Plader

Virak: Threads

Skrevet af Lars Simonsen

Danske Virak er taget på opdagelserejse i slowcore, dreampop og postrock. Med sig på turen er bl.a. medlemmer af Under Byen og Slaraffenland. Men på trods af det sympatiske projekt og de talentfulde folk bliver rejsen som helhed lidt for ufarlig og pæn.

På papiret er der her tale om et særdeles interessant dansk debutalbum. I hvert fald hæver øjenbrynene sig, når det af pressemeddelsen fremgår, at pladen er mixet af britiske Kenny Jones (Sophia, The God Machine, The Veils og Björk m.fl), ligesom også John Golden (Sonic Youth, Low, The Black Heart Procession og Explosions in The Sky m.fl.) har haft en finger med i spillet. Derudover byder Threads på gæsteoptrædener af ypperlige repræsentanter fra den danske musikscene i form af medlemmer fra Under Byen, Slaraffenland og Amber.

Det ambitiøse debutalbum Threads har været undervejs i ganske lang tid, idet Virak blev dannet helt tilbage i primo 2002, og ep’en But Not As We Know It udkom i 2004. Der er dog ikke grund til at antage, at det er sløvsind, der ligger til grund for, at Threads først sendes på gaden her i foråret 2008. Snarere tværtimod. Årsagen skal sikkert nærmere findes i en tidskrævende søgen efter det helt rigtige udtryk, den helt rigtige stemning samt en dedikeret kælen for detaljerne.

De 11 numre afsøger da også grundigt forskelligartede soniske landskaber fra ruskende postrock til blid, sfærisk og luftig dreampop. Det luftige understreges meget rammende i nummeret “Butterfly”, hvor Martin Ejlertsen (guitar, vokal) blidt og langstrakt gentager ordene »here you are, butterfly.« Sløve håndklap og rolig guitar sætter tykke streger under den blide og desværre også temmelig søvndyssende stemning. En overraskende og vellykket sekvens med et gospelkor gør dog, at øjnene og ørerne, forbliver åbne.

Selv om Virak undervejs udforsker flere forskellige stilarter, er det et lige så blidt nummer, der tager over, hvor “Butterfly” slap. Til trods for titlen “Violence” og en linje som »(Sweet summer rain) to pray for solutions will fuck up your mind (no evidence) why haunting a killer…« er der absoult ingen vildskab at spore. At Ejlertsens vokal ofte ligger relativt langt tilbage i lydbilledet, hænger fint i tråd med den stemningsmættede dreampop, Virak forsøger at skabe. Hovedfokus er på intrumenternes virkemidler. Alligevel savner man noget karakter og variation, hvad angår vokalen, der ofte fremstår monoton og anonym. Den specielle pænhed, der inficerer Ejlertsens sangstemme, bliver nemlig en hæmsko for udtrykket i længden. Den passer ganske enkelt ikke til alle numrene.

For eksempel er der glimrende hårdt rockende passager i åbningnummeret “Little Creeps”, som ville tage sig endnu bedre ud med en mere kraftfuld vokal – eller slet ingen. For selv om Ejlertsen her i takt med guitarens hærgen hæver stemmen, virker det underligt malplaceret.

Ruskende guitarer og skæve riffs er overordnet set en mangelvare. Især når det netop i åbningsskæringen afsløres, hvor vellykket Virak egentlig formår at flippe lidt ud og give los. I stedet bliver helhedsindtrykket for pænt og for ufarligt. “Who I Am = You” er et godt eksempel på, hvor pænt og fladt det kan komme til at lyde. Nummeret står lidt i stampe, og det virker hverken overbevisende eller oprigtigt, når der blidt synges: »I am going crazy / maybe I’m going crazy.«

Et af de mere vellykkede numre er den instrumentale “Something Strange Happened As We Stood by the Lake”. Instrumenterne bygger nummeret sfærisk og flot op, og Nils Gröndal (Under Byen) bidrager her med dét, der i bookletten kaldes “heavenly voice and grinding noise” – og det fungerer rigtig godt. Stemmeføringen fungerer som et instrument, og hér fornemmer man, at Viraks rejse er på vej mod interessante højder. Instrumenterne eksploderer ikke just i et inferno af smuk støj, men alligevel leges der flot med postrockens virkemidler mod nummerets afslutning.

“Arms Raised” tager vellykket over med et overrumplende trommebeat, men igen forekommer Ejlertsens vokal sært malplaceret, og så er det ikke svært at få armene ned igen. Intrumenterne har nerve og kant i nummeret, som måske ville have lykkedes bedre rent instrumentalt.

Selve Viraks projekt er egentlig dybt sympatisk. Forskellige beslægtede rocklandskaber skal udforskes for at finde frem til et udtryk, der trækker på postrock, dreampop og alternativ guitarrock, men i virkeligheden er helt sit eget. Det lykkes bare ikke rigtigt. Den helt specielle og forførende skønhed, som dreampop indimellem formår at skabe, udebliver, og de forløsende klimakser, som vellykket postrock kan byde på, glimrer også ved deres fravær. Følelsen af, at musikken kryber helt ind under huden og virker nærværende og unik, kommer aldrig. Derfor ender rejsen mere eller mindre blindt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat