sangene, og luftguitaren eksisterer slet ikke i lytterens begrebsfære. Sangene er for stille til, at de kan blive indlevende på den måde, men de er alligevel dragende på deres egen sympatiske og skrøbelige måde. Man er bevidst om, at musikken er der, og ønsker ikke, at den ikke er, men man lytter alligevel ikke rigtig efter.

»Please don’t leave me all alone / I want you to come back home / Let me be the one for you / Let me be the one to care – for you«. Sådan synger forsangerinde Jessica Breitholtz Björk på åbningsnummeret med en nynnende kvindevokal i baggrunden. Musikken drives frem af en akustisk guitar. Det er lige så sødt, som det lyder, og man overgiver sig med det samme til blomsteruniverset.

Titelnummeret fortsætter, hvor “Wife’s Song” slutter, mens der i tredje nummer tilsættes trommer, men lyden er stadig charmerende folk på nøjagtig samme måde som i de to første skæringer, og det ændrer sig ikke i løbet af pladen. Den holder sig i samme rille. Det er sødt og behageligt, men det gør også, at man ret hurtigt stopper med at prøve at høre efter, fordi det hele simpelthen lyder ens.

Det er sjældent at sidde med en plade, hvor man ikke kan fremhæve et eneste lavpunkt og ikke et eneste højdepunkt. Det hele flyder sammen, og for at blive i blomsterreferencerne kan man lave sammenligningen med en ny buket blomster i stuen. Når man første gang træder ind i rummet og dufter til den, bliver man begejstret, men ret hurtigt tilpasser næsen sig til duften, og man tænker ikke længere over den. Den er der bare. Sådan er det desværre også for Beautiful Days. Den efterlader ikke noget ordentligt indtryk, men når man hører den, er den da fin nok.

★★★☆☆☆

Leave a Reply