Plader

Syd Flint: s.t.

Syd Flints selvbetitlede debut er et minialbum i fin balance med sig selv. Der er både country og singer/songwriter-tendenser, og udtrykket er opbygget omkring vokal og akustisk guitar tilsat masser af eftertænksomhed. Kanterne er slebet pænt runde, og det er måske lidt en hæmsko, men det må siges at sortere under mængden af luksusproblemer.

Jeppe Davidsen er en meget hudløs og ærlig mand. Sådan virker han i hvert fald, når man lytter til hans sange på debutminialbummet under navnet Syd Flint. Giver man sig tid til at lytte ordentligt til alle 6 numre, får man et klart indtryk af, hvad det er for en person, der fortæller sine historier. Historier om uopnåelig kærlighed, det fremmedgjorte og frygten for at miste sig selv i mængden af individer. Man er ikke i tvivl om, at han mener det alvorligt, men det bliver pakket ind i nogle behagelige melodier, der gør det let at konsumere.

Et eksempel på denne kombination finder man bla. på Juliet”, der åbner med »Take my hand / Walk with me / Says it all / My bittersweet / Take my hand / Side by side / When sky fly / Says it all / My bittersweet / Take my hand / Cause I can walk million miles / And I can talk million years with you / So close your eyes / Take my hand.« De hjerteskærende udladninger går rent ind, men smerten hylles ind i klokkespil, banjo og guitarflader, der lægger sig som balsam i øregangen og virker som en slags plaster på såret.

Davidsen har komponeret sine sange med melankoli, men også masser af håb, varme og fortællelyst, der trækker lytteren ind i hans personlige univers, hvor guitar, pedal-steel, tromme og de klassiske orgel-, harmonika- og klokkespilselementer forfiner arrangementerne. Hans stemme lægger sig fint op af de referencer, man kan nævne. Den let snøvlende, bedrøvede, men alligevel fintfølende stemmeføring er hverken værre eller bedre end dem, man ellers støder på i genren.

Syd Flint varierer ikke sit udtryk væsentligt. Det er akustisk sangskrivning tilsat visesang, country og fuldblods-americana uden alt for mange skarpe kanter. Det er ganske enkelt, smukt og iørefaldende, men også med en snigende ensformighed mod slutningen af minialbummets 27 minutter.

Syd Flint er en plade, der ville stå stærkere på en anden årstid, hvor man sidder og nipper til kaffen, mens man undrer sig over, hvor lidt dagslys, man egentlig nåede at få med, inden aftenen fik overtaget. Men uagtet årstiden er det en melodiøs plade, der qua sit nedbarberede udtryk er meget umiddelbar og let tilgængelig.

Det er befriende og opløftende for oplevelsen af pladen, at det ikke bliver et melankolihelvede, hvor tungsindet hærger så voldsomt, at man ikke kan skimte håbet og troen på det gode, og det gør Jeppe Davidsen til en af de halvalvorlige mænd, man godt kan give en chance, når bladene springer ud.

★★★★☆☆

Deltag i debat