Plader

Santogold: s.t.

Skrevet af Mads Jensen

Santogold er den oplagte plade til din fest. Her er noget for enhver smag. Det hele er poppet og let tilgængeligt. Det er pladens styrke, men også dens svaghed.

Sommeren venter lige om hjørnet, og sommeren betyder fest og ferie. Men hvad gør man med musikken? Man kan næsten ikke være bekendt at spille mørk postpunk eller melankolsk folk til sådan en sommerfest. Der er nødt til at være opløftende musik, som kan underbygge folks glæde ved solen, varmen og hinanden, men det gør ikke problemet meget mindre, for hvad kan folk lide? Det er ikke alle, der synes powerpop er lige godt. Nogle vil også mene, at de efterhånden har hørt Parallel Lines så mange gange, at de ikke orker endnu en fest med Debbie Harry i centrum. Hiphop? Nej, det er heller ikke for alle, og r’n’b er mest for poptøserne og -drengene. Hvad så med indiekids’ene?

Det er ikke en let opgave at sammensætte noget, alle kan lide. Det behøver man heldigvis heller ikke, for Santogold med det borgerlige navn Santi White har løst problemet for os. Det er nærmest utænkeligt, at alle ikke skulle kunne blive tiltalt af mindst ét nummer (okay, der kan selvfølgelig være et rigtig metalhoved til stede, og han vil gå skuffet hjem). Her er Whites mixtape til festen:

Lad os starte fra begyndelsen. “L.E.S. Artistes” vil nogle nok allerede have stiftet bekendskab med. Det er førstesinglen, og det er en særdeles fængende sag. Særligt omkvædet med den gennemtrængende vokal og de syntetiske håndklap bidrager til hitpotentialet. Med næste sang er vi ovre i noget, der lyder så NME’sk, at man uden videre forstår deres hype af hende – de kalder hende “the queen of all pop in 2008.” Den inciterende basgang og det stacatto-råbende omkvæd (i mangel på et bedre udtryk) kunne sagtens være lavet i samarbejde med Bloc Party eller Arctic Monkeys. Og hvis man ikke lige er til NME-rock, så behøver man blot trykke “skip forward” en enkelt gang, for “Shove It” er et decideret reggae-nummer. Det er ikke helt så stenet, som man typisk oplever det. Beatet her er mere frisk og hiphop-inspireret.

Det vel nok stærkeste nummer er “Lights Out.” Det er herligt lyst og drevet af en traditionel bandopsætning: trommer, bas og guitar. Vokalen er lys, og omkvædet åbnes med ordene »don’t worry.« Det er lyden af sommer, og det er ikke til at stå for. I “Starstruck” drives det hele frem af et beat, der kunne være lavet på et keyboard fra BR. Ikke bare beatet er elektronisk. Det hele lyder, som om det er lavet af sådan nogle fyre, der synes, at verdens bedste computerspil blev fremstillet til 8-bit Nintendo-konsoller – ikke mindst på grund af soundtracket.

Årsagen til den variede lyd skal blandt andet findes i producerstolen. Jonnie “Most” Davis, John Hill, White selv, Disco D, Fred Nasty, Diplo og Switch har alle siddet bag mixerpulten. De to sidstnævnte har også produceret M.I.A., som White ofte sammenlignes med. Og det er ikke uden grund, for her er den samme anarkistiske holdning til genrekonventioner. Desværre er Santogold mere poppet og mindre kantet. Det gør pladen lettere at holde af, men til gengæld lyder den så ens, uanset om det er første eller 10. gang, man lytter til den. Det skal sådan set ikke ligge den til last, for det er en god pop- og festplade, men den er ikke meget mere end det. Man finder ikke nye niveauer ved gentagne gennemlytninger.

★★★★½☆

Deltag i debat