Plader

The Rhonda Harris: Here’s the Rhonda Harris

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Efter fire år, hvor Nikolaj Nørlund har været fuldt beskæftiget med andre musikalske projekter end sine egne, er han under The Rhonda Harris-navnet endelig tilbage. Og det er med nogle af sine til dato bedste sange.

Knap fire år er gået, siden der sidst udkom originalmateriale fra Nikolaj Nørlunds hånd i form af simultanudgivelserne Under the Satellite med Rhonda Harris og Tændstik i eget navn. I den mellemliggende periode har Nørlund koncentreret sit musikalske virke om at producere andre folks plader og hylde H.C. Andersen, Leonard Cohen og Townes van Zandt. Selv om Nørlund uden tvivl er en god fortolker af andres sange, har ventetiden på nye Nørlund-sange været lang. Det er dog glemt allerede efter første afspilning af det nye udspil fra Rhonda Harris. Here’s the Rhonda Harris har været værd at vente på.

Pladetitlen leder tankerne hen på scenen i Stephen King-filmatiseringen The Shining, hvor den mentalt forstyrrede Jack hamrer døren til et badeværelse ind med en økse. Hans kone Wendy sidder skrækslagen på flisegulvet på den anden side af døren, og da det er ham muligt at få sit hoved gennem døren, råber han: »Here’s Johnny.« Så morderisk voldsomt er åbningsnummeret på Here’s the Rhonda Harris trods alt ikke. The Rhonda Harris går dog heller ikke stille med dørene i “The Pilot That Didn’t Make It”, hvor småstøjende guitarer er perfekt afstemt med Nørlunds dybfølte vokal.

The Rhonda Harris ankommer således med manér, men i modsætning til Wendy i The Shining er der ingen grund til at løbe skrigende bort. Faktisk er der næppe noget, man vil have mindre lyst til, for Here’s the Rhonda Harris er som helhed en fængslende god plade. Nørlunds velkendte baryton formår stadig at kravle ind under huden på selv de mest hårdhudede typer. Det er netop især vokalen, der gør den afdæmpede kærlighedserklæring til Marilyn, “Valley of Open Doors”, så uafrysteligt smuk.

Den kontante og iørefaldende “On Time” og den guitarstøjende “Polka Dot” hører blandt pladens stærkeste numre. Men de er afvigelser fra The Rhonda Harris’ generelt afdæmpede lune, hvor Nørlunds mørke, dragende vokal bliver nænsomt akkompagneret af det samme hold kompetente musikere, der stod bag Townes van Zandt-pladen Tell the World We Tried. Det gør de forbilledligt i pladens fornemmeste nummer, “The Kindness”, hvor taktfaste trommeslag og beherskede guitarlinjer lægger sig under Nørlunds luftige vokal.

Covernumre og gæsteoptrædener har før været på agendaen i Rhonda Harris-regi. Denne gang er alt materiale – med undtagelse af det cirkulære og smittende instrumentalnummer “SPCMN 38”, som guitarist Rune Kjeldsen er ophavsmand til – signeret Nikolaj Nørlund. Here’s the Rhonda Harris er af denne grund den mest helstøbte Rhonda Harris-plade siden den selvbetitlede debut fra 1995. Bortset fra “SPCMN 38”, der spolerer en smule af pladens flow, er samtlige numre med til at skabe en homogen plade. Bandet virker ekstremt sammenspillet og har blik for at give plads til Nørlunds stadigt vedkommende vokal. The Rhonda Harris fremstår som en helhed, og derfor er det fuldt ud berettiget, at der er blevet tilføjet et “the” foran det pigenavn, som Nørlund har gemt sig bag på sine engelsksprogede udgivelser efter tiden med Trains and Boats and Planes.

Sidste år samlede Nørlund op på det bedste fra sine fire dansksprogede soloplader. Klogt nok udkom der ikke samtidig en opsamling med hans engelsksprogede sange. Den nyeste Rhonda Harris-plade indeholder nemlig mindst en håndfuld sange, der ville være direkte selvskrevne til sådan en opsamling.

★★★★★☆

Om skribenten

Lasse Dahl Langbak

Fem favoritalbums:
The db's: Stands for Decibels
Sebadoh: III
Dream Syndicate: The Days of Wine and Roses
Feelies: Crazy Rhythms
Replacements: Let It Be