Plader

Subtle: Exiting Arm

Skrevet af Christian Klauber

Uden at slippe deres eklektiske univers, hvor forskellige rockafarter uden forbehold blandes med electronica, drømmende indiepop-strukturer og rap, træder det eksperimenterende avantgarde-kollektiv Subtle med deres seneste udspil en lidt mere imødekommende dans end tidligere.

Nogle gange er det godt at have forbehold, andre gange kan det være skidt. Nogle gange kan man have forbehold over for noget på et tidspunkt, og et stykke tid senere er forbeholdene forsvundet. Sådan er det også med seksmands-bandet Subtles album. Nogle gange er deres univers og lyd fantastisk, fordi det er genreblandende og eklektisk på en sådan måde, at mit øre næsten ikke kan rumme det; det er for meget af det gode. Andre gange er jeg omvendt sikker på, at det lige præcis er det, det er – for meget, og at det er derfor, jeg tager mine forbehold.

Exiting Arm er der i forhold til de foregående album skruet en smule ned for utilgængeligheden og de store armbevægelser i musisk forstand. Der er stadig tale om en charmerende genreblanding, der i sig selv understreger sekstettens proklamerede hyldest til den genreløse musik, men selv om der stadig samples og distortes på livet løs, ligesom der arbejdes med forskellige strygeinstrumenter og sågar tværfløjte, er albummet mange steder ganske tilgængeligt og trækker veksler på både indierock og drømmende, sfærisk pop, f.eks. i “Sick Soft Perfection” og “Wanted Found”.

Doseones hæsblæsende, staccato-rap optræder pludseligt og ud af det blå, i mange tilfælde i utrolig høj hastighed, nivelleret med musikken, samplet og forvrænget på forskellige måder og desværre også relativt uklart, om end man dog fanger fine eksempler på spændende lyriske universer som i titelnummeret: »Would you skin your skull to draw its strength?«; i “Wanted Found”: »And you wait in your window, for found to come find you«; og i “The Crow”: »The sky has always been a complex death of all its hunting things«. Det er alle eksempler, der tyder på, at der er meget mere at komme efter i teksterne, hvis man ellers er i stand til at dechifrere dem.

Der foregår meget på Exiting Arm, både på det lyd- og tekstmæssige plan. De mange soniske strukturer og skæve rytmer, der ubønhørligt skifter form, gør sine steder pladen til en krævende lytteøvelse, der kalder på koncentration og spidse ører fra sin lytter. F.eks. afløses det støvede, supermelodiske “Hollow Hollered” med akustisk guitar, saxofon i baggrunden og mundperkussion af den guitarbårne, slowbeat »The Crow«, der igen afløses af det dansable, legende, upbeat “Unlikely Rock Shock”, der både har kor og vrøvleomkvæd, men også bagvedliggende samples, der fragmenterer lydbilledet og gør lytteoplevelsen kompleks.

På den måde er albummet er hele tiden i forandring, men det gør det også til et skizofrent album, der virker, som om det ikke kan finde ro, hvilket måske er en pointe i sig selv. Det ene øjeblik er det en blid lytteoplevelse, der næsten kærtegner ørene, mens det det andet øjeblik flænses i stykker af en aggressiv rytmisk struktur eller Doseones stikkende lyrik. Meget sigende afsluttes pladens sidste nummer med sfærisk støj, der langsomt fortoner sig uden for rækkevidde.

Subtle gør dét, de gør, godt, og meget få gør som dem – ingen tvivl om den sag. Lyduniverset på Exiting Arm er komplekst og mange steder intenst, men pladens problem er samtidig, at numrene for ofte flyder sammen, fordi de ligner hinanden og derfor er vanskelige at skille ad efter endt lytning. Facit er, at Subtles blanding af rock, rap og elektroniske strukturer skaber et sammenkog, der ikke altid smager lige godt, men kan stille de fleste lyttende sjæles sult et stykke tid.

★★★½☆☆

Deltag i debat